Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Belgien - historie

Oprindelig forfatter Feilb Seneste forfatter Redaktionen

Belgien. Under 1. Verdenskrig forsøgte flamske nationalister at udnytte den tyske besættelse til at opnå internt selvstyre. De oprettede Flamsk Råd og afholdt folkemøder for at få tilhængere. Det store flertal afviste de flamske agitatorer, og efter krigen blev flere straffet. Siden har den flamske sag imidlertid stået politisk i forgrunden, og i 1970'erne tog udviklingen hen imod Flanderns interne selvstyre fart.

Belgien. Under 1. Verdenskrig forsøgte flamske nationalister at udnytte den tyske besættelse til at opnå internt selvstyre. De oprettede Flamsk Råd og afholdt folkemøder for at få tilhængere. Det store flertal afviste de flamske agitatorer, og efter krigen blev flere straffet. Siden har den flamske sag imidlertid stået politisk i forgrunden, og i 1970'erne tog udviklingen hen imod Flanderns interne selvstyre fart.

I 57 f.Kr. erobrede Julius Cæsar det nuværende belgiske område, som da var beboet af keltiske folk (belgere). Området blev romersk provins under navnet Gallia Belgica, og latinsk sprog og kultur blev efterhånden dominerende. Fra midten af 300-t. e.Kr. trængte germanske stammer, frankere, ind i provinsen. Herved opstod den sproggrænse, der stadig fra øst til vest løber gennem Belgien. Nord for linjen sejrede de germanske sprog, som senere blev til nederlandsk, mens latin, der senere blev til fransk, bevarede sin position syd for. I de følgende århundreder kristnedes området og blev geografisk og kulturelt centrum for Frankerriget under Karl den Store, der regerede 768-814.

Feudal opsplitning

Ved Frankerrigets deling i 843 gik områderne vest for Schelde til Frankrig, mens landet øst for gik til Lothringen (Lorraine) og senere til Tyskland. Frankerrigets forskellige administrative enheder fik efterhånden udstrakt selvstyre. Herved opstod grevskaberne Flandern, Hainaut og Namur samt hertugdømmerne Brabant, Limburg og Luxembourg, hvortil kom Liège, som var et bispedømme. Takket være sin beliggenhed blev Flandern fra 1000-t. et økonomisk centrum i det nordvestlige Europa. Mens Brugge blev den dominerende handelsby, specialiserede indbyggerne i Gent og Ieper sig i industriel produktion af det berømte flanderske klæde. Sociale konflikter mellem byernes rige købmænd og fattige vævere udnyttedes i slutningen af 1200-t. af den franske konge i et forsøg på at underlægge sig Flandern, men i 1302 sejrede flamlænderne over franskmændene i "De Gyldne Sporers Slag" ved Kortrijk. Også i de andre fyrstendømmer var der konflikter mellem fyrste og undersåtter, og både i Liège og Brabant måtte fyrsterne underskrive privilegiebreve (La joyeuse entrée 1356).

Historisk oversigt
57 f.Kr.Romersk erobring.
300-400-t.Germansk, frankisk indvandring og erobring.
500-900-t.Del af Frankerriget.
843Deling mellem Frankrig og Lothringen.
1000-1200-t.Opsplitning i hertugdømmer og grevskaber. Brugge dominerende handelsby.
1302De Gyldne Sporers Slag
1300-t.Konflikt mellem fyrster og stænder. La joyeuse entrée.
1384-1477Nederlandenes samling under de burgundiske hertuger.
1477Habsburgerne fyrsteslægt ved giftermål.
1506-55Del af større rige under Karl 5. Antwerpen ledende handelsby i Vesteuropa.
1566Begyndende oprør mod Filip 2. af Spanien.
1585Spansk indtagelse af Bruxelles og Antwerpen.
1598Effektiv deling af Nederlandene i en uafhængig nordlig del og en sydlig del under spansk overherredømme.
1600-t.De Spanske Nederlande. Modreformation. Økonomisk nedgang. Franske invasioner.
1713-94De Østrigske Nederlande.
1780-90Joseph 2.s reformer. Antiøstrigsk revolution.
1795-1814Indlemmelse i Frankrig. Administrativ nyordning. Begyndende industriel revolution.
1814-30Belgien og Holland samlet. Vilhelm 1. af Holland konge af de samlede Nederlande.
1828Unionen mellem katolikker og liberale.
1830Revolter i Bruxelles. Belgiens selvstændighed.
1831Liberal grundlov. Leopold 1. Belgiens konge.
1839Stormagtsgaranti af Belgiens neutralitet.
1800-t.Grundlæggelse af liberalt og katolsk parti. Omfattende industriel udvikling i Vallonien.
1885Grundlæggelse af socialistpartiet.
1893Almindelig, men ikke lige valgret.
1898Nederlandsk officielt sprog ved siden af fransk.
1908Belgiens overtagelse af Congo Fristaten.
1914-18Tysk invasion og besættelse under 1. Verdenskrig.
1919Almindelig og lige valgret for mænd. Sociale reformer.
1930'erneAdministrativ opdeling af landet i Flandern og Vallonien med hver sit officielle sprog og tosproget hovedstad. Økonomisk depression. Yderligtgående partier.
1940-44Tysk invasion og besættelse under 2. Verdenskrig.
1945-50Kongekrise.
1948Kvindelig valgret.
1960Congos uafhængighed.
1960'erneØkonomisk nedgang i Vallonien og industrialisering af Flandern. Sprogstrid. Fastlæggelse af sproggrænsen.Yderligtgående sprogpartier.
1970'erne og 80'erneRegionalisering. Partisplittelse i fransksprogede og flamske partier. Arbejdsløshed og budgetproblemer.
1993Omdannelse til forbundsstat.

Samling under burgundere og habsburgere

I 1384 gik Flandern i arv til de franske hertuger af Burgund, som ved en dygtig dynastipolitik lagde grunden til en samling af de fleste af fyrstendømmerne i det nuværende Benelux (Belgien, Holland og Luxembourg), hvorved Nederlandene for første gang blev samlet. Mens Filip 3. den Gode, der regerede 1419-67, måtte overholde hvert enkelt fyrstendømmes privilegier og høre dets stænder (stater), lykkedes det ham at skabe fælles institutioner for hele området: et adeligt råd, generalstaterne med repræsentanter for hvert fyrstendømmes stater, universitetet i Leuven (1425) og ridderordenen Den Gyldne Vlies. I 1477 kom de burgundiske lande, heriblandt Nederlandene, ved ægteskab under huset Habsburg, og i den følgende generation skabtes ligeledes ved ægteskab personalunion med Spanien. I 1506 arvede Karl 5., der var født og opvokset i Gent, Nederlandene. I 1516 overtog han den spanske trone, og i 1519 arvede han tillige de østrigske arvelande og blev valgt til tysk-romersk kejser. Under Karls styre blev Nederlandene frigjort fra deres gamle tilhørsforhold til Tyskland og Frankrig og oplevede en økonomisk og kulturel storhedstid. Tyngdepunktet var dog flyttet østpå fra Flandern til Brabant — til byer som Mechelen, Bruxelles og frem for alt Antwerpen, der i løbet af 1400-t. havde overtaget Brugges position som det nordvestlige Europas førende handelsby.

Annonce

Oprør

Modsætningerne mellem Nederlandene og de efterhånden fremmede habsburgere blev kraftigt forstærket, da Karl 5.s søn Filip 2. i 1556 blev konge af Spanien og Nederlandene. Forfølgelsen af tilhængere af den calvinistiske reformation blev voldsomt skærpet under Filip 2., og da han heller ikke overholdt fyrstendømmernes privilegier og pålagde dem tunge skattebyrder, udbrød der oprør. For at bekæmpe dette blev hertugen af Alba i 1567 udnævnt til statholder i Nederlandene, og med en spansk hær forsøgte han forgæves at slå oprøret ned. Med udgangspunkt i de sydlige fransktalende vallonske provinser, der aldrig helhjertet havde tilsluttet sig oprøret, lykkedes det dog Alessandro Farnese, der var statholder fra 1578, at tilbageerobre den del af oprørsområdet, der lå syd for de store flodudløb; Bruxelles og Antwerpen faldt i 1585. Herved opstod en grænse midt gennem de gamle Nederlande og det nederlandske sprogområde. Nord for grænsen sejrede de hollandske oprørere, syd for bevaredes den spanske magt, og i De Spanske Nederlande blev katolicismen den eneste tilladte religion. I de følgende år fulgte en periode med stagnation og nedgang. De Spanske Nederlande mistede deres dominerende handelsposition, ikke mindst pga. hollændernes spærring af Scheldemundingen, der var Antwerpens adgang til havet, en spærring, som blev opretholdt også efter Den Westfalske Fred i 1648, der anerkendte Hollands uafhængighed. Den katolske modreformation medførte desuden masseudvandring fra De Spanske Nederlande, og adskillige krige mellem Ludvig 14.s Frankrig og Spanien førte til, at De Spanske Nederlande måtte afstå landområder til Frankrig. Efter Den Spanske Arvefølgekrig 1701-13 overgik de ved Freden i Utrecht til de østrigske habsburgere under navnet De Østrigske Nederlande, men områdets forhold blev ikke ændret i væsentlig grad. Under Den Østrigske Arvefølgekrig 1740-48 var De Østrigske Nederlande udsat for fransk invasion. Anden halvdel af 1700-t. blev dog en økonomisk opgangstid; kulturelt og politisk derimod stagnerede De Østrigske Nederlande.

Revolutioner

I 1780'erne gennemførte den østrigske kejser Joseph 2. dybtgående kirkelige og administrative reformer, bl.a. religionsfrihed og ophævelse af lokale privilegier. Dette resulterede i De Østrigske Nederlande i oprør, der udgik fra katolske og konservative kredse. De østrigske hærstyrker blev fordrevet, og i 1790 proklameredes "De Forenede Belgiske Stater". Oprøret bukkede dog hurtigt under, men det genoprettede østrigske styre holdt kun i kort tid. I 1794 blev De Østrigske Nederlande erobret af franskmændene og i 1795 indlemmet i Den Franske Republik, hvorefter alle Den Franske Revolutions reformer også kom til at gælde i de belgiske områder: Kirkejorden blev inddraget, klostre nedlagt, de gamle fyrstendømmer forsvandt; ni departementer blev oprettet, privilegierne blev ophævet, og administrative og juridiske reformer, der siden har præget det belgiske samfund, blev indført.

Efter Napoleons fald besluttede de allierede magter på Wienerkongressen 1814-15, at Nederlandene igen skulle forenes for at hindre en ny fransk ekspansion. Vilhelm 1. af Holland blev konge af de samlede Nederlande, og en fælles grundlov blev udarbejdet. Trods ivrig støtte til den ekspanderende industri, der efter engelsk forbillede var sat ind i de belgiske områder, fik kongen aldrig et godt forhold til den belgiske opinion, der frygtede, at Holland ville få en dominerende stilling. I katolske kredse, der ønskede kirkens førrevolutionære position genoprettet, var man imod kongen, fordi han tilhørte den reformerte kirke og ville indføre et dogmefrit, statsligt skolesystem. Mere liberale kredse ønskede et reelt parlamentarisk styre med omfattende frihedsrettigheder, hvilket Vilhelm 1. ikke ville gå med til. I 1828 enedes den belgiske opinion om at samle sig i en fælles front, unionen, og med inspiration fra den franske Julirevolution begyndte et oprør i Bruxelles i 1830, som resulterede i Belgiens løsrivelse.

Selvstændighed

Den 4. oktober 1830 erklærede en provisorisk regering Belgien for uafhængigt. Over hele landet blev de hollandske tropper fordrevet, også fra Flandern, hvor den katolske befolkning tog afstand fra calvinismen. En nationalforsamling vedtog i 1831 en liberal grundlov, og prins Leopold af Sachsen-Coburg-Gotha blev 4. juli s.å. valgt til konge. Landet fik de samme grænser som efter oprøret i 1790 bortset fra den tysktalende del af det gamle hertugdømme Luxembourg, som forblev et selvstændigt storhertugdømme under Vilhelm 1. I 1839 blev uafhængigheden garanteret af stormagterne. Da unionen ikke længere var nødvendig, oprettede liberale og katolikker selvstændige partier, der skiftedes til at danne regering. I det meste af 1800-t. drejede den politiske strid sig om, hvorvidt den katolske kirke skulle være skilt fra staten eller have stor indflydelse i samfundet. Navnlig striden om skolerne blev hård.

konger
1831-65Leopold 1.
1865-1909Leopold 2.
1909-34Albert 1.
1934-51Leopold 3.
1951-93Baudouin 1.
1993-2013Albert 2.
2013-Philippe

Folkelige bevægelser

Belgien blev et af de tidligst industrialiserede lande i verden, men der var store regionale forskelle. Industrialiseringen, især i form af jern- og stålindustri, baseret på brydning af kul, foregik primært i det fransksprogede Vallonien langs floderne Maas og Sambre. I det nederlandsksprogede Flandern vedblev landbruget derimod med at være det bærende erhverv. Industriudviklingen skabte en stor arbejderklasse, som ofte havde meget dårlige vilkår. Arbejderne dannede kooperativer og fagforeninger, og i 1885 stiftedes det socialistiske parti. I 1886 førte en arbejderopstand til, at regeringen vedtog flere arbejderbeskyttelseslove. I 1893 indførtes almindelig valgret for mænd (velhavende og veluddannede fik dog ekstrastemmer), og ved valget s.å. blev det katolske parti det største. Socialistpartiet fik imidlertid også stor tilslutning, hvilket skabte frygt blandt mange katolikker. Kristelige fagforeninger og sygekasser blev dannet, og en fløj af det katolske parti blev til et katolsk arbejderparti.

Fra midten af 1800-t. blev striden mellem nederlandsk- og fransktalende et vigtigt politisk spørgsmål i Belgien. Til trods for at et flertal talte nederlandsk, var fransk uden væsentlige protester blevet ophøjet til eneste officielle sprog i 1830, fordi hele den stemmeberettigede elite også i Flandern talte fransk, og fordi fransk i flere århundreder havde været administrationssprog. Efterhånden opstod en flamsk bevægelse, som krævede nederlandsk indført som administrations- og undervisningssprog i Flandern. I slutningen af 1800-t. indførtes visse reformer, og i 1898 blev nederlandsk formelt ligestillet med fransk. Flamlænderne opnåede dog ikke reel ligestilling, og deres hovedmål blev indførelsen af nederlandsk som eneste undervisningssprog i Flandern.

I disse år blev Belgien også kolonimagt. Leopold 1.s søn, Leopold 2., der overtog tronen i 1865, opnåede i 1885 stormagternes anerkendelse af Congo Fristaten (det nuv. Demokratiske Republik Congo) som sin personlige ejendom. International kritik af hans styre tvang ham imidlertid til i 1908 at overlade området til staten, som bevarede Belgisk Congo indtil uafhængigheden i 1960.

Fra 1. til 2. Verdenskrig

De første kamphandlinger under 1. Verdenskrig foregik i Belgien. Trods landets internationalt garanterede neutralitet gik tyske tropper den 4. august 1914 ind i Belgien. Efter et kort forsvar af Antwerpen trak den belgiske hær under kommando af Albert 1. sig tilbage til kysten, hvor det lykkedes at standse tyskerne og holde et lille stykke af landet indtil krigens slutning. Især Flandern blev ramt af krigens ødelæggelser, og nogle af de største slag i krigen blev udkæmpet her. I det besatte Belgien led befolkningen nød pga. manglende forsyninger, og mange blev sendt som tvangsarbejdere til Tyskland. Tyskerne forsøgte at tilgodese flamlænderne ved bl.a. at forbyde fransk sprog i Flandern, en situation, som visse yderligtgående flamlændere prøvede at udnytte.

