Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holland - geografi

Oprindelig forfatter OBii Seneste forfatter Redaktionen

Holland. Over halvdelen af Hollands areal ligger mindre end 1 m over havets overflade, og  14 ligger endog under denne. Uden digerne ville dette store areal, som omfatter landets tættest befolkede dele, være prisgivet oversvømmelse. IJsselmeerpolders er fremhævet på kortet, som også viser, hvordan Afsluitdijk og deltaområdets dæmninger har gjort digerne mod havet meget kortere. Store dele af deltaområdet blev oversvømmet ved stormfloden 1953.

Holland. Over halvdelen af Hollands areal ligger mindre end 1 m over havets overflade, og 14 ligger endog under denne. Uden digerne ville dette store areal, som omfatter landets tættest befolkede dele, være prisgivet oversvømmelse. IJsselmeerpolders er fremhævet på kortet, som også viser, hvordan Afsluitdijk og deltaområdets dæmninger har gjort digerne mod havet meget kortere. Store dele af deltaområdet blev oversvømmet ved stormfloden 1953.

Hollands topografi, økonomi og historie er bestemt af landets beliggenhed ved Nordsøen og nedre løb af floderne IJssel, Rhinen og Maas. Højere havniveau og tørvegravning førte gradvis til dannelse af indsøer bag det høje klitbælte langs Nordsøkysten, der allerede fandtes omkring år 1000. I middelalderen trængte havet ind i den tidligere ferske Flevo Sø og dannede havarmen Zuidersøen, Zuiderzee, der strakte sig fra Waddenzee til randmorænerne mellem Zwolle og Hilversum; også landet mellem de store floder udsattes for oversvømmelser. Byerne opstod ved flod- og kanaldiger eller bag klitrækken ved Nordsøkysten. I 1500- og 1600-t. voksede områdets søværts handel med Europa og de fremmede verdensdele i konkurrence med bl.a. Portugal, Spanien og England. Flere byer, først og fremmest Amsterdam, fik international betydning. De enkelte byers eksistens afhang af søfart og dermed af flodløbenes ændringer samt kanal- og digebyggeri. Fra kulminationen midt i 1600-t. aftog Hollands internationale betydning gennem de følgende århundreder. Først med anlæggelsen af kanalen Nieuwe Waterweg V for Rotterdam i 1872 og med Noordzeekanaal med sluser ved Velsen i 1876 blev Amsterdam atter en vigtig europæisk storby. Rotterdams udvikling til havneby for store dele af Rhinens især tyske bagland og siden til datidens verdens vigtigste havn tog samtidig fart. Udviklingen af Hollands befærdede søvejsnet og position inden for verdenshandelen har gjort landet til en NV-europæisk service- og industriregion og en port til Europa.

Befolkning

Landet er inddelt i tolv provinser og er med 393 indb. pr. km2 (2006) en af Europas tættest befolkede stater. Ca. 4/5 af befolkningen er hollændere, heraf ca. 400.000 frisere. Næsten 1/10 er af ikke-vestlig herkomst, bl.a. fra Indonesien, Tyrkiet, Marokko, Antillerne og Surinam. Hollands befolkning er i tidens løb blevet præget af indvandring fra andre dele af Europa, siden 1960'erne bl.a. fra Middelhavslandene. Hertil kommer et tysk mindretal (2,5%).

Provinser
provinserindb. (1996)
Drenthe457316
Flevoland272843
Friesland612028
Gelderland1876299
Groningen558113
Limburg1133669
Noordbrabant2290904
Noordholland2468432
Overijssel1053966
Utrecht1070585
Zeeland367354
Zuidholland3332860

Befolkningen vokser med knap 0,5% årligt (2006), og landet har et lille udvandringsoverskud på ca. 35.000 (skøn 2006). Gennemsnitsalderen stiger mindre i Holland end i de fleste andre europæiske lande. Den regionale fordeling er meget ujævn, da ca. 45% bor i landets vestlige del i provinserne Noord- og Zuid- Holland og Utrecht. Den største befolkningstilvækst er i en årrække sket i Flevoland i Midtholland, den mindste i landets randområder i Zeeland og Limburg i syd samt i Friesland og Groningen i nord.

Annonce

Byerne

9/10 af Hollands befolkning bor i byer med over 10.000 indbyggere (skøn 2003). I storbyerne er der sket omfattende byfornyelse gennem de seneste årtier. Forstadsområderne præges af lav, tæt bebyggelse, som er meget yndet i Holland, og af højhuse. Provinserne Syd- og Nordholland er mest og Drenthe mindst urbaniseret. Samlet set er godt 61% landbrugsareal, som mindskes, og omtrent 12% er skov- og naturområder.

Randstad Holland, et upræcist afgrænset, sammenhængende storbyområde med bl.a. landets fire største byer (Amsterdam, Rotterdam, Haag og Utrecht), rummer næsten halvdelen af landets befolkning og er en af Europas vigtigste storbyregioner, hvor den mest omfattende urbane udvikling sker. Området knyttes så stærkt til sine østlige og sydlige nabobyer som Arnhem, Nijmegen, Eindhoven og Breda, at der er tale om et sammenhængende, ringformet byområde, som omslutter et større grønt område, der i middelalderen var en strandsø. Da dette såkaldte grønne hjerte er under pres, søges byvæksten her begrænset. Byringen knyttes sammen af et tæt net af overbelastede motorveje og af jernbaner, der fungerer som et nærbanenet og flere steder suppleres af metroer. Randstad Holland indgår i storbybæltet fra Milano over Frankfurt til London og knyttes stadig tættere til Berlin, Ruhrdistriktet og det sydlige Storbritannien. Dette afspejles i landets infrastruktur, hvor ikke alene havne og kanaler, men også motorveje, jernbaner og lufthavne udbygges med sigte på internationale forbindelser, bl.a. med tilknytning til det europæiske højhastighedsjernbanenet. Randstadens storlufthavn, Schiphol, er en af Europas største med bl.a. en meget stor fragtomsætning. Flod- og kanaltrafikken, som forbinder alle dele af Holland, tjener dels nationale og lokale formål, dels internationale.

Byringens store gamle, selvstændige byer har fortsat hver sit særpræg og hver sin funktionsprofil. Amsterdam, Hollands hovedstad, har finansielle, kulturelle og videnskabelige funktioner, og Storamsterdams industri præges dels af traditionelle erhverv som fx diamantsliberier og forarbejdning af tropiske produkter, dels af højteknologi. Rotterdam er med Europoort en af verdens vigtigste havnebyer. Langs den næsten 40 km lange vandvej, som fører gennem Rotterdam og Europoort til Maasvlakte, ligger et varieret havne-, pakhus- og industrilandskab. Havnen anløbes af alle slags skibe fra flodfartøjer over bulkcarriere (fx med korn og malm) til containerskibe og supertankere. Råvareforarbejdende industri optager meget plads. Haag er residensby for den hollandske regering og sæde for bl.a. Den Internationale Domstol. Utrecht i den østlige del af Randstad Holland er et vigtigt trafikknudepunkt, forsknings- og uddannelsescenter samt industriby.

Uden for Randstaden spiller Eindhoven, der er industrikoncernen Philips' hovedsæde, en vigtig rolle som den største by i det sydøstlige Holland. Byområdet, som strækker sig fra Bergen op Zoom over Breda til Nijmegen og Arnhem, er næsten sammenhængende. Servicecentret Arnhem og industribyen Nijmegen ved Rhindalens nord- og sydside er gamle, trafikalt vigtige byer. Lelystad er lokal centerby i Flevoland. Industribyen Enschede nær den tyske grænse er den største af Twenteegnens gamle tekstilindustribyer, hvor der tillige fremstilles maskiner og kemikalier. Groningen er center for administration og service for provinsen af samme navn. Maastricht er hovedby i provinsen Limburg og centrum for den voksende turistaktiviteter og den betydelige kemiske industri.

Det åbne land

En større del af områderne uden for byringen er udflugtsområder. Det gælder klitbæltet, det bakkede hede- og skovlandskab Hoge Veluwe, arealer langs kanalen Veluwemeer og andre arealer i Flevoland samt øerne og vådområderne i Zeeland og Limburg. Det åbne lands ældre bebyggelser har næsten overalt en beliggenhed og et præg, som afspejler lokale naturforhold. Gårde og landsbyer i de laveste egne ligger på kunstige forhøjninger, værfter, på diger eller på de naturlige forhøjninger, floderne har skabt, de såkaldte levéer. Gårdene er ofte samlet i rækkebebyggelser ved diger, langs terrænskel eller langs de gamle højmosekoloniers kanaler. Grøfterne viser, hvordan de gamle ejendoms- og markskel stråler ud fra rækkebebyggelserne. I Friesland findes de særlige terpbebyggelser, dvs. landsbyer på store værfter. I de store nye poldere i Haarlemmermeer og Flevoland og i dyrkede arealer mellem floderne ses helt andre bebyggelses- og markmønstre, da gårdene her normalt ikke ligger på forhøjninger og altid er placeret centralt på deres jorder, enkeltvis eller to til fire sammen i et kvadratisk eller retlinjet mønster.

