Faktaboks

Leopold 3.
Født
3. november 1901
Død
25. september 1983

Leopold 3. Prinsesse Astrids ankomst til Bruxelles to dage før brylluppet med prins Leopold. Parret var tidligere blevet borgerligt viet i Stockholm.

.

Leopold 3., 3.11.1901-25.9.1983, konge af Belgien 1934-51, søn af Albert 1.; gift i 1926 med prinsesse Astrid af Sverige, far til kong Baudouin 1. og kong Albert 2.

Efter dronning Astrids død ved en bilulykke i 1935 indgik han 1941 et morganatisk ægteskab med Mary Lilian Baels (1916-2002), som fik titel af prinsesse af Réthy. Vanskelige politiske forhold i 1930'erne gav Leopold 3. afsky for partipolitik og bestyrkede ham i følelsen af eget ansvar, især på det forsvars- og udenrigspolitiske område. Han proklamerede i 1936 Belgiens nye neutralitetspolitik og opfordrede i 1939 sammen med dronning Wilhelmina af Holland til fred.

Ved den tyske invasion 10.5.1940 tog Leopold 3. personligt kommandoen over den belgiske hær. Efter kapitulationen 28/5 skete der et brud mellem kongen og regeringen; kongen anså krigen for afsluttet for Belgiens vedkommende og blev i landet som krigsfange, mens regeringen tog ophold i London og fortsatte krigen på allieret side.

Ved Belgiens befrielse i 1944 var kongen i tysk fangenskab, og hans bror Charles (1903-83) blev indsat som regent. Spørgsmålet om Leopold 3.s holdning under krigen kom til at præge den politiske debat. Efter hans befrielse i 1945 krævede socialister, kommunister og mange liberale, at han abdicerede; kongen, der tog ophold i Schweiz, blev kritiseret for sit brud med regeringen og kraftigt bebrejdet, at han havde besøgt Hitler i 1940.

I 1950 blev Leopold 3. efter en folkeafstemning kaldt tilbage, men kongekrisen blev først løst, da han året efter abdicerede til fordel for sin søn Baudouin 1.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig