Liber daticus, (lat. 'gavebog'), anniversariebog, fortegnelse over modtagne gaver, som katolske klostre, domkapitler o.l. førte løbende i ældre tid, fx i middelalderens Danmark. For at en kirkes eller en stiftelses velgørere årlig kunne mindes i en messe, blev deres navne ordnet efter kalenderen, dvs. efter samme princip som et nekrologium (se nekrologi). Sådanne middelalderlige gavebøger indeholder ofte værdifulde historiske oplysninger. For danske forhold er især Lunds domkapitels gavebøger en vigtig kilde; de dækker årene 1086-1391 (udg. på latin 1884-89, genoptrykt 1973). Også Liber daticus Roskildensis fra 1274 er udgivet (1933).

I den evangelisk-lutherske kirke bruges liber daticus som betegnelse for kaldsbogen, der efter behov føres af sognepræsten og indeholder meddelelser af betydning for embedet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig