Leo Tindemans, 16.4.1922-26.12.2014, belgisk politiker, premier- og udenrigsminister og medlem af EU-Parlamentet. Leo Tindemans blev efter økonomi- og socialvidenskabelige studier journalist og politiker og i 1958 partisekretær for det flamske kristelige folkeparti, CVP (CD&V). Han var medlem af det belgiske parlament 1961-89. Fra 1968 beklædte han forskellige ministerposter, var premierminister 1974-78 og udenrigsminister 1981-89 samt indvalgt i EU-Parlamentet 1979-81 og 1989-99. Han har virket for flamsk regionalt selvstyre inden for Belgien samt for den europæiske integration i EU, som han i 1975 fremlagde en reformplan for.