Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kvindehistorie

Oprindelige forfattere BRos og GJac Seneste forfatter Redaktionen

Et fællestræk i kvinders historie fra oldtiden til i dag er, at historien udspiller sig i et patriarkalsk samfund med adskilte kønsroller: Manden er hovedforsørger, overhoved for husstanden og arbejder uden for hjemmet, kvinden er bidragende forsørger, underordnet manden og arbejder i hjemmet. Samfundets kønshierarki sætter kvindekønnet nederst, men kønsulighed har ofte været suppleret med race- og klassemodsætninger. Kvinders historie fortæller både om kvinder, der tilpassede sig, og om kvinder, der gjorde oprør. I middelalder og nyere tid (500-1750) var religiøse læresætninger med til at forme kvinders syn på sig selv, på omverdenen og på det modsatte køn.

I de muslimske lande i Mellemøsten var kønnene skarpt adskilte, og kvinderne lukket inde både fysisk og i overført betydning. Som resultat overtog kvinder nogle officielle funktioner blandt de øvrige kvinder, fx som læger, skriftkloge eller administratorer. Kvindelige lærde og digtere var ikke et særsyn i middelalderens muslimske samfund. Dog skulle intellektuel udfoldelse foregå i hjemmet eller i haremet.

I Europa fulgte antikkens syn på kvinder med ind i middelalderens tænkning og lovgivning, og kristendommen ændrede ikke ved kønsrollerne i samfundet. Ledelse af gejstlige og verdslige organisationer var forbeholdt mænd; kvinder kunne ikke blive præster eller administratorer. De kunne mange steder arve fyrstendømmer og blive regenter, men ellers var deres indflydelse uformel på udviklingen af de samfund, de levede i. De var synlige i deres samtid, men usynlige for eftertiden.

Annonce

I Europa var kønnene ikke fysisk adskilt. Kvinder kunne bevæge sig frit uden for huset, men de måtte konkurrere på ulige vilkår med mændene om adgang til arbejde, ejendom og magt.

Religionen inspirerede nogle kvinder til at skabe sig andre roller end som hustru og mor. I de tidlige kristne samfund opstod kollektiver af kvinder, der levede i kyskhed, beskæftiget med meditation og velgørende virksomhed — en forløber for klostrene.

Nogle kvinder havde fra 500-t. adgang til uddannelse og lærdom i klostre, der var de eneste lærdomscentre indtil 1100-t., da universiteter med lærdomsmonopol blev dannet. Kvinders muligheder for intellektuel udfoldelse blev derved forringet, da de var forment adgang til universiteterne. De kunne dog stadig få uddannelse i klostre eller i hjemmet; først i slutningen af 1800-t. fik kvinder adgang til universiteter og til anerkendt videnskabelig uddannelse.

De fleste trossamfund, der opstod ved Reformationen, havde fortsat kun mandlige præster, ligesom de nye nationalstater kun havde mandlige administratorer, selv når regenten var en kvinde. Alene radikale bevægelser, fx kvækerne, der ikke havde en særlig præstestand, havde både mandlige og kvindelige ledere.

På det amerikanske kontinent herskede der en kønsparallelitet i mange af de oprindelige samfund. Kvinder arvede kvinder, og kvindelige præster forestod en kult for kvinder. I de storriger, der blev skabt af aztekere i Mexico og inkaer i Peru, og hvori kønshierarkiet var dominerende, overlevede kønsparalleliteten i lokalsamfundet.

Med den europæiske erobring af Amerika i 1500- og 1600-t. blev kønsparalleliteten afløst af kønshierarki. Dette var dog sløret af racemodsætninger både i Latinamerika, hvor de oprindelige folk blandede sig med europæere og afrikanere, og i Nordamerika, hvor racerne officielt holdtes adskilte.

I den vestlige verden vandt politiske idéer frem i løbet af 1700-t., i hvilke religionen ikke længere spillede en rolle. Ifølge disse idéer var politisk aktivitet og politiske goder kun for mænd. Hverken under Den Amerikanske Revolution, Den Franske Revolution eller revolutionerne i 1848 anerkendte mandlige politikere og tænkere, at kvinder også kunne gøre krav på at nyde frihed, lighed og broderskab, på trods af at kvinder selv ivrigt talte og skrev derom, fx Olympe de Gouges i Frankrig og Mathilde Fibiger i Danmark.

