• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dukat

Oprindelig forfatter JSJ Seneste forfatter Redaktionen

Dukat præget ca. 1300 af den venetianske doge Pietro Gradenigo. Forsiden viser Kristus med en mandelformet glorie, mandorla, og bagsiden den knælende doge, der forlenes med en fane af evangelisten Markus. Gengivet i 1:1.

Dukat præget ca. 1300 af den venetianske doge Pietro Gradenigo. Forsiden viser Kristus med en mandelformet glorie, mandorla, og bagsiden den knælende doge, der forlenes med en fane af evangelisten Markus. Gengivet i 1:1.

dukat, (af lat. ducatus 'hertugdømme'), italiensk guldmønt, indført 1284/85 i Venezia med en vægt på ca. 3,5 g og præget indtil 1797; undertiden kaldet zecchin. Møntens navn menes almindeligvis at stamme fra det sidste ord i den latinske bagsideindskrift. Forsiden viser den tronende Kristus, bagsiden den knælende doge, der forlenes med en fane af evangelisten Markus. Navnet på den doge, under hvem den pågældende dukat var præget, findes på møntens forside. Dukaten blev med sine mere end 500 år en af verdens længst anvendte mønter, og den blev uhyre udbredt, specielt i Sydøsteuropa og i Orienten (bl.a. i Indien), hvor der også prægedes lokale efterligninger.

I Europa blev der præget guldmønter som dukater i Ungarn fra 1325, og de ungarske dukater kom i et vist omfang til Danmark i senmiddelalderen. Fra 1586 blev der præget dukater i Nederlandene, hvor de blev en vigtig handelsmønt, som stadig udmøntes. I Danmark kom der første gang i 1531 en guldmønt af vægt som en dukat, i 1564 fik mønten indskriften "dogkate", og den blev jævnligt præget i 1600- og 1700-t., senest i 1802, men hørte ikke til i det almindelige møntsystem. Se også dansk møntvæsen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Steen Jensen: dukat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67050