Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

50-kroneseddel

Oprindelig forfatter Bodil Hammer Seneste forfatter Redaktionen

Forsiden af 50-kronesedlen med Sallingsundbroen.

Forsiden af 50-kronesedlen med Sallingsundbroen.

50-kroneseddel, dansk pengeseddel udstedt af Nationalbanken. Den første danske 50-kroneseddel så dagens lys i 1875. Det var en omtegnet 20-rigsbankdalerseddel, oprindeligt tegnet af G.F. Hetsch.

I 1911 blev Gerhard Heilmanns 50-kroneseddel sat i omløb, og dens hovedmotiv var fiskere, der trækker deres net op. Grundfarven var gråblå, og ved pengeombytningen i 1945 blev Heilmanns 50-kroneseddel genoptrykt i rødlilla, dog med en anden bagside.

Ombytningssedlerne blev gradvis afløst af Portræt- og landskabsserien. 50-kronesedlen kom i cirkulation i 1957 og havde for første gang stavet tallet "FEMTI". Denne skik er først blevet ændret med den nyeste 50'er, der nu staver tallet "HALVTREDS". Portrættet var af astronomen og fysikeren Ole Rømer og hans observatorium Rundetaarn. Landskabet var Djursland med Stenvad Langdysse, tegnet af Ib Andersen.

Annonce

Serie 1972 var en anelse mere farverig og havde portrætmalerier udført af Jens Juel på forsiden og danske dyr på bagsiden. 50-kronesedlen fra 1975 har fru Engelke Charlotte Ryberg og karpefisken karusse (Carassius carassius), tegnet af Ib Andersen, afbildet.

Efter Danmarks indirekte nej til euro'en i 1992 og 1993 blev serie 1997 indført for at imødegå amatørfalskmøntnere med adgang til scannere og farveprintere. For at lette hæveautomaternes håndtering af pengesedler fik alle serie 1997-sedlerne samme højde (72 mm), men forskellige længder. 50-kronesedlen var den korteste på 125 mm og havde et portræt af forfatteren Karen Blixen på forsiden og en kentaur fra Landet KirkeTåsinge på bagsiden. 50-kronesedlen udkom som den næstsidste i 1999, og i 2005 blev den opgraderet med et hologram med romertallet "L".

Bagsiden af 50-kronesedlen med Skarpsallingkarret.

Bagsiden af 50-kronesedlen med Skarpsallingkarret.

Den 11. august 2009 udkom der en ny 50-kroneseddel i Danmark som en del af Serie 2009, designet af Karin Birgitte Lund. Forsiden på 50-kronesedlen prydes af Sallingsundbroen og bagsiden af Skarpsallingkarret. De nye pengesedler har samme dimensioner som de forrige for at undgå ombygninger af hæveautomater.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bodil Hammer: 50-kroneseddel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=237778