1800-t.s europæiske samfund skabte en ny borgerlig ideologi, der anbragte kvinden i hjemmet med det resultat, at kvinder i den offentlige sfære blev usynliggjort i både samtid og eftertid. Dette europæiske borgerlige ideal blev med imperialismen påtvunget de samfund i den øvrige verden, hvor kvinder ikke i forvejen var lukket inde.

Selvom det begyndende demokratis mænd ikke gav plads til kvinder, medvirkede industrialiseringen til at ændre på kønsarbejdsdelingen, og kvinderne tog selv affære. Stemmeret og adgang til den offentlige sfære på lige fod med mænd blev et erklæret mål for mange kvinder i anden halvdel af 1800-t., og overalt opstod der kvindebevægelser. I den efterfølgende periode frem til 1920'erne blev den formelle ligestilling i form af politisk stemmeret og økonomisk ligestilling i ægteskabet gennemført mange steder i den vestlige verden. Den reelle ligestilling blev i Nordeuropa sat på dagsordenen, da kvinderne fra 1960'erne gik ud på arbejdsmarkedet. Den debat er endnu ikke afsluttet.

Kvindehistoriens historie og teorier

Den nye kvindehistoriske forskning opstod i Danmark i anden halvdel af 1970'erne. Det skete i tilknytning til fx socialhistorie og arbejderbevægelsens historie. I det første årti frem til midten af 1980'erne gik bestræbelserne ud på at skaffe empirisk viden om kvinder. Kvinderne måtte ofte søges andre steder end mændene, i det private i stedet for det offentlige, i reproduktion i stedet for produktion osv. Kvindehistorien forårsagede således en udvidelse af historiefagets genstandsområde til også at omfatte dagliglivet.

Den internationale inspiration var stærk især fra USA, hvorfra der kom mange analyser af kvindekultur og kvinders liv i privatsfæren. Fra England gik inspirationen i mere socialhistorisk og socialistisk retning. Den teoretiske inspiration i dette første årti var de bestræbelser, der blev gjort på at kombinere kapitalisme og patriarkat i analysen af kvinders liv. Temaerne var mange. Mens vægten i den første fase lå på arbejdsmarked, organisationer, fagforening og kønsarbejdsdeling kom der efterhånden andre temaer til som husarbejde, moderskab og filantropi. Tinne Vammens (f. 1942) bog Rent og urent (1986) er et eksempel på, at et organisationsstudie blev til et mere omfattende socialhistorisk og mentalitetshistorisk studie af tjenestepigernes og husmødrenes hele liv. Tyngdepunkterne i forskningen lå på de sidste 200 års historie og i middelalderen. Nanna Damsholts disputats Kvindebilledet i dansk højmiddelalder (1985) blev i 1995 fulgt af Grethe Jacobsens (f. 1945) disputats Kvinder, køn og købstadslovgivning 1400-1600. Af disputatser inden for moderne historie kan nævnes Birgitte PossingsViljens styrke. Natalie Zahle. En biografi om dannelse, køn og magtfuldkommenhed (1992) samt Bente Rosenbecks (f. 1948) Den moderne kvindeligheds historie (1987) og Kroppens politik (1993).

Mens 1980'ernes udfordring var at synliggøre kvinder, blev det 1990'ernes udfordring at påpege kønnets betydning som strukturerende princip for den historiske udvikling. Køn eller kønssystemet blev en vigtig analytisk og teoretisk kategori. 1980'ernes princip om at betragte kvindeligheden som en historisk frem for en biologisk kategori blev udvidet til at omfatte køn. Den amerikanske kvindehistoriker Joan Scott (f. 1941) lod sig inspirere af poststrukturalistiske idéer til at fremhæve kønnets diskursive niveau. Køn var først og fremmest viden om køn, og derfor måtte begreber som mandlighed og kvindelighed historiseres. Vigtigt blev også at analysere kønnets betydning i politik og for historiske processer og forandringer i al almindelighed. Der er således gået en bevægelse fra socialhistorie over mentalitetshistorie til kulturhistorie, men med en orientering mod og problematisering af den politiske historie og dens snævre opfattelse af politik.

De kvindelige historikere igennem 100 år samt 20 års kvindehistorie er skildret i bogen Clios døtre gennem hundrede år (1994).

Se også kvindeforskning og kvinders retlige stilling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bente Rosenbeck, Grethe Jacobsen: kvindehistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112769