Den Belgiske Konfession, Confessio belgica, reformert bekendelsesskrift, forfattet 1561 i eksil af den nederlandske præst Guy de Brès. Skriftet var inspireret af de franske huguenotters Confessio gallicana fra 1559 og blev i de følgende år oversat fra fransk til flere europæiske sprog. En vallonsk synode i Antwerpen 1566 antog bekendelsens 37 artikler, og efter en tekstkritisk gennemgang blev den endeligt godkendt på synoden i Dordrecht 1619. Bekendelsen blev grundlaget for de reformerte kirker i Holland og Belgien.