Amsterdams historie

Amsterdam (Historie), I 1275 omtales for første gang en by ved "Amsteldamme", dæmningen med en sluse over floden Amstel. Den var et lille fiskerleje og en handelsstation ved flodmundingen i nærheden af den daværende havbugt Zuidersøen, nu IJsselmeer, og slusen lå, hvor Nationalmonumentet ligger i dag. Den var aktiv i Østersøhandelen og senere også i transithandelen mellem Østersøen og Middelhavet. I 1400-t. anlagdes en bymur og nye kvarterer langs kanalerne, der tjente til dræning og transport.

Den calvinistiske reformation og billedstorm nåede i 1566 Amsterdam, som dog pga. handelsinteresser først 1578 gik med i det religiøst og politisk begrundede nederlandske oprør mod Spanien. Også senere førte byens fredspolitik til konflikter med resten af Nederlandene og fyrstehuset Oranje.

Da Antwerpen 1585 blev erobret af spanierne, overtog Amsterdam dens førerstilling i verdenshandelen, hvis centrum var flyttet fra Middelhavet til Atlanterhavet. Indbyggertallet på 30.000 i 1500-t. steg og nåede i 1660 op på 200.000. Protestanter, der var fordrevet fra de sydlige Nederlande af spanierne, og jøder fra Portugal emigrerede i stort tal til Amsterdam, hvor de udnyttede deres kompetence og kapital, bl.a. i diamantindustrien. Den udbredte religions- og trykkefrihed gav byen ry for tolerance, som dog havde sine grænser: Fx blev filosofferne Grotius og Spinoza forvist pga. deres meninger.

Byen fik gennem det hollandske Ostindiske Kompagni (1602) monopol på handelen med kolonierne i Asien (nuv. Indonesien). Amsterdams bank, der blev grundlagt i 1609, gjorde byen til et finans- og kreditcentrum, hvis købmænd og bankierer ydede lån til hele Europa – også til den danske konge. Den politiske magt lå hos denne købmandselite, der også investerede store summer i kanalprojekter, byggeri og kunst. Der var imidlertid også parallelt dermed stor fattigdom, hvilket bl.a. fremgår af Rembrandts malerier.

I 1700-t. blev Amsterdam som handelsby overhalet af London og Hamburg, uden at der dog var tale om absolut tilbagegang. Hverken under den franske besættelse 1795-1813 eller i det nye hollandsk-belgiske kongerige 1815-30 lykkedes det byen at genvinde sin position.

Omkring 1870 satte et opsving ind takket være ophævelsen af kolonimonopolet og den øgede handel som følge af den tyske industrielle revolution; Nordsøkanalen blev anlagt, og byen fik derigennem adgang til havet. Fremgangen afspejledes i omfattende offentligt byggeri (Rijksmuseum 1885, Concertgebouw 1888, Centralstation 1889, børsen 1903 og det olympiske stadion 1928). En fremsynet byplanlægning og omfattende socialt boligbyggeri prægede byens nye ekspansion (1880: 300.000 indb., 1900: 500.000, 1940: 800.000, 1953: 872.428, det hidtil højeste indbyggertal).

Under den tyske besættelse 1940-45 omkom de fleste af byens jøder, ca. 70.000, i kz-lejre. Hungervinteren 1944-45 krævede 2000 dødsofre.

Efter krigen havde Amsterdam økonomisk fremgang på trods af tabet af kolonierne og konkurrence fra havnene i Antwerpen og Rotterdam. I forbindelse med ungdomsoprøret blev byen et populært rejsemål for unge fra hele Europa, og den blev kendt for sine provoer, der siden har sat deres præg på byen.

Siden midten af 1960'erne har Amsterdam huset gæstearbejdere fra bl.a. Tyrkiet og Marokko. Byens store udfordring nu (2006) er en stadig forbedring af ny-hollændernes bolig-, skole- og arbejdsmuligheder, samt fortsat at udvikle en gensidig forståelse mellem byens sekulære kultur og de nye indbyggeres kultur, fx den islamiske. Amsterdams historie er siden slutningen af 1500-t. historien om et efter omstændighederne tolerant og praktisk bystyre; en inspiration for hele verden.