Efter to måneders belejring af Québec, franskmændenes hovedstad i Nordamerika, besejrede briterne under general James Wolfe den 13. september 1759 franskmændene under general Montcalm. På stikket er 12 timers begivenheder fastlåst i et øjeblik: Briterne erobrer om natten en sti (nederst tv.), der fører op til the Plains of Abraham og bringer uset 4000 elitesoldater med artilleri i land og op på sletten. Slaget mellem de to lige store hære blev afgjort på et kvarter; blandt de faldne var begge generaler.

.

For Canadas forhistorie, se Nordamerikas forhistorie.

Arkæologiske udgravninger ved L'Anse aux Meadows på Newfoundland har vist, at nordboere fra Grønland omkring år 1000 formentlig var de første europæere, der betrådte det nuværende Canada. Fra 1497, da Giovanni Caboto besejlede Newfoundland, og Jacques Cartier i det følgende århundrede udforskede St. Lawrencebugten, var interessen for Canada bestemt af europæernes søgen efter den korteste søvej til de sydøstasiatiske riger, Nordvestpassagen. Beretninger om de rige fiskeforekomster på bankerne ved Newfoundland trak hurtigt hundredvis af europæiske skibe til området hver sommer. Navnet Canada blev givet af Cartier i 1535 til området omkring Québec, og franskmændene var de første, som slog sig ned permanent i begyndelsen af 1600-tallet.

Fransk koloni 1603-1763

Samuel de Champlain blev den første guvernør for Nouvelle France. Han sad fra 1603 til 1624, og i 1604 grundlagdes Port Royal (nuværende Annapolis i Nova Scotia), som blev centrum i det franske Acadien. I 1608 grundlagde Champlain Québec som en pelshandelsstation, og denne by blev udgangspunkt for den franske kolonisering af Canada.

De første franske nybyggere var afhængige af den oprindelige befolknings velvilje og allierede sig derfor med en række stammer, algonkin, som kæmpede mod irokesere om handelen med skind og pels. Franskmændenes forbundsfæller blandt de oprindelige folk blev mellemmænd i den handel, som var europæernes væsentligste interesse i Nouvelle France. I første halvdel af 1600-tallet påbegyndtes også en ivrig katolsk missionsvirksomhed blandt den ofte modvillige oprindelige befolkning, og jesuitternes rapporter har givet vigtige oplysninger om den og om mødet mellem de to kulturer. I 1642 grundlagdes Montréal som en missionsstation, og byen udviklede sig til et centrum for pelshandelen.

Fra 1627 blev koloniledelsen lagt i hænderne på et nyoprettet handelskompagni, og i 1663 blev Nouvelle France gjort til provins direkte under den franske krone. Omkring 1660 havde kolonien cirka 2000 indbyggere, men under ledelse af den kongelige intendant Jean Talon (ca. 1625-1694) voksede indbyggertallet og var på cirka 10.000 i 1680. Pelsjagten foranledigede yderligere udforskning af landet, og i løbet af 1600- og 1700-tallet kom enorme landområder under fransk indflydelse. De strakte sig fra St. Lawrencebugten over de store søer til Manitoba og ned til Louisiana vest om de britiske New England-kolonier.

Som følge af europæisk efterspørgsel efter især bæverskind til hatteindustrien oprettede briterne i 1670 handelskompagniet Hudson's Bay Company. Kompagniet fik kongeligt monopol på handel i det enorme område, der drænes af Hudson Bay, som briterne siden Henry Hudsons opdagelse af det i 1610 havde gjort krav på. Snart var der handelsstationer ved flodmundingerne i Hudson Bay, og Hudson's Bay Company etablerede et netværk af stationer, som kom til at strække sig mod nord til det arktiske Canada og mod vest til Stillehavet. Hermed begyndte en britisk-fransk rivalisering om resurserne i det nordvestlige Canada. Ud over handel havde Hudson's Bay Company også til opgave fortsat at søge efter Nordvestpassagen.

Nouvelle France, som langsomt udviklede sig i 1600-1700-tallet, var et stabilt samfund, og overlevelseskampe mod oprindelige folk og briter havde styrket kolonien. Det var imidlertid først og fremmest politiske forhold i Europa, som kom til at bestemme områdets fremtid. Ved freden i Utrecht i 1713 tilfaldt Acadien Storbritannien, som kaldte kolonien Nova Scotia. I årene 1755-1763 deporteredes over 7000 af de fransktalende indbyggere, da de ikke ville sværge briterne troskab; mange vendte dog senere tilbage. En gruppe, de såkaldte cajuner, lever endnu i dag som en minoritet i den amerikanske delstat Louisiana. I 1758 faldt det store fort Louisbourg ved indsejlingen til St. Lawrencebugten, og året efter indtog briterne under James Wolfe byen Québec. Ved fredsslutningen i Paris efter Syvårskrigen 1756-1763 måtte Frankrig afstå sine territorier i Nordamerika. Områderne øst for Mississippifloden tilfaldt Storbritannien, mens området vest for floden gik til Spanien.

Britisk koloni 1763-1867

Med den såkaldte Québec Act blev de cirka 60.000 fransk-canadiere i 1774 sikret ret til egne institutioner, herunder eget retsvæsen, eget sprog og egen religion. Den liberale behandling af fransk-canadierne skal ses i sammenhæng med uroen i Storbritanniens 13 nordamerikanske kolonier, som i 1776 førte til Den Amerikanske Revolution, hvorved USA i 1783 vandt sin selvstændighed. Denne begivenhed blev af største betydning for Canadas befolkningssammensætning, som hidtil havde bestået af den oprindelige befolkning og franskmænd samt spredt britisk bosættelse, især på Newfoundland og Nova Scotia. For at kunne tage imod ca. 40.000 flygtninge fra de nye amerikanske stater, såkaldte loyalister, som var forblevet tro mod den britiske trone, oprettedes i 1784 kolonien New Brunswick, og i 1791 gennemførtes en todeling af Canada: Lower Canada (svarende til den nuværende provins Québec) med et fransk-katolsk flertal og Upper Canada (svarende til den nuværende provins Ontario) med et britisk-protestantisk flertal.

Britisk Nordamerika bestod således fra 1791 af kolonierne Newfoundland, Nova Scotia, Prince Edward Island, New Brunswick, Upper og Lower Canada samt området mod nord og vest, som blev styret af Hudson's Bay Company. USA ønskede tidligt at ekspandere mod nord, men kunne ikke overvinde en samlet front af briter, canadiere og oprindelige folk. Den amerikansk-engelske krig i 1812 blev den sidste åbne krig mellem de to lande. De amerikanske tropper blev slået tilbage, men det stadig stærkere USA kom siden gang på gang til at påvirke udviklingen i Canada.

Sejren fik alvorlige konsekvenser for den oprindelige befolkning i området. De var ikke længere nødvendige som allierede og måtte trods indgåede aftaler om rettigheder og jord se deres forhold forringet. Da Canadas økonomi i 1800-tallet i stadig højere grad baseredes på landbrug, skovbrug og minedrift, var deres "nytte" for det nye samfund minimal. Resultatet blev en marginalisering, som først i vore dage viser tegn på ændring.

Efter Napoleonskrigenes afslutning og i takt med landbrugets mekanisering steg indvandringen fra Storbritannien. Omkring 1800 var befolkningstallet på cirka 430.000, i 1832 cirka 1,4 millioner, og i 1861 var det vokset til over 3 millioner.

Trods opdyrkning og anlæggelse af kanaler og jernbaner var Canada i 1800-tallet i sammenligning med USA tilbagestående og konservativt. Det begrænsede selvstyre, som var indført i de enkelte kolonier, gav kun de velstillede indflydelse. Krav om større medbestemmelse vandt derfor frem, og i 1837 udbrød oprør i Upper og Lower Canada. Urolighederne blev slået ned, og i 1841 blev Upper og Lower Canada atter samlet under en generalguvernør og en lovgivende forsamling.

Læs mere i Den Store Danske

Læs videre om Canadas historie 1867-2000

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig