Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Letland - historie

Oprindelige forfattere Helk, Kyhn og LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Letland. Efter 2. Verdenskrig begyndte Sovjetunionen for alvor at ensrette det lettiske samfundsliv, og dermed satte den såkaldte sovjetisering ind. På plakaten fra 1946 opfordres letterne til at købe statsobligationer til støtte for genopbygningen af landets landbrug og industri, der skulle drives efter sovjetiske forbilleder.

Letland. Efter 2. Verdenskrig begyndte Sovjetunionen for alvor at ensrette det lettiske samfundsliv, og dermed satte den såkaldte sovjetisering ind. På plakaten fra 1946 opfordres letterne til at købe statsobligationer til støtte for genopbygningen af landets landbrug og industri, der skulle drives efter sovjetiske forbilleder.

I det nuværende Letland boede der ved begyndelsen af historisk tid flere baltiske stammer samt finsk-ugriske liver. Området erobredes omkring 1200 af tyske korsriddere og blev et bispedømme under Bremen. Biskop Albert grundlagde Riga 1201 og stiftede året efter Sværdridderordenen, som fra 1237 indgik i Den Tyske Orden. Derefter var landet del af en ordensstat, som gik i opløsning efter Reformationen og i 1561 blev delt. Størsteparten kom under Polen-Litauen, der efterhånden mistede det meste til Sverige. Ved Freden i Nystad 1721 blev den svenske del (Livland) indlemmet i Rusland. I 1772 og 1795 blev også den polske del og Kurland russisk. Den tysk-baltiske adel bevarede dog sine privilegier, herunder selvstyre med egen landdag. I begyndelsen af 1800-t. blev livegenskabet ophævet, men samtidig mistede bønderne brugsretten til jorden. Den egentlige frigørelse kom med reformer i midten af 1800-t. I opposition til den tyske dominans opstod der i byerne en stærk lettisk nationalbevægelse, som holdt stand over for en hårdhændet russificering, der satte ind fra sidst i 1800-t. Samtidig voksede en lettisk arbejderbevægelse frem, og det lettiske socialdemokratiske parti deltog aktivt i de russiske revolutionære begivenheder 1905-07.

Efter at store dele af befolkningen under 1. Verdenskrig var blevet tvangsforflyttet til Rusland, okkuperede Tyskland i 1915 størsteparten af landet, og i februar 1918 besatte det hele Letland. Tyskland ønskede området indlemmet i Preussen eller evt. at få indsat et vasalstyre, men de politiske ledere i landet oprettede et folkeråd, som med britisk støtte 18.11.1918 proklamerede Letland som selvstændig republik med Kārlis Ulmanis som statsminister. Vestmagterne ønskede, at de tyske styrker skulle blive i landet som værn mod russerne, men da tyskerne alligevel trak sig ud, blev størsteparten af Letland besat af bolsjevikiske styrker, hvoraf en betydelig del var rekrutteret blandt evakuerede letter. I december 1918 dannedes en lettisk sovjetregering under Pēteris Stučka (1865-1932). Denne regering blev styrtet, da tyske frivillige, støttet af hvide lettiske militærafdelinger, i maj 1919 gik til modangreb. De tyske enheder havde forinden indsat en ny regering og ønskede på ny at sikre sig herredømmet over Baltikum, hvilket dog blev forpurret ved nederlaget til de estisk-lettiske styrker i juni 1919. Ulmanis' regering kom atter til magten, og de tyske styrker forlod landet. Ved freden i Riga 11.8.1920 anerkendte Sovjetrusland Letlands selvstændighed. Året efter fulgte anerkendelse fra flere stater, og landet blev medlem af Folkenes Forbund.

I 1922 fik Letland en demokratisk forfatning, og en jordreform opløste de hovedsagelig tyskejede storgodser. Det politiske liv var imidlertid præget af store modsætninger, og i forbindelse med den økonomiske krise i 1930'erne tilspidsedes situationen. I 1934 indførte Ulmanis undtagelsestilstand, opløste alle politiske partier og fagforbund og styrede derefter landet autoritært. Ved 2. Verdenskrigs udbrud erklærede Letland sig neutralt, men Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt havde placeret landet i den sovjetiske interessesfære, og det blev tvunget til at undertegne en baseaftale med Sovjetunionen. Den tysk-baltiske minoritet, ca. 53.000 personer, blev 1939-41 flyttet til Tyskland. I juni 1940 besatte sovjetiske styrker Letland. Der dannedes en sovjetvenlig regering, som udskrev valg til en folkeforsamling. Den proklamerede 21.7.1940 Letland som Sovjetrepublik, der derefter blev optaget i Sovjetunionen.

Annonce

Sovjetiseringen med nationalisering, udrensninger samt deportationer blev standset af det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941, og Letland var besat af tyske tropper til oktober 1944. En armégruppe holdt dog stand i Kurland indtil den tyske kapitulation i maj 1945. Den tyske besættelse var brutal, og størstedelen af de lettiske jøder blev myrdet. I forbindelse med det tyske nederlag lykkedes det ca. 140.000-150.000 letter at flygte til Vesten.

