Meteoritkrater i Kaali, som er Europas største. En meteorit styrtede ned her for godt 2500 år siden og dannede dette krater som er 100 m i diameter og 16 m dybt.

.

Pöide kirke fra 1300-tallets Øsel. Det er en massiv fortkirke.

.

Militær udkigspost yderst på tangen ved Tagamoisa.

.

Ordens- og bispeborgen Kuressaare loss. Den var i 1500 tallet sæde for den danske hertug Magnus.

.

Saaremaa er den største af Estlands øer i Østersøskærgården vest for fastlandet; 2671 km2, 32.800 indbyggere (2010). Øen er jævn og flad, det højeste punkt, Viidu Raunamägi, er blot 54 m over havet. Undergrunden er kalksten fra Silur (443-417 millioner år før nu). Flere steder er der ret høje kyster, i nord og vest med stejle kalkklinter, andre steder helt flade kyster.

Faktaboks

Også kendt som

Øsel; på oldnordisk Eysýsla

På øen er der landbrug, skovbrug og fiskeri med tilhørende mejerier, slagterier, savværker og fiskeindustri. Der er to naturreservater, Viidumäe og fuglereservatet omkring øen Vilsandi mod vest. Mod øst er der med en 4 km lang vejdæmning forbindelse til den lille naboø Muhu. Saaremaas hovedby er Kuressaare (i årene 1952-1988 kendt som Kingissepa) med 13.200 indbyggere (2011).

Historie

Estlands ældste kendte befæstede boplads fra bronzealderen er fundet på Saaremaa; se artiklen om Estlands forhistorie.

Den danske konge Valdemar Sejr fik kortvarigt fodfæste på øen i 1206, og den blev dansk fra 1559 til Freden i Brömsebro i 1645, hvor den overgik til Sverige. Øens historie i middelalderen og indtil 1645 behandles i artiklen Øsel.

Saaremaa var i mellemkrigstiden et amt i det selvstændige Estland; siden 2. verdenskrig, hvor øen var besat af tyskerne, og den derpå følgende indlemmelse i Sovjetunionen har der været en kraftig befolkningstilbagegang dels pga. deportationer, dels på grund af flugt til især Sverige. Øen rummede indtil Estlands frigørelse i 1991 en vigtig sovjetisk militærbase i Aste.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig