Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

folkevandringstiden

Oprindelig forfatter ASCh Seneste forfatter Redaktionen

Folkevandringstiden.

Folkevandringstiden.

folkevandringstiden, periode i Europas historie, ca. 375-ca. 600; den indledes med hunnernes angreb på de gotere, som boede nord og NØ for Donau uden for Romerrigets grænser, og den afsluttes med longobardernes delvise erobring af Italien fra 568.

Opfattelser af perioden

Folkevandringer kendes fra hele det historiske forløb og fra stort set alle kulturkredse. Når man har valgt at kalde netop denne periode for folkevandringstiden, skyldes det, at europæiske historikere fra og med renæssancen havde den opfattelse, at disse vandringer på afgørende vis havde været med til at udforme Europas historie, fordi de havde haft stor betydning i forbindelse med Romerrigets undergang og dannelsen af de middelalderlige stater.

Romerriget havde altid tiltrukket de barbarer, der boede uden for imperiets grænser, og det havde konstant været udsat for angreb og plyndringer fra deres side, men romerne havde indtil da haft indre styrke til at imødegå invasionerne. Nu stod de pludselig over for ydre fjender, som pga. indre kriser i riget ikke længere kunne besejres. Renæssancehistorikerne mente derfor, at germanerne erobrede store dele af imperiet fra romerne og reelt reducerede det til et østromersk rige med hovedstad i Konstantinopel. Historikerne accepterede uden forbehold de sent nedskrevne folkeslagshistorier, hvoraf især Jordanes' beretning fra 551 om goterne blev normdannende. De enkelte germanske folkevandringsstammer (goterne, vandalerne, burgunderne, frankerne, longobarderne mv.) blev således betragtet som sammentømrede enheder, der havde en lang fælles historie bag sig, lige fra de forlod deres oprindelige hjemsteder, til de gennem forskellige opholdssteder i Europa nåede deres endelige bestemmelsessteder i Romerriget. På de erobrede områder skabte germanerne en række stater, der mere eller mindre blev grundlaget for de middelalderlige statsdannelser, som var karakteriseret ved en blandingskultur af romersk og germansk og var forudsætningen for de samfund, som renæssancehistorikerne levede i. Dermed blev folkevandringerne også afgørende for spørgsmålet om, hvornår antikken hørte op, og middelalderen begyndte, idet man mente, det skete med dannelsen af de germanske kongedømmer på gammel romersk jord.

Annonce

Den nyere forskning har imidlertid vist, at begivenhedsforløbet ikke kan skildres så simpelt, som man tidligere troede. Da goterne invaderede Romerriget, var det ikke som et erobrerfolk. De var tværtimod blevet besejret af hunnerne og fordrevet fra deres hjemegne nord og NØ for Donau. Man ved ikke, hvorfor hunnerne angreb, og man kender således ikke de dybereliggende årsager til, at folkevandringerne begyndte. Goterne søgte sikkerhed i riget, men de fandt den ikke. Det kom derfor til et skæbnesvangert slag ved Adrianopel 9.8.378, under hvilket goterne besejrede den romerske hær, og kejser Valens blev dræbt. Goterne havde dermed nok besejret én romersk hær, men ikke dem alle. De kunne således ikke bosætte sig og dyrke jorden uden en romersk anerkendelse. Dermed var deres situation yderst vanskelig, fordi de ikke var i stand til at brødføde sig selv. Romerne forstod at udnytte sulten som forhandlingspartner, men omvendt kunne germanerne også i desperation foretage plyndringer, der var med til at ødelægge den romerske infrastruktur. Det fundamentale problem i perioden var derfor, at folkevandringsstammerne udgjorde en trussel mod Romerriget, men manglede den afgørende styrke til en endegyldig sejr, ligesom romerne heller ikke var i stand til at fordrive dem. Konsekvensen var, at de måtte nå frem til en gensidig forståelse, der både kunne sikre Romerriget og give germanerne mulighed for at overleve. I dette spændingsfelt skal periodens historie forstås.

I den magtkamp skulle romerne komme med udspillet, for landet var deres. I første halvdel af 400-t. lykkedes det som oftest for dem at knytte enkelte folkevandringsstammer eller dele af dem til sig gennem en overenskomst, foedus, og i kraft af denne kunne de anvende dem som soldater i den romerske hær til at bekæmpe andre, mere genstridige stammer. Som modydelse måtte romerne give penge og forsyninger og undertiden også land, som germanerne kunne bo på og dyrke. Når en krise dermed var overvundet, forsøgte romerne imidlertid som oftest at begrænse de fordele, som deres allierede havde opnået gennem deres foedus; dette holdningsskift førte med usvigelig sikkerhed til nye spændinger, der igen måtte overvindes med evt. nye alliancer. Bag disse holdningsskift lå tillige indrepolitiske magtkampe mellem rigets ledende mænd, der så en fordel i at anvende folkevandringsstammerne for egen vindings skyld. Så længe den indre struktur var forholdsvis intakt, dvs. at produktionen af landbrugsvarer m.m. blev opretholdt, central- og lokaladministrationen fungerede, skatterne blev opkrævet og en nogenlunde stærk hær var til rådighed osv., så længe kunne magtkampene fortsætte uden afgørende konsekvenser. Når den indre struktur gik i opløsning et eller andet sted, og det skete især i vest, fik det alvorlige konsekvenser for det romerske herredømme, idet folkevandringsstammerne da løsgjorde sig fra Rom og dannede deres egne riger, som de gennem krige søgte at udvide.

Romere og germanere i 400-t.

Der er således ikke tale om, at folkevandringsstammerne invaderede Romerriget og erobrede dele af det. Den første fase var netop karakteriseret af et uafklaret magtforhold mellem romere og germanere. Goternes historie i de 40 år efter Slaget ved Adrianopel 378 handler bl.a. om, hvordan de under ledelse af forskellige hærførere vandrede på Balkan, i Illyricum, i Italien, i Gallien og i Spanien for at finde land, der var egnet til at slå sig varigt ned på. Den mest succesrige af disse hærførere var Alarik 1., der på en gang nåede en af de højeste poster i det romerske militær, magister militum, og kæmpede mod romerne, når de svigtede deres forpligtelser over for ham og hans folk. Således erobrede han i 410 byen Rom, hvor ingen fjende havde været siden galleren Brennus, dvs. omtrent 800 år tidligere. Denne begivenhed blev af samtiden opfattet som skæbnesvanger, fordi byen og imperiet var så nært knyttet sammen i romernes tankeverden, at byens fald meget vel kunne forveksles med imperiets fald. Renæssancehistorikerne tog da også deres udgangspunkt netop her, hvilket farvede deres opfattelse af, at riget var blevet erobret af goterne. I virkeligheden var der intet ændret i goternes situation, og de måtte vandre videre, indtil de i 418 endelig fandt et blivende sted i Aquitanien i det vestlige Gallien. Det skete vel at mærke ikke efter en erobring, men derimod på romersk initiativ og efter romersk lovgivning. Desværre ved man ikke, om de fik en del af jorden eller en del af skatteindtægterne, men baggrunden var utvivlsomt, at goterne fra da af blev betragtet som en del af det romerske forsvar i det turbulente område. De var dog farlige og upålidelige allierede, og på længere sigt skulle dispositionen vise sig at blive katastrofal; goterne var imidlertid nødvendige, fordi andre og mere uregerlige folk var dukket op i Gallien og Spanien.

Nytårsnat 406/407 var en konføderation af alanere, svebere og vandaler nemlig gået over Rhinen, og hærgende var de draget gennem Gallien til Spanien, hvor de forsøgte at finde et blivende sted. Samtidig slog burgunderne sig ned omkring Worms. Den romerske hær i Britannien gjorde oprør og drog til Gallien for aldrig mere at vende tilbage til øen, som dermed var gået tabt for imperiet og således lå åben for en angelsaksisk invasion senere i århundredet. Kilderne nævner i disse år også bagaudernes hærgen i Gallien. Det var i den situation, at den romerske ledelse havde brug for goterne, som bl.a. blev anvendt mod vandalerne i Spanien. Denne politik lykkedes til dels, indtil også vandalerne blev inddraget i de indrepolitiske magtkampe i Romerriget. I 429 drog Geiserik, der var konge over vandalerne og alanerne, til det romerske Africa, hvor lederen af et oprør havde søgt hans hjælp. Oprøret blev hurtigt slået ned, men vandalerne blev i stand til at bemægtige sig regionen, idet de endte med i 439 at erobre Karthago. I 442 måtte romerne anerkende Vandalerriget som den første suveræne folkevandringsstat.

De øvrige folkevandringsstammer fortsatte imidlertid med at leve i et mere eller mindre afklaret statsretligt forhold til Romerriget. Deres konger kunne være højtstående romerske officerer, samtidig med at de eller dele af deres folk førte småkrige mod romerne. Det mest frygtindgydende folk var utvivlsomt hunnerne og deres konge Attila, der i 440'erne hærgede Balkan og tvang romerne til at betale store årlige tributter i guld. Da han i 451 forsøgte sig i Gallien, blev han dog stoppet i Slaget ved De Katalauniske Marker af en af periodens mest fremtrædende vestromere, Aëtius. Det var lykkedes for Aëtius at skabe en alliance af romere og folkevandringsstammer med goterne som et væsentligt element. Da Attila et par år senere døde, gjorde de undertvungne stammer i Donauområdet sig selvstændige i Slaget ved Nedao 454, og hunnerhorden opløstes.

Da nu en mægtig fjende var forsvundet, blussede de indre romerske stridigheder igen op, og de førte på kort sigt til, at Aëtius blev myrdet, og at vandalerne igen blev inddraget i den romerske politik. Denne gang blev konsekvensen, at Rom blev erobret og plyndret i 455. På længere sigt blev stridighederne udnyttet af goterkongen Euric til en løsrivelse fra riget og til i 475 at få sine landområder anerkendt som suveræn stat. Samtidig foretog han en systematisk erobring af Spanien.

