Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Litauen (Geografi)

Oprindelige forfattere BKle, JJoeJ og LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Det litauiske landskab består næsten udelukkende af afvekslende morænedannelser med bakkeland, åse og israndsformationer mellem floddale, søer og moser. De centrale dele ligger lavt omkring landets største flod, Nemunas (ty. Memel), og dens net af bifloder, bl.a. Neris, der er sejlbar mellem Vilnius og Kaunas. Mod NV ligger Žemaitijahøjderne og i SØ Medininkai, der er en del af randmorænen Den Baltiske Bakkeryg. Her ligger Juozapinė (292 m), Litauens højeste punkt, nær grænsen til Hviderusland. Nemunas, der er sejlbar op til Kaunas, løber i et sumpet delta ud i den lavvandede og ferske Kuriske Bugt, som bortset fra et smalt udløb ved Klaipėda er afspærret fra Østersøen af den lange sandtange Det Kuriske Næs (Kuršią Nerija). Sejlads fra Nemunas til Klaipėda, Litauens eneste havneby, foregår på Kong Wilhelm-kanalen, bygget 1863-73, da området hed Memel og var tysk. Det 100 km lange Kuriske Næs er delt mellem Litauen og Rusland (Kaliningradregionen); bl.a. pga. sine vandreklitter er det mål for en stigende turisme ligesom resten af Østersøkysten med brede sandstrande. Feriebyen Palanga var allerede i 1800-t. et eftertragtet feriemål.

Over en fjerdedel af arealet er skov, overvejende nåleskov, men desuden blandskov med birk og elm. Bøg findes næsten ikke. Næsten al skov er offentlig ejendom; i 1990'erne fremkom planer om at privatisere en tredjedel af skovarealet. Lidt under halvdelen af arealet er landbrugsjord, hvoraf en stor del har ligget brak siden uafhængigheden. Den sidste fjerdedel er overvejende vådområder. De ret uberørte skove, søer og moser huser et artsrigt dyreliv med bl.a. odder og grævling og en tæt bestand af storke. I den 300 km2 store nationalpark ved Ignalina og i tre andre naturparker sikres og fremmes sjældnere arter af landets flora og fauna.

Klimatisk ligger Litauen på overgangen mellem fastlands- og kystklima med tempereret klima og ustadigt vejr. Vintrene er noget koldere end Danmarks, der er normalt tre måneders frost- og snedække, og somrene lidt varmere, mens årsnedbøren er af samme størrelsesorden, 550-880 mm.

Annonce

Befolkning

Befolkningens sammensætning efter køn, alder og etnicitet er stadig præget af følgerne af 2. Verdenskrig. Den litauiske befolkning er gammel og har en betydelig overvægt af ældre kvinder. Krigshandlinger, holocaust, deportationer, flugt og emigration medførte, at folketallet faldt fra ca. 3 mio. til 2,4 mio. fra 1939 til 1945. Industrialisering og urbanisering efter 1945 skete langsommere i Litauen end i Estland og Letland, og den russiske indvandring var derfor også mindre. Ved folketællingen i 2001 var den litauiske befolkning med 83,5% litauere etnisk mere homogen end befolkningerne i de øvrige baltiske lande. Polakker udgjorde 6,7%, russere 6,3% og hviderussere og ukrainere 2%. Russerne bor især i industribyerne, mens det polske mindretal hovedsagelig findes i og omkring Vilnius. Før 2. Verdenskrig boede mange af landets ca. 200.000 jøder her, og man kaldte Vilnius for "Nordens Jerusalem", men efter det af tyskerne iværksatte folkedrab er Litauens jødiske folkegruppe næsten ikke-eksisterende. De ændrede vilkår efter landets selvstændighed medførte, at en del russere emigrerede, men som en følge af Litauens liberale regler om statsborgerskab (til forskel fra Estlands og Letlands) har denne emigration været af begrænset omfang. Fødselshyppigheden har samtidig været faldende, og dødshyppigheden stigende, og fra 1993 har der været fødselsunderskud. Det afspejler den nævnte alderssammensætning, men også 1990'ernes dybe økonomiske krise med forringede levevilkår for størstedelen af befolkningen.

Erhverv

Efter uafhængigheden faldt produktionen generelt, men siden 1995 er den steget støt år for år, undtagen i 1999 på grund af finanskrisen i Rusland i 1998.

Landbruget beskæftiger en stadig mindre del af arbejdsstyrken (16% i 2004) og er nu helt præget af private ejendomsformer. Privatiseringen var et stort politisk debatemne lige efter uafhængigheden, og udformningen af jordreformen blev stærkt ideologisk præget. De store kollektivbrug og nogle få statsbrug blev opsplittet på et stort antal små, uøkonomiske brug og mange endnu mindre husmandssteder til selvforsyningsproduktion uden for markedsøkonomien. I 2003 var den gennemsnitlige brugsstørrelse på 10,4 ha, men 55% af brugene havde kun 5 ha eller mindre. Den faldende efterspørgsel både hjemme og til eksport og vanskeligheder med at skaffe foderstoffer nødvendiggjorde en reduktion af de tidligere meget store bestande af kvæg, svin og fjerkræ. I 2005 var kvægavlen stadig for nedadgående; bestanden var reduceret med 25% siden 1996. I samme periode var antallet af svin dalet med 16%. Landbrugets bidrag til BNP var i 2004 ca. 6% mod 12% i 1995. Produktionsfaldet gav problemer for de store forædlings- og forarbejdningsindustrier.

Fiskeriet faldt også kraftigt. Højsøflåden og Østersøflåden, begge med base i Klaipėda, fanger kun 10% af tidligere fangster. Det er især Atlantfiskeriet, som tidligere var subsidieret af Sovjetunionens lave oliepriser, der er gået tilbage. Fiskeindustrien har derfor en stor overkapacitet, som delvis klares ved import. Medlemskabet af EU har medført højere krav til produktionen af fiskekonserves, der er en vigtig eksportvare, og antallet af virksomheder blev kraftigt reduceret fra 2004 til 2005.

Industri. Litauen var i årene efter 2. Verdenskrig helt integreret i den sovjetiske planøkonomi, og fra slutningen af 1950'erne begyndte i moderat tempo en omfattende industriopbygning, tilrettelagt af de centrale planmyndigheder og baseret mere på Sovjetunionens behov end på lokale. Ved siden af landets traditionelle industrier (fødevarer, tekstiler og trævarer) etableredes store kemiske industrier (olieraffinaderi, kunstgødning) samt elektronik- og maskinfabrikker. De store virksomheder havde hele unionen som marked, men var også energi- og råstofafhængige af denne. 40% af produktionen gik til eksport, heraf 80-90% til de øvrige Sovjetrepublikker. Omstillingen efter uafhængigheden var derfor meget vanskelig, og megen produktionskapacitet lå uudnyttet gennem 1990'erne, samtidig med at industriens bidrag til BNP halveredes. I 2005 var privatiseringen næsten tilendebragt, idet en række virksomheder af strategisk betydning forblev statslige, og vestlige firmaer havde foretaget investeringer, især inden for letindustrien. Blandt de privatiserede virksomheder er olieraffinaderiet Mazeikiai Oil, der er den største enkelte bidragyder til landets BNP, idet raffineret olie er landets vigtigste eksportvare. Produktionen har i stigende grad været rettet mod de vestlige markeder, og i 2005 var Tyskland Litauens største handelspartner efter Rusland, mens EU-25 stod for 66% af eksporten og 59% af importen.

Energi. Litauens egne energiresurser er beskedne. Undergrunden i den vestlige del af landet og offshore i Østersøen har vist lovende muligheder for oliefund, og en mindre produktion er indledt nær Klaipėda. To vandkraftværker på Nemunas yder 5% af landets elproduktion, men 85% af denne kommer fra det store kernekraftværk ved Ignalina. Noget af elektriciteten eksporteres til Letland og Kaliningrad, men Litauen er alligevel det land i verden, der får den største andel af sit energiforbrug dækket ved a-kraft. Værket anses i Vesten for at være en regional risikofaktor, og forskellige internationale projekter søger at forbedre sikkerheden. Under forhandlingerne om Litauens optagelse i EU har regeringen accepteret at lukke det kritiserede kernekraftværk i Ignaliná i 2009, og i 2004 lukkede den første reaktor ned.

Miljø. Miljøbevægelserne i Litauen voksede sig meget store i Sovjetunionens sidste år. Der var omfattende demonstrationer mod flere af centralmyndighedernes investeringsplaner, herunder udbygning af Ignalinaværket. Efter uafhængigheden og under barskere økonomiske vilkår er miljøbevægelserne blevet mere stille. Både landbrugets og industriens forurening mindskedes i 1990'erne, men det var især på grund af den faldende produktion, og forureningen er fortsat stor. Over 40% af alt spildevand sendes urenset ud i floderne, og resten kun delvis renset. Floderne er således fortsat stærkt forurenede ligesom den lavvandede Kuriske Bugt. Byggeri af rensningsanlæg var i 1996 gået i gang i en række byer, flere steder med international finansieringshjælp og med bl.a. dansk ekspertise.

Læs mere om Litauen.

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished