Kortrijk. Broen, der forbinder de to middelalderlige tårne.

.

Kortrijk, (fr. Courtrai), belgisk by ved floden Leie i regionen Flandern 80 km vest for Bruxelles; 73.600 indb. (2005). Byen har en gammel og betydelig industri, der bl.a. fremstiller tekstiler og byggematerialer. Den indre by domineres af den gotiske Vor Frue Kirke fra 1200-t. De middelalderlige Broeltårne forbindes af en bro over en flodarm.

Kortrijk var et knudepunkt i romertiden, og sidst i 800-t. slog vikingerne vinterlejr her; byen fik stadsrettigheder i 1189. I 1302 slog flamlænderne franskmændene uden for byen i De Gyldne Sporers Slag. I 1500-t. blev produktionen af uldklæde afløst af hørvævning, og byen blev berømt for sit lærred. 1668-78 var Kortrijk indlemmet i Frankrig, som også beherskede byen i årene 1690-97 og 1744-48. Kortrijk blev stærkt beskadiget under 2. Verdenskrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig