Ingermanland, finsk Inkeri, russisk Izjorskaja zemlja, historisk landskab i det indre af Finske Bugt. Ingermanland beboedes af voter og ingrere, som fra ca. 900 indgik i Novgorodriget, der i 1400-t. blev inkorporeret i storhertugdømmet Moskva. Ved Freden i Stolbova i 1617 overgik Ingermanland til Sverige, hvorfor den ortodokse befolkning i stort tal flygtede til Rusland og erstattedes af lutherske finske bønder. Efter russisk tilbageerobring og grundlæggelsen af Sankt Petersborg i 1703 fik området hurtigt en russisk majoritet. Særlig efter Den Russiske Revolution i 1917 blev den finske befolkning udsat for russificering; 1929-39 blev ca. 50.000 deporteret til Østkarelen, Sibirien og Kasakhstan. I forbindelse med Mikhail Gorbatjovs politiske reformer fra 1988, glasnost, blev ingermanlændingene rehabiliteret og kunne vende tilbage. I 1990 fik de ret til at flytte til Finland, hvilket ca. 30.000 benyttede sig af. Det var dog et stort problem for disse, at kun få endnu talte finsk, og fra 2010 ophørte denne ret.