Huy, nederlandsk Hoei, belgisk by ved floden Meuse (Maas) i regionen Vallonien 70 km SØ for Bruxelles; 20.000 indb. (2005). I den gamle bydel på flodens østlige bred ligger Notre Dame-kirken fra 1300-1500-t., rådhus i rokoko fra 1766 og et citadel fra 1822. Et industriområde med bl.a. kernekraftværket Tihange (2770 MW) omgiver den gamle bydel. En tre km lang kabelbane krydser floden. I Huy blev der igennem flere århundreder slået mønt.