De Østrigske Nederlande, område, der ved Utrechtfreden i 1713 blev overført fra Spanien til de østrigske habsburgere (Karl 6.). De Østrigske Nederlande omfattede det nuværende Belgien og Luxembourg bortset fra bispedømmet Liège. Habsburgerne forpligtede sig til at respektere de forskellige fyrstendømmers privilegier samt den såkaldte Barrieretraktat fra 1715, som tillod hollænderne at besætte otte forter i landet. Kejseren var repræsenteret ved en guvernør og en befuldmægtiget minister. Modstanden mod Josef 2.s reformer førte til Den Brabantiske Revolution i 1789. Det østrigske styre genoprettedes i 1790, men 1795 blev De Østrigske Nederlande erobret af Frankrig. Se også Nederlandene.