• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Estland (Geografi)

Oprindelige forfattere BKle og LP-H Seneste forfatter sthornval

Befolkning

Ved folketællingen i 1989 var der 1,56 mio. indb. i Estland, heraf 61,3% estere og 35,2% slavisktalende (russere, hviderussere og ukrainere). Fem år senere var indbyggertallet faldet med ca. 60.000 pga. fraflytning af russere og fødselsunderskud. I perioden 1989-2000 faldt folketallet med 12,5%. Pr. 1.1.2005 var det samlede indbyggertal ca. 25.000 lavere end i 2000, og tendensen er nedadgående. Det lave fødselstal og den store dødsrate afspejler, at befolkningen er gammel; 22% af indbyggerne er pensionister (2005). Forskellen i middellevetid, men til dels også følgerne af 2. Verdenskrig, er årsag til en stor overvægt af ældre kvinder. De slavisktalende indbyggere bor helt overvejende i byerne, især de større industribyer i NØ-Estland, hvor de flere steder udgør et flertal. Langt de fleste er kommet til Estland efter 1945 som led i den sovjetiske industrialiseringspolitik. To tredjedele af befolkningen lever i de seks nordligste af landets femten amter, og her foregår tre fjerdedele af industriproduktionen.

Erhverv

Allerede inden selvstændigheden i 1991 var en privatisering af erhvervslivet begyndt, i første række af detailhandel og håndværk. Senere er også en del industriforetagender blevet privatiseret, ligesom udenlandske firmaer har etableret sig eller købt sig ind i eksisterende firmaer.

Industrien tegner sig for ca. halvdelen af produktionsværdien og beskæftiger ca. en fjerdedel af arbejdsstyrken (2004). Letindustri og fødevareindustri er dominerende med tekstilbranchen som den største. Fødevareindustrien forarbejder kød, mejeriprodukter og fisk. Pärnu er hjemsted for en stor del af Østersøfiskeriet, mens den betydelige højsøflåde har base i Tallinn. Træforarbejdning og celluloseproduktion er vigtige med en betragtelig eksport også til vestlige markeder. Estland er som det eneste af de baltiske lande selvforsynende med elektricitet takket være store olieskiferlejer i den nordøstlige del af landet. Olieskiferen er også råstof i den kemiske industri, bl.a. den store kunstgødningsfabrik i Kohtla-Järve, og asken fra kraftværkerne i Narva genbruges i byggematerialeindustrien. Olieskiferen ligger ikke særlig dybt og er nemmere og billigere at bryde end kul. Den brydes både i åbne gruber og i skaktminer. Selvom skiferen har lavere brændværdi end kul, er brydningen rentabel. Men miljøproblemerne ved brydningen, luftforureningen ved afbrænding på kraftværkerne og de voksende slaggebjerge har givet anledning til store miljødebatter, især i Sovjetperiodens sidste år, da Sovjetmyndighederne planlagde endnu et stort kraftværk i Narva til sikring af Leningrads (nu Sankt Petersborgs) elforsyning. Eleksporten til Letland og Rusland er nu næsten ophørt, elproduktionen halveret og miljødebatten forstummet i erkendelse af produktionens nødvendighed i den selvstændige stat.

Annonce

Maskinindustrien bidrager kun med en tiendedel af industriens produktionsværdi, men den fremstiller højtudviklede produkter inden for radio, fjernsyn, finere drejebænke, måleinstrumenter mv., der kan konkurrere på verdensmarkedet. Den er landets største eksportsektor med en andel af eksporten på 27,5% i 2004.

Landbrug. Det estiske landbrug er i meget høj grad lagt an på kvægavl og dyrkning af foder til denne. 3,4% af arbejdsstyrken er beskæftiget i landbruget (2004). Driften har siden den store tvangskollektivisering i 1949 været organiseret i store enheder, kolkhoser, med høj mekaniseringsgrad. Efter uafhængigheden påbegyndtes en privatisering, men da landbrugserhvervet er særlig hårdt ramt af overgangen til et nyt økonomisk system, er antallet af private landmænd kun langsomt stigende. I 1939 var der 140.000 selvstændige bedrifter med et gnsntl. jordtilliggende på 22,7 ha. Ejerne af disse gårde og deres efterkommere kan kræve jorden tilbage; ved udgangen af 1993 var der 10.000 private landmænd med et gnsntl. areal på 25,4 ha. I 2001 var der 69.000 private bedrifter, men i 2003 var antallet reduceret til 37.000 med en gennemsnitlig brugsstørrelse på 13 ha.

Ved siden af privatiseringen er der sket en opdeling af de meget store statslige og kooperative virksomheder. Krisen i landbruget har bl.a. vist sig ved et kraftigt fald i forbruget af kunstgødning og et følgende fald i hektarudbytterne. Ligeledes er der sket et stort fald i kvægbestanden, mere end en halvering siden uafhængigheden.

Handel. Estland var en fuldt integreret del af den sovjetiske planøkonomi, og størstedelen af landets import og eksport var handel med andre dele af Sovjetunionen. Siden 1991 er handelsmønsteret blevet mere vestvendt med Finland, Sverige og Tyskland som de største handelspartnere, men Rusland og andre SNG-lande er fortsat vigtige for udenrigsøkonomien, især som eksportmarkeder, ligesom Tallinn fortsat er en vigtig transithavn for Rusland. 80% af den estiske eksport går til det udvidede EU (EU-25), hvorfra 78% af landets import stammer (2004).

Natur

Det estiske landskab er overvejende udformet af sidste istids gletschere og smeltevand. Det meste er lavland under 100 m; Suur Munamägi i SØ når dog 318 m. Ca. 20% af landet er vådområder, søer, moser og vandløb. Den store sø Peipsi Järv i øst er grænseområde fælles med Rusland. Mange steder graves der fortsat tørv til brændsel og gødning. Kystegnene mod vest er flade og sumpede, mens nordkysten er præget af høje sandstens- og kalkklinter, især øst for Kohtla-Järve.

Klima

Estland ligger på grænsen mellem tempereret kystklima og fastlandsklima. Vestenvindene fra Østersøen gør vinteren relativt mild med gnsntl. temperatur for januar på -2 °C, men østlige vinde kan forårsage isvintre, og landbrugets dyrkningsperiode er lidt kortere end i Danmark. Nedbøren er ret jævnt fordelt over året, ca. 700 mm.

Plante- og dyreliv

Estland ligger i det tempererede løvskovsbælte tæt ved grænsen til nåleskovsbæltet og tajgaen og har meget store og varierede skovarealer. Det rige dyreliv omfatter både løvskovens og tajgaens arter med bl.a. tjur, urfugle, flyveegern, mår, bæver, sneharer, dådyr, kronhjorte, elge, rensdyr og skønsmæssigt 2000 losser, 600 ulve og 800 brune bjørne. Vildsvinebestanden er så stor, at bønderne mange steder må sætte beskyttelseshegn omkring kartoffelmarkerne. De mange og næringsrige vådområder er basis for en rig bestand af svømme- og vadefugle; bl.a. har Estland mange storke. Der har længe været en stor miljø- og naturfredningsopmærksomhed, og mange naturområder er fredede, i alt ca. 3% af landets areal. Den lille ø Vilsandi vest for Saaremaa (Øsel) blev fredet som fuglereservat allerede i 1910, Matsalubugten i 1957, og i 1971 indviedes kun 50 km øst for Tallinn den 650 km2 store nationalpark Lahemaa, der har en meget varieret natur og et rigt dyre- og planteliv.

Læs mere om Estland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger Kledal, Lars Peder Poulsen-Hansen: Estland (Geografi) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72403