Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

alanere

Oprindelige forfattere ASCh og TSTN Seneste forfatter Redaktionen

alanere, indoiransk nomadefolk. Alanerne levede i århundrederne f.Kr. nordøst for Sortehavet og omtales i romerske kilder som et frygtindgydende rytterfolk. De blev i midten af 300-t. e.Kr. fortrængt mod vest af hunnerne.

Alanerne gik herefter i folkevandringstiden gruppevis i forbund med forskellige germanske stammer. Med visigoterne drog nogle i begyndelsen af 400-t. til Norditalien, hvor en del blev bosat. Andre fortsatte til Gallien (Narbonne-Toulouseområdet, Armorica). Disse alanere samarbejdede ind imellem med romerne. Sammen med vandalerne krydsede en del af dem Rhinen nytårsnat 406/407 og kom siden med dem til Afrika i 429.

I middelalderen levede der stadig alanere i Byzans, mens de forsvandt i Vesten. De satte sig spor i Frankrig gennem stednavne og i militærhistorien ved deres anvendelse af rytteri.

Annonce

Alanisk

Alanernes sprog er et nu uddødt nordøst-iransk sprog. Det kendes fra særdeles begrænset tekstmateriale skrevet med græske bogstaver som fx Zelenčuks gravskrift (ca. 10.-12. årh. e.Kr.). Derudover kendt fra personnavne indlånt i andre sprog. Det kan til en vis grad rekonstrueres på basis af moderne ossetisk (uden dets tyrkiske og kaukasiske indlån). Ordet for 'søn' er alanisk φουρτ, ossetisk furt og sarmatisk Фουρτας fra proto-iransk *puθra, synes blandt flere andre ligheder at pege på udviklingen sarmatisk-alanisk-ossetisk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Søby Christensen, Tasja Soon Trolle Nielsen: alanere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=35193