Léon Degrelle, 1906-1994, belgisk politiker. Degrelle grundlagde i 1930 den rexistiske bevægelse som en gruppering i det katolske parti. I 1935 gjorde han bevægelsen til et selvstændigt, efterhånden fascistisk parti, som året efter indvalgtes i Parlamentet. Under 2. Verdenskrig samarbejdede Degrelle med tyskerne og stod i en periode i spidsen for belgiske tropper ved Østfronten. Efter Belgiens befrielse i 1944 flygtede han til Spanien; i 1945 blev han dødsdømt in absentia.