Statsministre
1918-20Léon Delacroix
1920-21Henri Carton de Wiart
1921-25Georges Theunis
1925-26Prosper Poullet-Vandervelde
1926-31Henri Jaspar
1931-32Jules Renkin
1932-34Charles de Broqueville
1934-35Georges Theunis
1935-37Paul van Zeeland
1937-38Paul Émile Janson
1938-39Paul Henri Spaak
1939-45Hubert Pierlot
1945-46Achille van Acker
1946Paul Henri Spaak
1946Achille van Acker
1946-47Camille Huysmans
1947-49Paul Henri Spaak
1949-50Gaston Eyskens
1950Jean Duvieusart
1950-52Joseph Pholien
1952-54Jan van Houtte
1954-58Achille van Acker
1958-61Gaston Eyskens
1961-65Théo Lefèvre
1965-66Pierre Harmel
1966-68Paul Vanden Boeynants
1968-73Gaston Eyskens
1973-74Edmond Leburton
1974-78Leo Tindemans
1978-79Paul Vanden Boeynants
1979-81Wilfried Martens
1981Mark Eyskens
1981-92Wilfried Martens
1992-99Jean-Luc Dehaene
1999-2008Guy Verhofstadt
2008Yves Leterme
2008-09Herman Van Rompuy
2009-10Yves Leterme
2011-14Elio Di Rupo
2014-Charles Michel

Efter krigen måtte Tyskland i 1919 i henhold til Versaillestraktaten bl.a. afstå området Eupen-Malmédy til Belgien, der også fik mandat over de tidligere tyske besiddelser Ruanda og Urundi i Østafrika. I 1920 indgik Belgien en forsvarsaftale med Frankrig, i 1922 med Storbritannien, og landet undertegnede i 1925 Locarnotraktaten. Hurtigt efter fredsslutningen blev lige og almindelig valgret indført for mænds vedkommende, mens kvinder først fik valgret i 1948. Denne reform og indførelsen af forholdstalsvalg medførte, at intet parti med en enkelt undtagelse længere fik flertal; koalitionsregeringer blev derfor det normale i belgisk politik. Socialistpartiet fik herefter næsten lige så stor tilslutning som det katolske parti.

I årene efter 1. Verdenskrig gennemførtes otte timers arbejdsdag og flere sociallove. De belgiske regeringer forsøgte også at tilgodese flamlændernes krav, dog først for alvor fra 1930. I dette år blev undervisningssproget ved universitetet i Gent nederlandsk, og i de følgende år blev opdelingen i sprogområder lovfæstet: Nederlandsk blev eneste officielle sprog i Flandern, fransk eneste officielle sprog i Vallonien, og hovedstaden Bruxelles blev gjort tosproget. Genopbygningen efter 1. Verdenskrig prægede belgisk økonomi i 1920'erne, mens den verdensomspændende depression i det følgende årti ramte landet hårdt med høj arbejdsløshed til følge. Yderligtgående partier som kommunisterne, flamske nationalister og fascistbevægelsen, de såkaldte rexister, fik vind i sejlene. Efter Tysklands besættelse af Rhinlandet i 1936 samt efter en flamsk kritik af forsvarsaftalen med Frankrig erklærede Belgien sig neutralt.

Under 2. Verdenskrig blev Belgien invaderet af det nazistiske Tysklands tropper 10. maj 1940, og 28. maj kapitulerede Leopold 3. som hærens øverstbefalende. Under besættelsen opholdt den belgiske regering sig i London, hvorfra den fortsatte krigen indtil befrielsen i 1944, mens kongen, der imod regeringens udtrykkelige ønske valgte at blive i Belgien, interneredes af tyskerne. I Flandern samarbejdede det flamske nationalistparti med tyskerne, ligesom rexisterne også støttede besættelsesmagten. Den belgiske modstandsbevægelse fik i løbet af krigen stadig større tilslutning, og ved de allierede troppers ankomst 3. september 1944 lykkedes det at forhindre ødelæggelse af Antwerpens havn, der blev den vigtigste forsyningshavn på fastlandet i resten af krigen.

