Brugge

Brugge opstod i ly af en grevelig borg fra før 892. Oprindelig synes byen at have levet af lokalhandel, men den blev hurtigt et centrum for fjernhandel, efter at der var skabt forbindelse med havet ved bugten Zwin. I 1100-tallet blev Brugge endestation på den vigtige handelsvej til Köln, og et årligt marked opstod. Byen fik efterhånden en betydelig klædeindustri, og købmænd herfra drog til England, Frankrig, Norditalien og Østersøen med klædet, Flanderns største handelsvare, og bragte varer – bl.a. uld, korn, vin og senere krydderier – med tilbage. Sammen med de øvrige flanderske byer aftvang Brugge i begyndelsen af 1100-tallet greven af Flandern en anerkendelse af byernes indre selvstyre, hvorefter greven ikke længere kunne regere uden at tage hensyn til byerne, især de tre store, Brugge, Gent og Ieper. Brugge spillede hovedrollen i Flanderns oprør mod den franske konge, der kulminerede i flamlændernes sejr i De Gyldne Sporers Slag i 1302.

Da italienerne i 1277 påbegyndte årlige sejladser til Brugge, ændredes handelsmønsteret; Brugges købmænd blev i højere grad hjemme og formidlede kontakten mellem de mange fremmede købmænd, som søgte Nordeuropas største handelsby og pengemarked. Mange af disse fik særlige privilegier, bl.a. hansekøbmændene. I slutningen af 1400-tallet gik det alvorligt tilbage for Brugge, ikke mindst fordi indsejlingen til Zwin sandede til. De fremmede købmænd forlod lidt efter lidt byen til fordel for Antwerpen, der tillige havde større økonomisk frihed. Brugges skæbne blev beseglet under Nederlandenes oprør mod Spanien i slutningen af 1500-tallet. Siden levede byen en rolig provinstilværelse fjernt fra handelsvejene, indtil den i 1800-tallet begyndte at vække begejstring hos tilrejsende pga. sit velbevarede middelaldersceneri og sin åbenbare fordums storhed. I 1907 åbnedes en kanal til havet, og havnebyen Zeebrugge blev anlagt. Anlægget levede ikke helt op til forventningerne, og først i årene efter 2. Verdenskrig fandt en industriudvikling sted i Brugge; den er koncentreret uden for den velbevarede bykerne.