Erhverv

Det hollandske landbrug er blandt verdens førende. Det milde og fugtige klima er især fordelagtigt for poldernes græsvækst og sandjordernes gartnerier. Næsten 1/3 af Holland består af lavtliggende græsarealer, som ikke kan omlægges til andre afgrøder. Derfor dominerer kvægavl i provinser som Friesland, Drenthe, Noordholland og Utrecht. Agerbrug på veldrænet jord findes især i Zeeland, Flevoland og Groningen. Holland er kendt for sine områder med specialafgrøder: Blomsterløg dyrkes bag klitterne syd for Haarlem, grøntsager under glas syd for Haag, og frugtplantager breder sig langs floderne. Blomster til eksport dyrkes bl.a. i drivhuse nær Schiphol. Landbrug og gartneri beskæftiger mindre end 3% af den erhvervsaktive befolkning, men står for mindst 20% af eksportindtægterne. Der må indføres korn og foderstof, mens der fortsat er stor eksport af ost, smør, æg, kød, grønt og blomster. Betydelige dyrkede arealer tages ud af drift til naturpleje for at imødekomme nationale og europæiske naturbeskyttelsesinteresser.

Omtrent 1/5 af den erhvervsaktive befolkning er beskæftiget i industrien, som især er baseret på handelen med udlandet, den udbyggede infrastruktur og den kvalificerede arbejdskraft. Produkter fra Middelhavslandene og Østen blev allerede fra 1600-t. forarbejdet i Dordrecht, Haarlem og Zaan. Den tidlige industris kværne, save og hamre blev oftest drevet af vinden; senere blev tørv en vigtig energikilde. Hollands industrialisering kom først for alvor i gang omkring 1900, og dens afhængighed af infrastruktur og transport, især international, har skabt industrivirksomheder i havnene og Randstad Holland. Lokalisering i fx nordlige og østlige Holland skyldes bl.a. offentlig støtte, som sigter på at skabe og bevare arbejdspladser.

Der er en stor el-, it-, metal-, kunststof- og kemisk industri, hvortil kommer produktionen i landbrug og gartneri med tilknyttede industrier. Det afspejles i eksporten, hvor olieprodukter, gas og kemikalier samt produkter fra landbrug og gartnerier, specielt afskårne blomster, må fremhæves.

Energi og råstoffer

Holland indfører langt mere end sin egen produktion af olie og olieprodukter, hvoraf langt over halvdelen reeksporteres. I 1959 fandt man et af verdens største naturgasfelter ved Slochteren nær Groningen. Senere blev der også fundet naturgas og derpå olie i Waddenzee og Nordsøen. Naturgas til brug i kraftværker, industri, gartnerier og til boligopvarmning har haft stor erhvervsmæssig betydning. De kendte naturgasforekomster viste sig at være så store, at store dele af produktionen periodevis kom fra mindre felter, så den store forekomst ved Groningen delvis kunne holdes i reserve. Hertil kommer bl.a. kernekraft. Der er en omfattende el-, naturgas- og oliehandel med nabolandene.

Det blæsende klima i det flade Holland blev tidligt udnyttet af tusindvis af vindmøller, der drev kværne, håndværk, landvinding og afvanding. 1970'ernes forsyningskriser inspirerede til anlæg af vindmølleparker, bl.a. ved IJsselmeer, Harlingen, Delfzijl, Den Helder og Vlissingen.

Tørv, der nu stort set kun graves til sphagnumproduktion i Drenthe, var i århundreder en vigtig energikilde, så vigtig, at tørvegravningen medførte en vækst i vandarealerne, som derved blev en trussel mod byerne. De mange, lange tørvegrave nord og syd for Amsterdam er minder herom. Kulminerne i Limburg blev lukket 1966-75, så provinsens minedrift nu er reduceret til gravning efter kalk og grus.

Landskaber

De større hollandske landskabsformer fortsætter i nabolandene. Et bredt klitbælte i vest følger Nordsøkysten fra Westerschelde til Den Helder og fortsætter over De Vestfrisiske Øer, Waddeneilanden, nord om Waddenzee. Det tilgrænsende lave land udgøres af inddigede områder samt af eng- og mosestrækninger. Mere end 1/4 af Hollands samlede areal ligger under havets overflade. Dette såkaldte Lave Nederland udgør Hollands polderlandskab, dvs. arealer beskyttet mod oversvømmelse af diger eller af klitbæltet. De enkelte poldere afvandes af grøfter og kanaler, hvorfra vandet i et eller flere trin pumpes op i floder eller til havet. Det laveste sted, 6,7 m under havets overflade, findes nord for Rotterdam. Det Lave Nederland omfatter tilmed nogle af de tættest befolkede områder. Det sydvestlige og nordlige Holland har især mange gamle små poldere; over 1000 km2 var inddiget før 1500. De følgende 200 års landvinding føjede ca. 1800 km2 til. Landvindingen, som blev fremmet af den økonomiske og kulturelle vækst i 1600-t., har især omfattet det vestlige og sydvestlige Holland.

Det Høje Nederland eller gesten, dvs. istidslandskabet mellem polderlandskaberne og den tyske grænse, præges af højmoser og sandflugtsområder. Det høje land mellem Lek og IJssel domineres af store randmoræner, som udgør det bakkede hede- og skovlandskab Hoge Veluwe, et af storbyområdets gamle udflugtsområder. Syd herfor ligger sandede flodsletter, og i den sydlige, langstrakte provins Limburg præges landskabet af udløbere fra Ardennerne. Her findes Hollands højeste punkt, Vaalserberg, 322 m. I Limburg findes desuden frugtbare løssaflejringer.

Kystsikring og landvinding

Landskaberne i Det Lave Nederland og i de store floddale frem til den tyske grænse er skabt ved kystsikring, landvinding, afvanding og gennem fysisk planlægning. Færdiggørelsen af stormflodsbarrieren i Nieuwe Waterweg 1996 blev en milepæl i hollændernes lange kamp mod havet og floderne. Barrieren fuldendte Deltaplanen i det sydvestlige Holland med kombineret kystsikring og udvikling af vandveje samt andre dele af infrastrukturen og en forbedret regulering af fersk- og brakvandsbassinerne bag havdiget. Planen knyttede Zeeland tættere til det øvrige Holland. Den er en af følgerne af stormflodskatastrofen i 1953, hvor ca. 1800 menneskeliv og 2000 km2 gik tabt. 1971-86 anlagdes dæmninger og sluser, som lukkede flodgrenene Haringvliet, Grevelingen samt Ooster Schelde og lettede kystsikringen inde i deltaet. Sikring af Rotterdams havnefunktioner og de forbedrede land- og søforbindelser mellem Rotterdam og Antwerpen har haft stor betydning. Deltaplanen er et af to regionale anlægsprojekter i 1900-t., som har medført, at Hollands havdige er blevet meget kortere, højere og i praksis stormflodssikkert. Det andet projekt, Zuidersøværkerne, var fra begyndelsen et kystsikrings-, landvindings- og opdyrkningsprojekt. Dæmningen Afsluitdijk (1932) sikrer hele IJsselmeer-regionen mod Nordsøen. Wieringermeer, den første IJsselmeerpolder, blev tørlagt i 1930, hvorefter dræning, kultivering, opdyrkning og bebyggelse fulgte. Her udvikledes de metoder, som er blevet brugt i de yngre og meget større poldere: Noordostpolder, Oostelijk Flevoland og Zuidelijk Flevoland, som blev pumpet tørre i hhv. 1942, 1957 og 1968. Opdyrkning af ny landbrugsjord spiller en stadig mindre rolle i de yngre poldere, der i stigende grad anvendes til bolig og industri samt som udflugtsområder for storbyerne.

Senere tiders klima- og miljøtrusler har ført til anlæg af bebyggelser, som kan justeres efter skiftende vandstand. De kan således tilpasses kommende vandstandsstigninger både globale og lokale som fx fra Rhinen eller Maas.

Klima

Holland udgør en del af det nordvesteuropæiske lavland og har som det øvrige Nordvesteuropa et tempereret oceanisk klima præget af vandrende lavtryk, vind fra vestlig retning og længerevarende regn eller byger. Især om foråret og i forsommeren indtræder perioder med tørvejr. De små højdeforskelle og landets ringe udstrækning betyder, at klimaet kun varierer lidt fra landsdel til landsdel.

Læs mere om Holland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove Biilmann: Holland - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92392