Efter 2. Verdenskrig blev sovjetiseringen gennemført. I marts 1949 blev over 42.000 deporteret, hvorefter landbruget hurtigt blev kollektiviseret. Med Mikhail Gorbatjovs nye politik i 1985 fik ønsket om selvstændighed i de baltiske stater ny næring. I 1990 antog Letlands Øverste Sovjet en deklaration om landets suverænitet, som blev bekræftet ved en folkeafstemning i marts 1991. I januar havde sovjetiske styrker stormet indenrigsministeriet, hvorunder flere civile blev dræbt. Under Augustkuppet i Moskva samme år deklareredes en genoprettelse af Letlands selvstændighed, som hurtigt blev anerkendt af flere lande, bl.a. Sovjetunionen, og Letland blev derefter optaget i FN.

I 1993 fik landet ny grundlov. Det første parlamentsvalg blev vundet af det liberale "Letlands Vej", som dannede regering med Valdis Birkavs (f. 1942) i spidsen; Guntis Ulmanis blev valgt til præsident. I 1994 forlod de russiske tropper landet bortset fra en radarbase i Skrunda, som Rusland fik lov til at beholde i fire år. Samme år tilsluttede Letland sig "Partnerskab for Fred". I 1995 fulgte optagelsen i Europarådet. Parlamentsvalget samme år førte til en styrkelse af yderfløjene og dannelsen af en bred regering under den partiløse forretningsmand Andris Šķēle (f. 1958), der i august 1997 blev afløst af Guntars Krasts (f. 1957). Reformpolitikken er blevet hæmmet af korruption og bureaukrati. Uenighed om russernes integration har belastet forholdet til Rusland.

Forholdet mellem Letland og Rusland forværredes i 1998, da Rusland indførte sanktioner mod Letland. Andris Šķēle og hans Folkeparti sejrede ved valget samme år. Trods dette dannede Vilis Krištopans fra partiet Letlands Vej regering sammen med de nationalkonservative og Det Nye Parti. I 1999 blev den udlandslettiske Vaira Vīķe-Freiberga (f. 1937) valgt til præsident af parlamentet som kompromiskandidat. Derpå blev Krištopans erstattet af Šķēle, som tog sit parti med i regeringen. Šķēle faldt i 2000 pga. uenighed om privatiseringsprocessen, hvorefter statsministerposten gik til Andris Bērziņš fra Letlands Vej. Hans regering sad til oktober 2002 og blev dermed den indtil da længst siddende regering siden uafhængigheden. I 2003 blev Vike-Freiberga genvalgt til en sidste embedsperiode.

Ved en folkeafstemning i 2003 stemte 67% for landets indtræden i EU, og i 2004 blev Letland medlem af såvel EU som NATO. I december 2004 dannedes den 12. regering siden uafhængigheden; den var ligesom de foregående en centrum-højre-regering. Integrationen i EU og medlemskabet af NATO er hovedhjørnestenene i landets udenrigs- og sikkerhedspolitik, der dog også har en betydelig russisk dimension. Skrundabasen blev nedlagt i 1999, og dermed ophørte den russiske militære tilstedeværelse. I 1997 indgik Letland en grænseaftale med Rusland, der først blev undertegnet i december 2007. I 1999 blev den lettiske sproglov ændret i overensstemmelse med OSCE's anbefalinger, og i 2001 opløstes OSCEs missioner, der skulle overvåge mindretalssituationen.

Men kravene til lettiskkundskaber i skolereformen af 2004 vakte fornyet russisk kritik af mindretallets stilling. Forholdene for det store russisktalende mindretal og uafklarede historiske spørgsmål vil fortsat skabe problemer mellem Letland og Rusland. De to lande har dog også betydelige fælles økonomiske interesser i forbindelse med Letlands stilling som transitland for russisk eksport af olie og andre varer og som port til EU. I 2007 blev den så godt som ukendte Valdis Zatlers valgt som præsident af regeringskoalitionen i parlamentet.

Under den internationale finanskrise var Letland et af de lande i EU som blev hårdest ramt. Landet havde op til krisen i 2008-09 haft en kraftig økonomisk vækst, men var følsom for de internationale konjunkturudsving. I 2010 var arbejdsløsheden på 20%, og selvom Letland er vendt tilbage til stærk økonomisk vækst er der stadig høj arbejdsløshed, ligesom mange yngre veluddannede letter forlader landet. Valdis Zatlers blev i 2011 slået ved præsidentvalget af Andris Bērziņš.

I 2014 indgik Letland i euro-samarbejdet.

Læs mere om Letland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vello Helk, Peter Kyhn, Lars Peder Poulsen-Hansen: Letland - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116144