Saskatchewan.

.

Saskatchewan, provins i det centrale Canada, 652.330 km2, heraf 13% søer; 994.000 indb. (2005); optaget i føderationen 1905. De fleste indbyggere er efterkommere af europæiske indvandrere fra ca. år 1900, herunder mange fra Storbritannien, Ukraine, Tyskland og Skandinavien. Efter den store indvandring, der blev drevet af muligheden for bl.a. at få gratis jord, er indbyggertallet stagneret. Knap halvdelen af den fåtallige befolkning bor i byerne Saskatoon, hovedstaden Regina, Moose Jaw og Prince Albert; resten er bosat i landlige småflækker. Provinsens nordlige tredjedel, som ligger i Det Canadiske Skjolds grundfjeldsområde, er næsten ubeboet.

Saskatchewan råder over Canadas største landbrugsareal med i alt 50.600 bedrifter på i gennemsnit 519 ha (2001). Brugene er stærkt mekaniserede, og her produceres over halvdelen af landets hvede samt store mængder byg, raps og solsikke. Husdyrholdet, kvæg, svin, får og fjerkræ, er også betydeligt. Det meste af produktionen afsættes på udenlandske markeder via bl.a. andelsvirksomheden Saskatchewan Wheat Pool, der siden dannelsen i 1924 har været Canadas førende korn- og foderstofselskab. Andre eksportvarer er mineralske råstoffer som uran, olie og kali, mens kul og i mindre grad naturgas især udnyttes som brændsel i kraftværker (ca. 3/4 af elproduktionen). Industrien er mest baseret på forarbejdning af landbrugsvarer, træ og mineprodukter foruden en hurtigtvoksende high tech-industri med centrum i Saskatoon.

Bortset fra det lavtliggende grundfjeldsområde, der dækkes af nåleskov, tundra og søer, er landskabet en del af Great Plains med frugtbare sort- og brunjorde. Terrænet veksler mellem flad prærie og kuperede landskabsformer (the parklands), som i Cypress Hills i SV når over 1400 m. Klimaet er solrigt og kontinentalt med en beskeden årsnedbør (250-600 mm). Middeltemperaturen i Saskatoon er i januar −18 °C og i juli 19 °C, mens ekstremværdierne for provinsen som helhed går fra −57 °C i januar til 45 °C i juli.

Søområdet mod nord, inkl. Lake Athabasca og Reindeer Lake, der deles med hhv. Alberta og Manitoba, er om sommeren yngleplads for millioner af ænder, gæs og andre trækfugle. Her findes store naturparker, som er eftertragtet af bl.a. lystfiskere og jægere. Andre udflugtsmål er Prince Albert National Park og især Grasslands National Park med Nordamerikas bedst bevarede rester af den oprindelige prærievegetation.

Historie

Saskatchewan var beboet af hovedsagelig cree-indianere og hørte 1690-1870 under Hudson's Bay Company, som ikke tilskyndede til egentlige bosættelser. I 1870 blev området købt af Canada, og indvandringen begyndte for alvor, da området i 1882 blev delt i de to sydlige distrikter Saskatchewan og Assiniboia, mens de nordlige og vestlige dele blev til distrikterne Athabaska og Alberta. Tilflytningen blev fremmet, efter at den transkontinentale Canadian Pacific-jernbane blev færdig i 1885 og efter nedkæmpelsen af en opstand blandt de såkaldte métis under ledelse af Louis Riel. I 1905 blev Saskatchewan oprettet som provins, og grænserne til naboprovinserne Alberta og Manitoba blev fastlagt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig