Fetaljebrødrene, sørøvere i Østersøen og Vesterhavet i slutningen af 1300-t. Navnet opstod under dronning Margrete 1.s belejring af Stockholm og tilfangetagelsen af Albrecht af Mecklenburg i 1389. Under belejringen blev byen forsynet med proviant, viktualier, af Albrechts tilhængere. Senere plyndrede de med Gotland som base overalt i Norden. Fetaljebrødrene slog sig dernæst ned i Østfriesland, men blev i 1401 besejret af en hanseatisk flåde, og deres anfører, Klaus Störtebeker, henrettedes i Hamburg.