• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hunner

Oprindelig forfatter ASCh Seneste forfatter Redaktionen

hunner, asiatisk nomadefolk, hvis oprindelse fortaber sig i det uvisse. Hunnerne optræder i Europas historie i perioden ca. 375-ca. 455. De sikre arkæologiske vidnesbyrd om dem er få, og man kender derfor bedst til dem gennem romerske historikeres beretninger. Da hunnerne var et frygtet folk, beskrives de stereotypt efter de gældende normer som uciviliserede barbarer. Historikeren Priskos fra Panion i Thrakien giver dog et mere nuanceret billede af dem, da han i 449 var østromersk udsending til hunnerkongen Attila.

Hunnerne kan måske føres tilbage til xiongnuerne, der regerede over et stort rige nord for Kina i 100-t. f.Kr. (på kinesisk kaldes hunner for xiongnu), og derefter formentlig har hersket over et stort, men heterogent rige i Centralasien, i århundrederne inden de ca. 375 ekspanderede mod Donauegnene og fordrev alanerne og goterne. Dermed var folkevandringstiden begyndt.

Hunnernes storhedstid var ca. 434-453, da Attila herskede, indtil 445 sammen med sin storebror Bleda. I denne periode tvang de den østromerske kejser til at betale store årlige summer guld i tribut, og en del af det nordlige Balkan blev afstået til dem. Mindre heldig var Attila med sit angreb på Gallien, hvorfra han måtte trække sig tilbage efter Slaget ved De Katalauniske Marker i 451, ligesom han måtte opgive sit felttog i Italien det følgende år.

Annonce

Efter Attilas død i 453 forsøgte hans sønner at holde sammen på de mange folkeslag, som hunnerne herskede over. I Slaget ved Nedao i 455 sejrede disse dog over hunnerne, som herefter ret hurtigt forsvandt. Hunnernavnet blev imidlertid ofte senere hæftet på andre folkeslag, der angreb Europa fra øst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Søby Christensen: hunner i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93899