Med den såkaldte Québec Act blev de cirka 60.000 fransk-canadiere i 1774 sikret ret til egne institutioner, herunder eget retsvæsen, eget sprog og egen religion. Den liberale behandling af fransk-canadierne skal ses i sammenhæng med uroen i Storbritanniens 13 nordamerikanske kolonier, som i 1776 førte til Den Amerikanske Revolution, hvorved USA i 1783 vandt sin selvstændighed. Denne begivenhed blev af største betydning for Canadas befolkningssammensætning, som hidtil havde bestået af den oprindelige befolkning og franskmænd samt spredt britisk bosættelse, især på Newfoundland og Nova Scotia. For at kunne tage imod ca. 40.000 flygtninge fra de nye amerikanske stater, såkaldte loyalister, som var forblevet tro mod den britiske trone, oprettedes i 1784 kolonien New Brunswick, og i 1791 gennemførtes en todeling af Canada: Lower Canada (svarende til den nuværende provins Québec) med et fransk-katolsk flertal og Upper Canada (svarende til den nuværende provins Ontario) med et britisk-protestantisk flertal.
Britisk Nordamerika bestod således fra 1791 af kolonierne Newfoundland, Nova Scotia, Prince Edward Island, New Brunswick, Upper og Lower Canada samt området mod nord og vest, som blev styret af Hudson's Bay Company. USA ønskede tidligt at ekspandere mod nord, men kunne ikke overvinde en samlet front af briter, canadiere og oprindelige folk. Den amerikansk-engelske krig i 1812 blev den sidste åbne krig mellem de to lande. De amerikanske tropper blev slået tilbage, men det stadig stærkere USA kom siden gang på gang til at påvirke udviklingen i Canada.
Sejren fik alvorlige konsekvenser for den oprindelige befolkning i området. De var ikke længere nødvendige som allierede og måtte trods indgåede aftaler om rettigheder og jord se deres forhold forringet. Da Canadas økonomi i 1800-tallet i stadig højere grad baseredes på landbrug, skovbrug og minedrift, var deres "nytte" for det nye samfund minimal. Resultatet blev en marginalisering, som først i vore dage viser tegn på ændring.
Efter Napoleonskrigenes afslutning og i takt med landbrugets mekanisering steg indvandringen fra Storbritannien. Omkring 1800 var befolkningstallet på cirka 430.000, i 1832 cirka 1,4 millioner, og i 1861 var det vokset til over 3 millioner.
Trods opdyrkning og anlæggelse af kanaler og jernbaner var Canada i 1800-tallet i sammenligning med USA tilbagestående og konservativt. Det begrænsede selvstyre, som var indført i de enkelte kolonier, gav kun de velstillede indflydelse. Krav om større medbestemmelse vandt derfor frem, og i 1837 udbrød oprør i Upper og Lower Canada. Urolighederne blev slået ned, og i 1841 blev Upper og Lower Canada atter samlet under en generalguvernør og en lovgivende forsamling.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.