Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Den nyeste version af artiklen er endnu ikke godkendt af redaktionen.

folkevandringstiden (Opfattelser af perioden)

Seneste forfatter Redaktionen

Folkevandringer kendes fra hele det historiske forløb og fra stort set alle kulturkredse. Når man har valgt at kalde netop denne periode for folkevandringstiden, skyldes det, at europæiske historikere fra og med renæssancen havde den opfattelse, at disse vandringer på afgørende vis havde været med til at udforme Europas historie, fordi de havde haft stor betydning i forbindelse med Romerrigets undergang og dannelsen af de middelalderlige stater.

Romerriget havde altid tiltrukket de barbarer, der boede uden for imperiets grænser, og det havde konstant været udsat for angreb og plyndringer fra deres side, men romerne havde indtil da haft indre styrke til at imødegå invasionerne. Nu stod de pludselig over for ydre fjender, som pga. indre kriser i riget ikke længere kunne besejres. Renæssancehistorikerne mente derfor, at germanerne erobrede store dele af imperiet fra romerne og reelt reducerede det til et østromersk rige med hovedstad i Konstantinopel. Historikerne accepterede uden forbehold de sent nedskrevne folkeslagshistorier, hvoraf især Jordanes' beretning fra 551 om goterne blev normdannende. De enkelte germanske folkevandringsstammer (goterne, vandalerne, burgunderne, frankerne, longobarderne mv.) blev således betragtet som sammentømrede enheder, der havde en lang fælles historie bag sig, lige fra de forlod deres oprindelige hjemsteder, til de gennem forskellige opholdssteder i Europa nåede deres endelige bestemmelsessteder i Romerriget. På de erobrede områder skabte germanerne en række stater, der mere eller mindre blev grundlaget for de middelalderlige statsdannelser, som var karakteriseret ved en blandingskultur af romersk og germansk og var forudsætningen for de samfund, som renæssancehistorikerne levede i. Dermed blev folkevandringerne også afgørende for spørgsmålet om, hvornår antikken hørte op, og middelalderen begyndte, idet man mente, det skete med dannelsen af de germanske kongedømmer på gammel romersk jord.

Den nyere forskning har imidlertid vist, at begivenhedsforløbet ikke kan skildres så simpelt, som man tidligere troede. Da goterne invaderede Romerriget, var det ikke som et erobrerfolk. De var tværtimod blevet besejret af hunnerne og fordrevet fra deres hjemegne nord og NØ for Donau. Man ved ikke, hvorfor hunnerne angreb, og man kender således ikke de dybereliggende årsager til, at folkevandringerne begyndte. Goterne søgte sikkerhed i riget, men de fandt den ikke. Det kom derfor til et skæbnesvangert slag ved Adrianopel 9.8.378, under hvilket goterne besejrede den romerske hær, og kejser Valens blev dræbt. Goterne havde dermed nok besejret én romersk hær, men ikke dem alle. De kunne således ikke bosætte sig og dyrke jorden uden en romersk anerkendelse. Dermed var deres situation yderst vanskelig, fordi de ikke var i stand til at brødføde sig selv. Romerne forstod at udnytte sulten som forhandlingspartner, men omvendt kunne germanerne også i desperation foretage plyndringer, der var med til at ødelægge den romerske infrastruktur. Det fundamentale problem i perioden var derfor, at folkevandringsstammerne udgjorde en trussel mod Romerriget, men manglede den afgørende styrke til en endegyldig sejr, ligesom romerne heller ikke var i stand til at fordrive dem. Konsekvensen var, at de måtte nå frem til en gensidig forståelse, der både kunne sikre Romerriget og give germanerne mulighed for at overleve. I dette spændingsfelt skal periodens historie forstås.

Annonce

I den magtkamp skulle romerne komme med udspillet, for landet var deres. I første halvdel af 400-t. lykkedes det som oftest for dem at knytte enkelte folkevandringsstammer eller dele af dem til sig gennem en overenskomst, foedus, og i kraft af denne kunne de anvende dem som soldater i den romerske hær til at bekæmpe andre, mere genstridige stammer. Som modydelse måtte romerne give penge og forsyninger og undertiden også land, som germanerne kunne bo på og dyrke. Når en krise dermed var overvundet, forsøgte romerne imidlertid som oftest at begrænse de fordele, som deres allierede havde opnået gennem deres foedus; dette holdningsskift førte med usvigelig sikkerhed til nye spændinger, der igen måtte overvindes med evt. nye alliancer. Bag disse holdningsskift lå tillige indrepolitiske magtkampe mellem rigets ledende mænd, der så en fordel i at anvende folkevandringsstammerne for egen vindings skyld. Så længe den indre struktur var forholdsvis intakt, dvs. at produktionen af landbrugsvarer m.m. blev opretholdt, central- og lokaladministrationen fungerede, skatterne blev opkrævet og en nogenlunde stærk hær var til rådighed osv., så længe kunne magtkampene fortsætte uden afgørende konsekvenser. Når den indre struktur gik i opløsning et eller andet sted, og det skete især i vest, fik det alvorlige konsekvenser for det romerske herredømme, idet folkevandringsstammerne da løsgjorde sig fra Rom og dannede deres egne riger, som de gennem krige søgte at udvide.

/pre, function 'uri.build' failed with response:
Object reference not set to an instance of an object