Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

feudalisme

Oprindelig forfatter KJVJ Seneste forfatter sthornval

feudalisme, samfundsform, som med udspring i Frankerriget fra 900- og 1000-t. var fremherskende i store dele af Europa, indtil den moderne statsmagts gennembrud fra omkring år 1500. På dansk bruges almindeligvis betegnelsen lensvæsen.

Feudalismens kerne var foreningen af et personligt troskabs- og tjenesteforhold af fortrinsvis militær natur (vasalliteten) med et tingsligt forhold, hvorved vasallen af lensherren fik overladt brugsret til jord, embeder eller andre indtægtsgivende rettigheder til gengæld for tjenestepligten. I feudalretten hed det, at vasallen til gengæld for sin homagium (troskabsed) af lensherren modtog et beneficium (indtægtsgivende rettighed). Økonomisk ytrede den fuldt udviklede feudalisme sig ved, at brug og besiddelse af jord hvilede på et lejeforhold (dominium utile) snarere end et ejerforhold (dominium directum).

Ordet feudalisme kommer af middelalderlatin feudalis, af feudum 'skattelen', egl. en omdannelse af germansk fehu 'fæ, gods, kvæg', auda 'ejendom' og -isme.

Den europæiske feudalisme udsprang af såvel økonomisk som militær nødvendighed. Den arabiske ekspansion i Middelhavsregionen bevirkede, at der fra begyndelsen af 800-t. herskede mangel på ædelmetaller til udmøntning i Europa, som dermed var henvist til en høj grad af naturalieøkonomi. Derved blev jord den væsentligste kilde til rigdom og ofte det eneste mulige betalingsmiddel for større tjenesteydelser. Samtidig måtte Frankrigs herskere, karolingerne, imødegå militære trusler, hvilket skabte behov for en stor militær forsvarsstyrke, der var lige så mobil som de sejlende vikinger og de beredne magyarer. Svaret blev den pansrede ridder til hest, som efter indførelsen af stigbøjlen i Frankerriget i 700-t. forenede høj mobilitet med betydelig offensiv kraft.

Annonce

Krigstjeneste til hest var imidlertid særdeles kostbar. Eftersom kontante betalingsmidler var knappe, blev det almindeligt, at krigsherren betalte for den ved at overlade større eller mindre landområder til frit brug for den, som ydede krigstjenesten. Feudalismen var med andre ord i sin oprindelse en metode til finansiering af krigstjeneste i et samfund baseret på naturalieøkonomi. Ved aktivering af det feudale netværk kunne der på denne måde selv i et pengeløst samfund rejses store militære styrker.

Feudalismen som samfundsordning overførtes til England, da Vilhelm 1. Erobreren, som var hertug af Normandiet, i 1066 erobrede landet. Her nåede feudalismen sin mest konsekvente udformning, idet man fastholdt det princip, at al besiddelse af jord var len, i sidste instans forlenet af kongen, som dermed stod som formel ejer af hele landet. Det satte sig dybe spor i engelsk ret; men politisk fik feudalismen mindre betydning, fordi de normanniske konger trods alt formåede at fastholde hele befolkningen i et direkte undersåtsforhold. En engelsk centralmagt forblev derfor intakt.

I Det Tyske Rige, hvor fri ejendom (allodialgods) som i Frankrig aldrig helt forsvandt, formede udviklingen sig modsat. Til gengæld skete der en omfattende feudalisering også af embeder, samtidig med at lenenes arvelighed efterhånden anerkendtes. Lensfyrsterne blev derfor i realiteten uafhængige af kongen, som valgtes af dem — siden hen af et særligt valgkollegium, kurfyrsterne. Feudalismen splittede dermed Det Tyske Rige op i et stort antal nærmest selvstændige fyrstendømmer. En tilsvarende opløsningsproces undgik Frankrig, fordi kongerne dér formåede at fastholde retten til at inddrage len ved den arveberettigede slægts uddøen.

Feudalisme i Danmark

Danmark modtog tydelige påvirkninger fra tysk lensret; de sønderjyske fyrstelen svarede således nøje til deres tyske modstykker, men landet blev aldrig en lensstat i europæisk forstand. Kongemagtens kontrol med lenene forblev stærk, og lensmanden var først og fremmest kongelig embedsmand.

Med den moderne statsmagts gennembrud fra 1536 tabte feudalismen sin betydning som bærende samfundsorden i Danmark. En sidste rest var den adelige krigstjeneste til hest, rostjenesten, som formelt bestod indtil 1679, men militært havde mistet sin betydning allerede i løbet af 1500-t. i forbindelse med nye krigsformers fremtrængen.

Christian 5.s indførelse 1671 af lensgrevskaber og lensbaronier var et sent ekko af middelalderens feudalisme. Denne ordning havde nemlig ikke til formål at genindføre feudalismen i Danmark, men derimod at styrke den enevældige rangstat. De sidste rester af dette eksempel på senfeudalisme forsvandt først med Lensafløsningslovene 1919.

Feudalismen hører snævert sammen med det naturalieøkonomisk baserede agrarsamfund. Den mistede betydning i takt med statsmagtens vækst og pengeøkonomiens fremtrængen i løbet af 1500-t. Den forsvandt endeligt i forbindelse med industrialiseringen, da den afløstes af industrisamfundets ændrede organisationsformer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud J.V. Jespersen: feudalisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75423