Lelystad, (efter C. Lely (1854-1929)), by i Holland 50 km øst for Amsterdam; 70.700 indb. (2005). Byen er hovedstad i provinsen Flevoland. Lelystad har forskningscentre samt store virksomheder med tilknytning til landbruget; byens centrum udgøres af kulturcentret Agora. I omegnen er anlagt naturparker og rekreative områder med marinaer og sportsfaciliteter.

Havnen har forbindelse til IJsselmeer og kanal- og flodsystemet. Der er motorvej til Amsterdam og Groningen, en lille lufthavn og jernbanen til Amsterdam vil blive suppleret af forbindelse til Kampen og Zwolle. I byen holdes de forskellige trafikformer helt adskilt.

Byen er opkaldt efter den hollandske civilingeniør og politiker Cornelis Lely, (1854-1929), der fremlagde en plan om inddæmning og tørlægning af Zuidersøen. Hans plan blev vedtaget ved lov og i hovedtræk gennemført. Byens opførelse på tørlagt søbund begyndte i 1966, og bygningerne er stabiliseret ved pilotering på et sandlag. Lelystad blev opført for at lette befolkningspresset på de store hollandske byer i Randstad Holland og for samtidig at være center i ferie- og fritidsområde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig