Deltaplanen, storstilet sluse- og dæmningsbyggeri i det sydvestlige Holland, udført for at værne lavtliggende områder mod oversvømmelse og for at indvinde nyt land. Deltaplanen blev besluttet efter store oversvømmelser i 1953 og realiseret 1958-86. Dæmninger blev anlagt mellem de mange øer i floderne Rhinens, Maas' og Scheldes fælles delta; sluser med pumpeanlæg regulerer indstrømningen af havvand og udstrømningen af flodvand og kan lukkes under stormflod. Veje på digekronerne forbinder den tidligere afsides beliggende deltaregion med det øvrige Holland. Til de vældige dæmningsbyggerier udvikledes ny teknik med oppumpning i stor skala af materiale fra havbunden, og hollandske ingeniører blev førende på området.