Alanerene var et indoiransk nomadefolk, der i århundrederne f.v.t. levede nordøst for Sortehavet, og som omtales i romerske kilder som et frygtindgydende rytterfolk. De blev i midten af 300-tallet e.v.t. fortrængt mod vest af hunnerne.
Alanerne gik herefter i folkevandringstiden gruppevis i forbund med forskellige germanske stammer. Med visigoterne drog nogle i begyndelsen af 400-tallet til Norditalien, hvor en del blev bosat. Andre fortsatte til Gallien (Narbonne-Toulouseområdet, Armorica). Disse alanere samarbejdede ind imellem med romerne. Sammen med vandalerne krydsede en del af dem Rhinen nytårsnat 406/407 og kom siden med dem til Afrika i 429.
I middelalderen levede der stadig alanere i Byzans, mens de forsvandt i Vesten. De satte sig spor i Frankrig gennem stednavne og i militærhistorien ved deres anvendelse af rytteri.
Sproget alanisk er forfader til moderne ossetisk, hvorfor den del af Ossetien, der udgør en republik i Rusland, Nordossetien, officielt benævnes Nordossetien-Alanien.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.