Hudson Bay, havbugt i det nordlige Canada med forbindelse til Ishavet i nord og via Hudson Strait til Atlanterhavet i øst; ca. 600.000 km2, gennemsnitsdybde ca. 100 m. Bugten udfylder et skålformet bassin i Det Canadiske Skjold, som blev vandfyldt efter istiden til et maksimum for ca. 4000 år siden. Siden da har kystlinjen hævet sig ca. 60 cm pr. 100 år. Muligheden for fiskeri og skibstrafik begrænses af, at bugten, der kaldes for "America's Icebox", er isdækket fra oktober til juli. Af samme grund er kysten næsten ubeboet, bortset fra enkelte småbyer i sydvest og spredtliggende inuitsamfund. På nordkysten af Ontarioprovinsen i syd ligger naturparken Polar Bear Provincial Park.