Sambre, vestlig biflod til Maas (Meuse). Den 172 km lange flod udspringer i de vestlige Ardenner i Nordfrankrig og løber i et slynget løb mod NØ over grænsen til Belgien, hvor den passerer Charleroi inden udløbet ved Namur. Sambre løber mange steder i smukke dallandskaber og passerer gamle kulmine- og industriområder. Der er bl.a. sejlbar forbindelse til Seinen via Sambre-Oise-kanalen og mellem Charleroi, Bruxelles og Antwerpen via Charleroikanalen.