Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Canada - historie

Oprindelig forfatter JoeCa Seneste forfatter Redaktionen

For Canadas forhistorie, se Nordamerika - forhistorie samt indianere og inuit.

Arkæologiske udgravninger ved L'Anse aux Meadows på Newfoundland har vist, at nordboere fra Grønland omkring år 1000 formentlig var de første europæere, der betrådte det nuværende Canada. Fra 1497, da Giovanni Caboto besejlede Newfoundland, og Jacques Cartier i det følgende århundrede udforskede St. Lawrencebugten, var interessen for Canada bestemt af europæernes søgen efter den korteste søvej til de sydøstasiatiske riger, Nordvestpassagen. Beretninger om de rige fiskeforekomster på bankerne ved Newfoundland trak hurtigt hundredvis af europæiske skibe til området hver sommer. Navnet Canada blev givet af Cartier i 1535 til området omkring Québec, og franskmændene var de første, som slog sig ned permanent i begyndelsen af 1600-t.

Fransk koloni 1603-1763

Canada. Efter to måneders belejring af Québec, franskmændenes hovedstad i Nordamerika, besejrede briterne under general James Wolfe den 13. september 1759 franskmændene under general Montcalm. På stikket er 12 timers begivenheder fastlåst i et øjeblik: Briterne erobrer om natten en sti (nederst tv.), der fører op til  the Plains of Abraham og bringer uset 4000 elitesoldater med artilleri i land og op på sletten. Slaget mellem de to lige store hære blev afgjort på et kvarter; blandt de faldne var begge generaler.

Canada. Efter to måneders belejring af Québec, franskmændenes hovedstad i Nordamerika, besejrede briterne under general James Wolfe den 13. september 1759 franskmændene under general Montcalm. På stikket er 12 timers begivenheder fastlåst i et øjeblik: Briterne erobrer om natten en sti (nederst tv.), der fører op til the Plains of Abraham og bringer uset 4000 elitesoldater med artilleri i land og op på sletten. Slaget mellem de to lige store hære blev afgjort på et kvarter; blandt de faldne var begge generaler.

Samuel de Champlain blev den første guvernør for Nouvelle France. Han sad fra 1603-24, og i 1604 grundlagdes Port Royal (nuværende Annapolis i Nova Scotia), som blev centrum i det franske Acadien. I 1608 grundlagde Champlain Québec som en pelshandelsstation, og denne by blev udgangspunkt for den franske kolonisering af Canada.

De første franske nybyggere var afhængige af indianernes velvilje og allierede sig derfor med en række indianerstammer, algonkin, som kæmpede mod irokesere om handelen med skind og pels. Franskmændenes indianske forbundsfæller blev mellemmænd i den handel, som var europæernes væsentligste interesse i Nouvelle France. I første halvdel af 1600-t. påbegyndtes også en ivrig katolsk missionsvirksomhed blandt de ofte modvillige indianere, og jesuitternes rapporter har givet vigtige oplysninger om indianerne og mødet mellem de to kulturer. I 1642 grundlagdes Montréal som en missionsstation, og byen udviklede sig til et centrum for pelshandelen.

Annonce

Fra 1627 blev koloniledelsen lagt i hænderne på et nyoprettet handelskompagni, og i 1663 blev Nouvelle France gjort til provins direkte under den franske krone. Omkring 1660 havde kolonien ca. 2000 indbyggere, men under ledelse af den kongelige intendant Jean Talon (ca. 1625-94) voksede indbyggertallet og var på ca. 10.000 i 1680. Pelsjagten foranledigede yderligere udforskning af landet, og i løbet af 1600- og 1700-t. kom enorme landområder under fransk indflydelse; de strakte sig fra St. Lawrencebugten over de store søer til Manitoba og ned til Louisiana vest om de britiske New England-kolonier.

Som følge af europæisk efterspørgsel efter især bæverskind til hatteindustrien oprettede briterne i 1670 handelskompagniet Hudson's Bay Company. Kompagniet fik kongeligt monopol på handel i det enorme område, der drænes af Hudson Bay, som briterne siden Henry Hudsons opdagelse af det i 1610 havde gjort krav på. Snart var der handelsstationer ved flodmundingerne i Hudson Bay, og Hudson's Bay Company etablerede et netværk af stationer, som kom til at strække sig mod nord til det arktiske Canada og mod vest til Stillehavet. Hermed begyndte en britisk-fransk rivalisering om resurserne i det nordvestlige Canada. Ud over handel havde Hudson's Bay Company også til opgave fortsat at søge efter Nordvestpassagen.

Nouvelle France, som langsomt udviklede sig i 1600-1700-t., var et stabilt samfund, og overlevelseskampe mod indianere og briter havde styrket kolonien. Det var imidlertid først og fremmest politiske forhold i Europa, som kom til at bestemme områdets fremtid. Ved freden i Utrecht i 1713 tilfaldt Acadien Storbritannien, som kaldte kolonien Nova Scotia. I årene 1755-63 deporteredes over 7000 af de fransktalende indbyggere, da de ikke ville sværge briterne troskab; mange vendte dog senere tilbage. En gruppe, de såkaldte cajuner, lever endnu i dag som en minoritet i den amerikanske delstat Louisiana. I 1758 faldt det store fort Louisbourg ved indsejlingen til St. Lawrencebugten, og året efter indtog briterne under James Wolfe byen Québec. Ved fredsslutningen i Paris efter Syvårskrigen 1756-63 måtte Frankrig afstå sine territorier i Nordamerika; områderne øst for Mississippifloden tilfaldt Storbritannien, mens området vest for floden gik til Spanien.

Britisk koloni 1763-1867

Med den såkaldte Québec Act blev de ca. 60.000 fransk-canadiere i 1774 sikret ret til egne institutioner, herunder eget retsvæsen, eget sprog og egen religion. Den liberale behandling af fransk-canadierne skal ses i sammenhæng med uroen i Storbritanniens 13 nordamerikanske kolonier, som i 1776 førte til Den Amerikanske Revolution, hvorved USA i 1783 vandt sin selvstændighed. Denne begivenhed blev af største betydning for Canadas befolkningssammensætning, som hidtil havde været indiansk og fransk med spredt britisk bosættelse, især på Newfoundland og Nova Scotia. For at kunne tage imod ca. 40.000 flygtninge fra de nye amerikanske stater, såkaldte loyalister, som var forblevet tro mod den britiske trone, oprettedes i 1784 kolonien New Brunswick, og i 1791 gennemførtes en todeling af Canada: Lower Canada (svarende til den nuværende provins Québec) med et fransk-katolsk flertal og Upper Canada (svarende til den nuværende provins Ontario) med et britisk-protestantisk flertal. Britisk Nordamerika bestod således fra 1791 af kolonierne Newfoundland, Nova Scotia, Prince Edward Island, New Brunswick, Upper og Lower Canada samt området mod nord og vest, som blev styret af Hudson's Bay Company. USA ønskede tidligt at ekspandere mod nord, men kunne ikke overvinde en samlet front af briter, canadiere og indianere. Den Amerikansk-engelske Krig i 1812 blev den sidste åbne krig mellem de to lande. De amerikanske tropper blev slået tilbage, men det stadig stærkere USA kom siden gang på gang til at påvirke udviklingen i Canada.

Sejren fik alvorlige konsekvenser for indianerne i området. De var ikke længere nødvendige som allierede og måtte trods indgåede aftaler om rettigheder og jord se deres forhold forringet. Da Canadas økonomi i 1800-t. i stadig højere grad baseredes på landbrug, skovbrug og minedrift, var deres "nytte" for det nye samfund minimal. Resultatet blev en marginalisering, som først i vore dage viser tegn på ændring.

Efter Napoleonskrigenes afslutning og i takt med landbrugets mekanisering steg indvandringen fra Storbritannien. Omkring 1800 var befolkningstallet på ca. 430.000, i 1832 ca. 1,4 mio., og i 1861 var det vokset til over 3 mio.

Trods opdyrkning og anlæggelse af kanaler og jernbaner var Canada i 1800-t. i sammenligning med USA tilbagestående og konservativt. Det begrænsede selvstyre, som var indført i de enkelte kolonier, gav kun de velstillede indflydelse. Krav om større medbestemmelse vandt derfor frem, og i 1837 udbrød oprør i Upper og Lower Canada. Urolighederne blev slået ned, og i 1841 blev Upper og Lower Canada atter samlet under en generalguvernør og en lovgivende forsamling.

De ustabile politiske forhold, der var kombineret med økonomisk stagnation i 1860'erne, uofficielle amerikanske angreb på de britiske kolonier og frygten for en arbejdsløs amerikansk hær efter Den Amerikanske Borgerkrigs afslutning gav anledning til planer om sammenslutning af de britiske kolonier i Nordamerika til en forbundsstat.

Britisk dominion 1867-1931

Ved ikrafttrædelsen af British North America Act 1.7.1867 dannedes den canadiske forbundsstat under navnet Dominion of Canada. Forbundet fik Ottawa som hovedstad og som sæde for forbundsregeringen og bestod fra begyndelsen af de fire provinser Ontario, Québec, New Brunswick og Nova Scotia. Allerede i 1846 var der gennem britisk diplomati opnået enighed om grænsen til USA. Grænsen til Alaska (USA siden 1867) blev dog først endeligt fastlagt i begyndelsen af 1900-t. efter en bitter diplomatisk strid.

Dominion of Canada fik ret til at føre selvstændig indenrigspolitik, og med undtagelse af den liberale regering 1873-78 under Alexander Mackenzie (1822-92) havde de konservative regeringsmagten indtil 1896. Regeringerne under John A. Macdonald (1867-73 og 1878-91) søgte at konsolidere Canadas stilling gennem en protektionistisk toldpolitik over for USA og Storbritannien samt ved inddragelse og kolonisering af nye områder. Ved køb af Hudson's Bay Companys territorium i 1869 mangedoblede Canada sin størrelse. Det kæmpemæssige område fik betegnelsen Northwest Territories, og i 1870 dannedes provinsen Manitoba med centrum i Hudson's Bay Companys bosættelse ved Red River; i 1873 oprettedes det legendariske canadiske politikorps North-West Mounted Police, som opretholdt lov og orden i det store område. I 1885 fuldførtes jernbanen Canadian Pacific Railway tværs over Canada for at fremme koloniseringen. Til forbundet sluttede sig endvidere i 1871 British Columbia og i 1873 Prince Edward Island.

Det voldsomme fremstød mod nordvest havde også store omkostninger. I årene 1860-70 udryddedes bisonoksen fra den amerikanske og canadiske prærie. Herved kom både indianere, som i århundreder havde levet af de store flokke, og méstizer (blandingsbefolkningen i Canada), som også var afhængig af jagten og havde forsynet Hudson's Bay Company med næringsmidler, under et stort pres. Det førte i 1870 og 1884 til fransk-indianske oprør under ledelse af den fransktalende katolik Louis Riel. Begge opstande blev slået ned, og i 1885 blev Riel dødsdømt for landsforræderi og hængt. Modsætningerne mellem fransk- og engelsktalende i det vestlige Canada og Québec blev herved forværret.

Efter valget i 1896 overgik regeringsmagten til de liberale under Wilfrid Laurier. Regeringen indførte toldlettelser over for Storbritannien og fortsatte arbejdet med at befolke det store land. Tilbud om næsten gratis jord og fri transport lokkede mange til. I 1905 oprettedes to nye provinser, Saskatchewan og Alberta, og Canadas indbyggertal forøgedes fra ca. 5,7 mio. i 1901 til ca. 7,2 mio. i 1911.

Den konservative regering 1911-20 under Robert Borden støttede kraftigt Canadas rigsfællesskab med Storbritannien. Den fælles monark og indretning af statsinstitutioner efter britisk mønster sikrede, at båndene vedblev at være stærke, samtidig med at Canada hævdede sin uafhængighed. Under Boerkrigen 1899-1902 deltog ca. 7000 canadiere på britisk side, og i 1. Verdenskrig deltog Canada med 600.000 mand og led svære tab; i 1917 indførtes tvungen værnepligt. Efter krigen blev Canada selvstændigt medlem af Folkenes Forbund.

I 1921 indførtes stemmeret for kvinder, og samme år blev William Lyon Mackenzie King leder af en liberal regering i en periode med stærk økonomisk fremgang. Højkonjunkturerne blev imidlertid brat afbrudt af Børskrakket i 1929, og krisen i 1930'erne ramte Canada særlig hårdt.

I 1931 vedtog det britiske parlament den såkaldte Westminsterstatut, der fastslog Canadas og de øvrige dominions stilling som selvstændige nationer.

Selvstændig nation fra 1931

Efter en valgsejr i 1930 overtog Det Konservative Parti (fra 1942 Progressive Conservative Party, PCP) under Richard Bedford Bennett (1870-1947) regeringsmagten. Bennetts regering søgte at imødegå den økonomiske krise med en protektionistisk politik. På Ottawakonferencen i 1932 aftaltes lavere toldafgifter inden for Det Britiske Imperium. I 1935 kom Mackenzie King og Det Liberale Parti (Liberal Party, LP) igen til magten, og i 1936 indgik Canada en handelsaftale med USA, som på længere sigt lettede den økonomiske situation.

