Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Belgien - regioner og reformer

Oprindelig forfatter OBii Seneste forfatter Redaktionen

I tiden efter oliekrisen i 1973 stod de belgiske regeringer med problemer i form af en lav vækstrate, høj arbejdsløshed og stigende underskud på budgettet. Samtidig blev Belgien i årene efter 1970 i stigende grad regionaliseret. For at kunne vedtage de dertil nødvendige forfatningsreformer skulle de skiftende koalitionsregeringer råde over 2/3 flertal, hvilket sammen med partisplittelsen vanskeliggjorde regeringsdannelserne. I 1993 blev Belgien ved en gennemgribende forfatningsændring omdannet til en forbundsstat, således at Flandern, Vallonien og Bruxelles' hovedstadsregion hver fik et omfattende selvstyre.

1990'erne var vanskelige år i belgisk politik, dels pga. stor statsgæld, dels pga. en række politiske skandaler. Det delvist uopklarede mord på socialistlederen André Cools (1927-91) i 1991 førte til afsløring af bestikkelse i større omfang af socialistpartierne fra udenlandske våbenleverandører. Det kostede flere ledende socialister deres karriere, fx Willy Claes, som netop var udnævnt til generalsekretær for NATO. Myndighedernes kritisable optræden under opklaringen af omfattende kriminalitet i forbindelse med pædofili udløste udbredt mistillid, som i 1996 fandt udtryk i en række "hvide marcher".

Ved valget i 1999 tabte det flamske kristeligt-sociale parti under ledelse af Jean-Luc Dehaene og måtte for første gang i 41 år gå i opposition. I stedet kom en såkaldt regnbuekoalition bestående af liberale, socialister og miljøpartier med den flamske liberale Guy Verhofstadt som premierminister. De grønne indgik for første gang i en føderal belgisk regering, som sad indtil valget 2003. Her gik socialisterne atter frem, mens de grønne tabte og måtte forlade regeringen. Guy Verhofstadt fortsatte som premierminister for en regering af liberale og socialister. Han beklædte denne post indtil 2008, da han blev afløst af Yves Leterme, der blev leder af en koalitionsregering. Få måneder senere indgav Leterme imidlertid sin afskedsbegæring som følge af, at han ikke så sig i stand til at forene de fransk- og flamsktalende regioner. Han efterfulgtes af Herman Van Rompuy, der imidlertid kun sad indtil 2009, da han blev EUs første præsident. Leterme vendte tilbage, men indgav i 2010 atter sin afskedsbegæring. Belgien endte herefter i en langvarig regeringskrise, idet det ikke var muligt at få dannet en regering på grund af de dybe modsætninger mellem de fransktalende og flamsktalende grupper. Først efter 18 måneder lykkedes det for den fransktalende socialist Elio di Rupo (f. 1951) i december 2011 at få dannet en regering. Efter parlamentsvalget i maj 2014 indgav di Rupo sin afskedsbegæring, og Belgien stod igen uden regering. Først fem måneder senere lykkedes det at danne en ny regering bestående af tre flamske og et fransktalende parti; Charles Michel (f. 1975) er ny premierminister.

Annonce

Læs mere om Belgien generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove Biilmann: Belgien - regioner og reformer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45449