Mackenzie River, (efter A. Mackenzie), flod i det nordvestlige Canada, som løber på østsiden af Rocky Mountains og Mackenzie Mountains, fra Great Slave Lake til Beauforthavet. Med bifloder er den 4241 km lang og afvander 1,8 mio. km2, Nordamerikas næststørste flod (efter Mississippi). Fra Fort Smith på grænsen til Alberta og nordpå er floden om sommeren sejlbar over 2000 km, og siden pelshandelens dage i 1700-t. har den været en vigtig transportvej i et i øvrigt helt uvejsomt område. Ved udløbet danner Mackenzie et vidstrakt delta, der bl.a. er kendt for sine pingoer, opskudte "muddervulkaner" dannet ved frysning over permafrostlaget. Deltaet og de tilgrænsende shelfområder i Beauforthavet rummer store olie- og gasfelter.