Lethbridge, by i Alberta, Canada, 180 km SØ for Calgary; 77.200 indb. (2005). Siden mormoner i 1900 begyndte at kanalisere vandet fra Oldman River, har byen været centrum for et stort kunstvandet område på prærien. Byen har landbrugsrelateret industri og en stor petrokemisk industri. Under 2. Verdenskrig var 6000 japansk-canadiere interneret i Lethbridge; et haveanlæg i japansk stil fra 1967, Nikka Yuko Centennial Garden, minder herom.