Ved 2. Verdenskrigs udbrud indtrådte Canada straks på de allieredes side. I 1944 gav pres for en tvungen værnepligt anledning til protester i det fransktalende Québec; krigen forstærkede imidlertid også opfattelsen af en særlig canadisk identitet. Efter krigen deltog Canada i opbygningen af FN og var i 1949 medstifter af NATO. Samme år blev Newfoundland canadisk provins. 1950-53 deltog Canada i Koreakrigen.

Regeringsledere
1867-73John A. Macdonald
1873-78Alexander Mackenzie
1878-91John A. Macdonald
1891-92John J. Abbott
1892-94John Thompson
1894-96Mackenzie Bowell
1896Charles Tupper
1896-1911Wilfrid Laurier
1911-20Robert Borden
1920-21Arthur Meighen
1921-26W.L. Mackenzie King
1926Arthur Meighen
1926-30W.L. Mackenzie King
1930-35Richard Bedford Bennett
1935-48W.L Mackenzie King
1948-57Louis S. Saint Laurent
1957-63John Diefenbaker
1963-68Lester B. Pearson
1968-79Pierre E. Trudeau
1979-80Joe Clark
1980-84Pierre E. Trudeau
1984John Turner
1984-93Brian Mulroney
1993Kim Campbell
1993-2003Jean Chrétien
2003-06Paul Martin
2006-Stephen Harper

I 1948 blev Mackenzie King afløst af partifællen Louis Stephen Saint Laurent, og LP havde regeringsmagten frem til 1957, da PCP under John Diefenbaker vandt valget. I perioden 1963-79 dannede LP igen regering, først under Lester B. Pearson og fra 1968 under Pierre Elliott Trudeau.

I Québecprovinsen opstod i 1960'erne en stadig stærkere national bevægelse blandt fransk-canadierne. Med LP i spidsen oplevede provinsen en "stille revolution", der fjernede kirkens magt, reformerede uddannelsessystemet og styrkede québecernes selvværd. I 1968 dannedes partiet Parti québecois (PQ), hvis mål var provinsens løsrivelse fra forbundsstaten.

Med undtagelse af en kort periode (1979-80) var Trudeau premierminister 1968-84. Det franske sprogs stilling blev i denne periode styrket inden for statsforvaltningen, ligesom de enkelte provinser blev opfordret til at indføre sprogrettighederne i deres grundlove. Disse initiativer var imidlertid ikke nok for fransk-canadierne i Québec, hvor PQ i 1976 fik regeringsmagten og i 1977 gjorde fransk til eneste officielle sprog. I 1980 stillede provinsregeringen forslag om at indlede forhandlinger med forbundsregeringen om Québecs selvstændighed; forslaget blev dog afvist ved en folkeafstemning. Som den eneste af Canadas provinser har Québec ikke kunnet godkende Canadas nuværende grundlov af 1982, fordi den ikke giver Québec en ønsket særstatus.

I 1984 blev den lange liberale regeringsperiode brudt, da den konservative Brian Mulroney efter en stor valgsejr overtog premierministerposten. I 1988 undertegnede Canada og USA en frihandelsaftale, Free Trade Agreement (FTA), trådt i kraft i 1989, som i 1994 med den såkaldte North American Free Trade Agreement (NAFTA) udvidedes med Mexico. Frihandelsspørgsmålet gav anledning til stor politisk uenighed, men det største politiske problem i Canada var forfatningsspørgsmålet. Ved en folkeafstemning i 1992 forkastedes et ændringsforslag til forfatningen, der anerkendte Québecs særlige status mht. kultur og retstradition, og voksende uafhængighedskrav fra separatister i Québec. Separatismen stilnede væsentligt af, efter at en folkeafstemning i 1995 om provinsens delvise løsrivelse resulterede i et snævert nej. I 1999 kom en afslutning på forhandlingerne mellem den føderale regering og Inuit-befolkningen om kompensation for tabt land og øget autonomi ved oprettelsen af territoriet Nunavut med udstrakt selvstyre.

Læs videre om Canadas historie efter 2000 eller om Canada generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Carlsen: Canada - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53934