Sault Sainte Marie, havneby i Ontario, Canada,S ved floden St. Marys udløb i Lake Superior; 74.566 indb. (2001). Den ca. 2 km lange Soo Canal mellem Lake Huron og Lake Superior har været af stor betydning for byens udvikling til et handels-, transport- og industricenter (især stål, men også kemikalier, papir, øl m.m.). Skønt skibskanalen er lukket fra medio december til medio april, er den en af verdens mest trafikerede vandveje med en årlig transit på over 100 mio. t varer (se Saint Lawrence Seaway). Som turistby profiterer Sault Sainte Marie af jernbanen Algoma Central Railway, som i 1901 blev anlagt til tømmercentret i Hearst, men nu hovedsagelig benyttes til turistfart til omgivelsernes smukke bjerglandskab. Sault Sainte Marie er ved vej- og jernbanebro forbundet med den noget mindre naboby af samme navn i Michigan, USA.