Efterkrigstiden

I årene umiddelbart efter krigen var belgisk politik domineret af retsopgøret med de belgiske kollaboratører og frem for alt af spørgsmålet om kongens holdning under krigen. Mange mente, at Leopold 3. havde været for imødekommende over for tyskerne. Dette gav anledning til en langvarig kongekrise, hvorunder socialister, kommunister og mange liberale krævede kongens abdikation. Den kom i 1951, hvor hans søn Baudouin 1. overtog tronen.

Da krigsødelæggelserne var ret begrænsede, havde Belgien en fordelagtig økonomisk udgangsposition efter krigen. Belgisk Congos rige mineralforekomster var en vigtig indtægtskilde, og ved salg af bl.a. uran kunne Belgien opbygge store valutareserver. Efter forhandlinger opnåede kolonien dog uafhængighed i juni 1960 (fra 1971 under navnet Zaire), men kort efter udbrød der kampe mellem congolesiske og belgiske styrker. Dette udløste en international krise, hvorunder Belgien kom i stærk modsætning til de afrikanske stater og FN, der protesterede mod belgiernes fortsatte militære indblanding. Krisen blev først endeligt afsluttet i 1964-65 (se også Congokrisen). Ruanda og Urundi (nuv. Rwanda og Burundi) fik selvstændighed i 1962.

I årene efter 2. Verdenskrig blev Belgiens udenrigspolitik fast forankret i det vestlige økonomiske og politiske samarbejde. Beneluxlandene etablerede et tæt økonomisk samarbejde og oprettede i 1948 sammen med Storbritannien og Frankrig en militær alliance (Vestunionen). I 1949 tilsluttede Belgien sig NATO, som siden fik hovedsæde i Bruxelles. Belgien var samtidig blandt de lande, der deltog i etableringen af det europæiske samarbejde; i 1951 indgik Beneluxlandene sammen med Frankrig, Tyskland og Italien i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, og i 1957 var Belgien blandt medunderskriverne af Romtraktaten om Det Europæiske Fællesskab, hvis administrative centrum blev lagt i Bruxelles.

Omkring 1960 blev forholdet mellem befolkningsgrupperne det vigtigste politiske problem i Belgien. Dette hang til dels sammen med ændrede økonomiske vilkår i de forskellige landsdele. Den gamle kul- og jernproducerende industri, der først og fremmest lå i Vallonien, mistede sin konkurrenceevne, hvilket skabte relativ fattigdom i disse områder. I det traditionelt landbrugsdominerede Flandern derimod blev der i disse år investeret i moderne industrivirksomheder. Den flamske befolkningsgruppe, der udgør et flertal af den belgiske befolkning, blev som noget nyt også økonomisk dominerende. Den nye flamske politiske og økonomiske dominans førte til, at mange vallonere ønskede et udstrakt økonomisk selvstyre og stillede krav om en omfattende regionalisering. Også mange flamlændere støttede tanken om regionalisering, men for dem lå hovedvægten på det kulturelle selvstyre, idet de ønskede at beskytte sig mod det franske sprogs større tiltrækningskraft.

I 1962-63 opnåede flamlænderne, at sproggrænserne blev endeligt fastlagt, således at selv et evt. fransksproget flertal ikke ville kunne ændre en kommunes status som flamsk, og nogle år senere opnåede de, at den fransksprogede del af universitetet i Leuven blev flyttet syd for sproggrænsen. Sprogkonflikterne bevirkede, at mange vælgere i alle dele af landet støttede yderligtgående sprogpartier. De traditionelle partier reagerede på denne udvikling ved at splitte sig op i to uafhængige partier, et fransksproget og et flamsk, som kun opstillede i deres del af landet samt i den tosprogede hovedstad. På denne måde fik Belgien to næsten uafhængige partipolitiske systemer.

Læs videre om Belgiens regioner og reformer eller om Belgien generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Kari Feilberg: Belgien - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45440