Fra 476 var germaneren Odoaker den egentlige hersker i Italien. Den del af goterfolket, der i begyndelsen af folkevandringstiden var blevet tilbage i områderne nord for Donau, havde været underlagt hunnernes myndighed. Nu var de blevet frie, og under ledelse af Theoderik den Store erobrede de Italien fra Odoaker i begyndelsen af 490'erne, formentlig i forståelse med den østromerske kejsermagt. De skabte i samarbejde med den romerske befolkning et rige, der blev en af tidens stærkeste statsdannelser bl.a. gennem et vidtforgrenet net af alliancer med de andre germanske riger. Den romerske kultur oplevede endnu en blomstringstid, og her blev sagnene om goternes oprindelse og historie for første gang nedfældet på skrift af romeren Cassiodorus. Hans Goterhistorie er gået tabt, men den kendes i en forkortet udgave, der er skrevet af Jordanes.

Justinians generobringsforsøg

På kejser Justinians tid (527-65) opstod den tanke, at den vestlige del af Romerriget var gået tabt, da Odoaker i 476 havde afsat den vestromerske kejser og sendt de kejserlige værdighedstegn til den østromerske kejser og anerkendt ham som sit overhoved. Denne handling var ikke dengang blevet betragtet som skelsættende, men nu kunne den bruges af Justinian i hans propaganda for at genvinde de tabte områder i vest. Det førte til en række mere eller mindre fremgangsrige krige, der i sidste instans medførte, at Vandalerriget i Africa blev erobret i 534, og goterne i Italien blev undertvunget 540/554, samt at dele af Spanien blev erobret fra de derværende gotere. Romerne var dog ikke i stand til at fastholde områderne, idet longobarderne allerede i 568 invaderede Italien. Kun Ravennaeksarkatet, der var en smal stribe land i Mellemitalien fra Ravenna til Rom, samt Sicilien og det sydligste Italien forblev under deres styre. De sidste besiddelser i Spanien blev generobret af goterne ca. 625. Africa gik først tabt, da araberekspansionen satte ind, og Karthago faldt i 698.

Frankerne

Den statsdannelse, der skulle få den varigste betydning for den europæiske historie, blev imidlertid skabt af frankerne, som ikke havde deltaget i de vandringer, der har givet perioden sit navn. Frankerne var en fællesbetegnelse for en række folk, der formentlig havde boet ved Nedre Rhin igennem århundreder.

I 300-400-t. begynder de at optræde i de samtidige kilder, og med Chlodovech 1. (481/82-511) fik de en konge, der ikke alene formåede at samle alle de frankiske stammer under sig, men også var i stand til at udvide sit magtområde. Først eliminerede han Syagrius' rige, der var den sidste romerske besiddelse i Nordgallien. Dernæst besejrede han alemannerne, og endelig fordrev han goterne fra Gallien efter et slag ved Vouillé i 507. Kun Septimanien, der er området omkring Narbonne, blev fastholdt af den gotiske centralmagt i Spanien, indtil denne magt blev udslettet af araberne i 711. Under Chlodovechs sønner, der delte riget imellem sig, blev Burgunderriget i 534 annekteret, og Provence i 536 afstået til dem af goterne i Italien i forbindelse med krigene mod Østrom.

Vurdering af folkevandringstiden

Der er ingen tvivl om, at Europa på afgørende vis blev ændret i folkevandringstiden. Renæssancehistorikerne havde således ret, når de tillagde perioden betydelig vægt, men deres forståelse af begivenhedsforløbet er næppe holdbar. Der var nemlig ikke tale om, at folkevandringsstammernes oprindelseshistorie gik langt tilbage i tiden, ligesom de heller ikke udgjorde fast sammentømrede enheder. Snarere drejede det sig om løse grupperinger knyttet til en leder, og disse grupperinger kunne opløses og gendannes i andre formationer under nye ledere, når lejlighed bød sig. Det er fx Cassiodorus via Jordanes, der skaber forestillingen om, at goternes historie går tilbage til Skandza 'Sverige', og at de fra 200-t. bestod af de visigotere, der senere skulle erobre Gallien og Spanien, og af de ostrogotere, der erobrede Italien. Den anden goterhistoriker, Isidor af Sevilla, kendte da heller ikke til disse traditioner, da han skrev i 620'erne.

Det kan derfor være uforståeligt, at formentlig fåtallige folkevandringsstammer på langt sigt kunne være i stand til at ødelægge Det Romerske Imperium, men det kan forklares ved de indre modsætninger i riget, der umuliggjorde et egentligt forsvar. Politisk sejrede germanerne nok i sidste instans, og denne proces kan vel tidsfæstes. På det økonomiske plan var ændringerne dybtgående, men det er ikke altid muligt at følge udviklingen og dermed datere den. Kulturelt, sprogligt og religiøst levede den romerske verden imidlertid længe videre og kom derved afgørende til at præge middelalderens samfund. Hvis man ønsker at fastsætte en tidsgrænse mellem antikken og middelalderen, vil det således i dag være endnu vanskeligere, end renæssancehistorikerne kunne forestille sig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Søby Christensen: folkevandringstiden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77817