Kingston, havneby ved Ontariosøens udløb i St. Lawrence River, Canada; grundlagt 1673 som Fort Frontenac, 114.200 indb. (2001). Byen er rig på velbevarede huse og bygningsværker fra første halvdel af 1800-t., da den var en vigtig fæstningsby og hovedstad i United Provinces of Canada (1841-44). Fra denne periode stammer bl.a. St. George's Cathedral, City Hall, fæstningsanlægget Fort Henry og andre historiske seværdigheder, der sammen med nærheden til Thousand Islands' smukke skærgårdsområde gør den til en attraktiv turistby. Havneomsætningen er betydelig, og med Queen's University (1841) og Royal Military College of Canada (1874) råder byen over velanskrevne uddannelsessteder.