Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Litauen - historie

Oprindelige forfattere BiRoe og LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Statsdannelsen i Litauen skete tidligere end i Estland og Letland, og den kan dateres til første halvdel af 1200-t. Det var truslen fra den tyske Sværdridderorden (stiftet 1202), der gjorde, at fyrst Mindaugas kunne samle de rivaliserende småfyrster i et storfyrstendømme.

Sværdriddernes forsøg på at trænge længere ind på litauisk område blev foreløbig stoppet i 1236, og for at konsolidere og legitimere sin magt lod Mindaugas sig i 1251 kristne. Ved hans død i 1263 blev landet svækket af indre stridigheder.

Først under storfyrst Gediminas i 1300-t. og en række fremtrædende storfyrster efter ham, bl.a. Vytautas den Store (d. 1430), blev storfyrstendømmet Litauen konsolideret. Litauen befandt sig i den periode i spændingsfeltet mellem Den Tyske Orden, den mongolske Gyldne Horde, storfyrstendømmet Moskva og kongeriget Polen. For at få handlefrihed mod øst indgik storfyrst Jogaila en personalunion med Polen, som trådte i kraft, da han i 1386 giftede sig med den polske dronning Jadwiga. Giftermålet betød, at han foruden storfyrste også blev polsk konge under navnet Władysław 2., og at han antog den kristne tro.

Annonce

I slutningen af 1300-t. havde Litauen udvidet sit territorium, således at det efter erobringen af Hviderusland og Ukraine gik fra Østersøen til Sortehavet. Truslen fra Den Tyske Orden blev mindsket efter Slaget ved Tannenberg i 1410, hvor den polsk-litauiske hær trængte ordenen tilbage.

Forholdet mellem Polen og Litauen var fra slutningen af 1400-t. præget af det moskovitiske riges ekspansionspolitik mod vest, hvilket betød, at Litauen i stadig højere grad måtte støtte sig til det polske militær for at forsvare sig.

I 1569 blev personalunionen afløst af Lublinunionen, hvor Litauen måtte acceptere polsk dominans i alle overordnede politiske spørgsmål. Derfor blev Polens historie indtil 1795 til dels også Litauens historie. Den litauiske adel blev stadig mere poloniseret, mens litauisk sprog og kultur overlevede i bondebefolkningen.

På trods af at den forenede polsk-litauiske stat havde held med at forsvare sig mod både svensk og russisk fremtrængen, gik staten langsomt i opløsning. Adelen blokerede for en effektiv statsmagt, hvilket medførte valg af en række svage konger, der repræsenterede andre landes interesser. Den polsk-litauiske stat ophørte endeligt i 1795, og Litauen var frem til 1918 et guvernement i Rusland.

Litauen. Korshøjen, Kryžiu Kalnas, ved byen Meškuičai har fået sit navn efter de talrige kors, som er sat på en kunstigt anlagt høj. Traditionen stammer fra 1800-t., da litauerne satte kors til minde om de faldne efter opstanden i 1863 mod zarstyret. I Sovjettiden fortsatte denne symbolske modstand på trods af, at myndighederne gentagne gange fjernede korsene, senest i 1970'erne. I det uafhængige Litauen har Korshøjen fået karakter af religiøst valfartssted. Fotografi fra 1992.

Litauen. Korshøjen, Kryžiu Kalnas, ved byen Meškuičai har fået sit navn efter de talrige kors, som er sat på en kunstigt anlagt høj. Traditionen stammer fra 1800-t., da litauerne satte kors til minde om de faldne efter opstanden i 1863 mod zarstyret. I Sovjettiden fortsatte denne symbolske modstand på trods af, at myndighederne gentagne gange fjernede korsene, senest i 1970'erne. I det uafhængige Litauen har Korshøjen fået karakter af religiøst valfartssted. Fotografi fra 1992.

Efter 1820'erne blev landet udsat for en kraftig russificering, der satte ind over for uddannelsesinstitutioner, den litauiske adel og den katolske kirke. Samtidig forsøgte man at omvende bønderne til den russisk-ortodokse tro. Efter opstandene mod zarstyret i 1831 og 1863 øgedes trykket; Universitetet i Vilnius blev lukket i 1831, og i 1864 forbød man litauisk som tale- og skriftsprog i skolerne, og alfabetet skulle nu være det kyrilliske. Den katolske kirke fik en central position i modstanden mod zarstyret sammen med en række politiske grupperinger.

Revolutionen i Rusland 1905 medførte en kortvarig liberalisering af det politiske og kulturelle liv, og samme år formuleredes kravet om et selvstyrende Litauen, men uden resultat. I september 1917 blev kravet gentaget af en litauisk nationalkomité over for tyskerne, der i september 1915 i forbindelse med 1. Verdenskrig havde besat det litauiske område. Nationalkomitéen antog 16.2.1918 en uafhængighedserklæring, men først med Tysklands nederlag i november 1918 blev uafhængigheden reel.

Litauens selvstændighedsperiode varede indtil 1940. Begyndelsen blev kaotisk, da Sovjettropper med støtte fra prokommunistiske litauere i 1919 besatte landet for at skabe en hviderussisk-litauisk stat, hvilket ikke lykkedes. Dernæst besatte Polen i 1920 Vilniusområdet. Efter en folkeafstemning i 1922, der blev delvis boykottet, beholdt Polen området og dermed også hovedstaden Vilnius. Kaunas blev i stedet udnævnt til hovedstad. I 1923 besatte litauerne Klaipėda (Memel), som måtte afstås til Tyskland i 1939.

Perioden indtil 1926 var præget af en demokratisk udvikling. Ved et statskup i 1926 overtog nationalisten Antanas Smetona magten som præsident, og i 1927 opløste han parlamentet og indførte et autoritært styre. Begrundelsen var frygt for, at de prokommunistiske partier ville forsøge en tilnærmelse til Sovjetunionen; i 1937 blev næsten alle partier forbudt. Litauen blev hårdt ramt af depressionen i 1929; især gjaldt det landbrugseksporten, som udgjorde en stor del af udenrigshandelen.

I juni 1940 besatte Sovjetunionen Litauen i overensstemmelse med aftalerne i Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt fra 1939. Vilniusområdet kom tilbage til Litauen, og Vilnius blev atter hovedstad. Ved manipulerede valg i juli 1940 blev der flertal for, at Litauen ansøgte om optagelse i Sovjetunionen. Sovjetiseringen satte ind, og i alt blev 37.000 deporteret, blandt dem de tidligere ledere.

I 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen og dermed også det litauiske område. I de tre år under tysk besættelse blev ca. 90% af Litauens jøder udryddet. I 1944 besatte Sovjetunionen igen Litauen og fortsatte den afbrudte omdannelse af landet efter sovjetisk mønster, der bl.a. betød yderligere massedeportationer af omkring 370.000 litauere i perioden 1944-53. Væbnede grupper, "Skovbrødrene", gjorde modstand mod Sovjetstyret, men omkring 1953 var modstanden nedkæmpet. Sovjetiseringen fortsatte på alle områder, og administrationssproget blev russisk. Som i tidligere perioder med kraftig undertrykkelse emigrerede mange litauere, især til USA og Canada.

Med Mikhail Gorbatjovs magtovertagelse i Sovjetunionen i 1985 blev der åbnet mulighed for afløb for befolkningens utilfredshed. I 1988 kom det til udtryk i Folkefronten, Sąjūdis, som under Vytautas Landsbergis' ledelse krævede reformer og selvstyre. Ved valget til Sovjetunionens Folkekongres i 1989 vandt Sąjūdis en overvældende sejr. Som det første af de baltiske lande blev Litauen erklæret selvstændigt af parlamentet 11.3.1990, og Landsbergis blev udråbt som statsleder. Dette førte til en økonomisk blokade fra Moskvas side, og situationen tilspidsedes i begyndelsen af 1991. Sovjetiske væbnede styrker blev indsat for at genoprette den forfatningsmæssige orden, og 13.1.1991 dræbte soldaterne 13 civile blandt de litauere, der forsøgte at beskytte tv-tårnet i Vilnius.

Først ved Augustkuppet i Moskva i 1991 blev selvstændigheden reel og anerkendtes af udlandet. Ved det første frie præsidentvalg i 1993 blev den tidligere kommunistleder Algirdas Brazauskas (1932-2010) valgt til præsident ved direkte valg. Forholdet til Rusland forbedredes, og de sidste russiske tropper forlod landet i august 1993. I 1993 blev Litauen medlem af Europarådet, og i 1994 ansøgte landet som den første tidligere sovjetrepublik om medlemskab af NATO og sluttede sig til NATO’s Partnerskab for Fred. Ved valget i december 1997 afløstes han af eksillitaueren Valdas Adamkus (f. 1926). Adamkus tabte i 2003 valget til Rolandas Paksas, som måtte gå af i 2004 efter en rigsretssag, hvorefter Adamkus blev genvalgt for en periode på fem år. I begyndelsen af 2006 var Brazauskas premierminister for den 13. regering siden uafhængigheden. Ved en folkeafstemning i 2003 stemte 91% for medlemskab af EU, og i 2004 blev Litauen medlem af såvel EU som NATO. Disse to organisationer er omdrejningspunkter i landets udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor Litauen ser det som sin opgave at styrke forholdet mellem dem og SNG-landene i Europa. I 1997 undertegnede Litauen og Rusland en grænseaftale, der var Ruslands første grænseaftale med en tidligere sovjetrepublik. Aftalen blev dog først i 2003 ratificeret af det russiske parlament. Litauens medlemskab af EU og deltagelse i Schengensamarbejdet skabte vanskeligheder for indbyggerne i den russiske eksklave Kaliningradregionen, der ligger ved Østersøen mellem Litauen og Polen. De og andre russiske statsborgere kunne nu ikke længere rejse uhindret frem og tilbage mellem eksklaven og det øvrige Rusland gennem Litauen uden visum, og under Danmarks EU-formandskab i 2002 forhandledes en aftale på plads mellem EU og Rusland om forenklede rejsedokumenter for russere på transit gennem Litauen.

Efter at være blevet medlem af EU oplevede Litauen kraftig økonomisk fremgang, men det kom til en brat afslutning i forbindelse med den internationale finanskrise i 2008, hvor landet blev et af de hårdest ramte europæiske lande. I 2009 var BNP faldet med 12,6% i forhold til året før. I 2012 vandt det socialdemokratiske parti magten, og dets leder Algirdas Butkevičius blev landets 12. premierminister efter selvstændigheden.

Læs mere om Litauen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Rønne, Lars Peder Poulsen-Hansen: Litauen - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=117469