Baltikum er området ved Østersøens østkyst bestående af de tre stater Estland, Letland og Litauen. Området er overvejende fladt og fugtigt lavland, drænet af et tæt net af floder og vandløb. I nuværende betydning anvendes ordet Baltikum siden 1918, da de tre stater blev selvstændige.
Faktaboks
- Etymologi
- Betegnelsen kommer af latin Mare Balticum, 'det baltiske hav' (Østersøen), nævnt i Adam af Bremens værk om de hamburgske ærkebisper fra ca. 1075.
Baltikum var i vikingetiden befolket af en række forskellige folk (estere, livere, kurere, letter, litauere mfl.). Som følge af den tyske ekspansion mod øst i 1100- og 1200-tallet kom estere, letter, livere og kurere under tysk indflydelse, også selvom dele af det nuværende Estland en tid var dansk. Det af tyskerne og danskerne beherskede område blev opkaldt efter liverne og fik navnet Livland. I reformationstiden blev Livland luthersk.
Litauerne udviklede en egen stat, der fra 1385 i personalunion med Polen blev katolsk. Kurland (syd for floden Daugava) blev et luthersk fyrstendømme under den polske krone.
Den Livlandske Krig (1558-1583) og de følgende krige endte med, at næsten hele Livland nord for Daugava i 1629 kom under svensk herredømme; undtagelsen var den sydøstlige del. Den nordlige del kaldtes for Estland, den sydlige for Livland.
I 1710 erobrede russerne Estland og Livland, men ændrede kun styreformen lidt. Lutherdommen forblev den vigtigste religion. Ved de polske delinger i 1772 og 1795 kom også resten af det gamle Livland under Rusland. I løbet af 1800-tallet forsøgte russerne i voksende grad at russificere området, samtidig med at de lokale befolkningers nationale bevægelser udviklede sig.
I 1918 opnåede de tre baltiske lande selvstændighed, men i 1940 og atter i 1944/1945 blev de indlemmet i Sovjetunionen, der sovjetiserede Baltikum og også forsøgte at russificere det. Ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev landene igen selvstændige.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.