• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

New Zealand - geografi

Oprindelige forfattere FAsch og HAdri Seneste forfatter Redaktionen

New Zealand. Natur ud over det sædvanlige: Tekaposøen.

New Zealand. Natur ud over det sædvanlige: Tekaposøen.

New Zealand er et bjergrigt land med en overordentlig rig og afvekslende natur. Sydøen domineres af én langsgående bjergkæde, Southern Alps, med bl.a. Mount Cook (3765 m), landets højeste bjerg. Store områder er ubeboede og ret uberørte naturlandskaber, men mange sletteområder i forskellige højder udnyttes til fåregræsning.

Både Syd- og Nordøens landskaber er dannet under den alpine foldning i Tertiærtiden, men stærkt omformet af efterfølgende istider. Således er Sydøens sydvestkyst et stort fjordlandskab med karakteristiske, stejle profiler, høje vandfald og U-formede dale dannet af istidsgletschere, og mange steder ses andre istidslandskaber. Da landet ligger på grænsen mellem to tektoniske plader, er det præget af hyppige jordskælv og anden tektonisk aktivitet. På Nordøen ligger flere aktive vulkaner og områder præget af varme kilder, gejsere, svovlsøer og anden vulkansk virksomhed. På Sydøen findes kun varme kilder.

Milford Sound, 2008.

Milford Sound, 2008.

Klimaet er generelt mildt; den største del af landet ligger i den tempererede zone, kun den nordligste del af Nordøen har subtropisk klima. Store dele af landet får rigelig nedbør, mange steder som helårsregn. De naturlige betingelser for landbrug er gunstige, bl.a. for græsafgrøder, som vokser året rundt. På vindvendte bjergsider kan nedbøren være meget stor; Milford Sound på vestkysten af Sydøen får næsten 6000 mm om året, og vestsiden af Southern Alps har regnskov og gletchere.

Annonce

Erhverv

New Zealand. Store fåreflokke på græs.

New Zealand. Store fåreflokke på græs.

Da Storbritannien blev medlem af EF i 1973, havde det en voldsom effekt på både handelsmønsteret og den newzealandske identitet; gennem 100 år havde det gamle moderland været et altdominerende marked og det kulturelle "hjem", men med EFs toldbarrierer blev den store geografiske afstand til Storbritannien også til mærkbare økonomiske, politiske og følelsesmæssige barrierer. Dette førte til en barsk omstillingsproces, der rustede landet til verdensmarkedets realiteter og åbnede for SØ-Asiens og Oceaniens muligheder, og man er i gang med en redefinering af landets identitet. Bl.a. diskuteres det at afskaffe den formelle status som kongedømme (med Elizabeth 2. som statsoverhoved), og i samme proces har traditionelle maoriværdier og -skikke fået øget betydning. New Zealand blev hårdt ramt af den økonomiske krise i Asien i 1997, da landet primært eksporterer til Japan og SØ-Asien. Sammen med de økonomiske omfordelinger, der er sket i forbindelse med privatisering samt bortfald af sociale ydelser og landbrugsstøtte, har det medført, at der inden for visse erhvervsgrupper har fundet en større udvandring sted.

Landbrug. Jorden er generelt frugtbar og velegnet til dyrkning af en lang række afgrøder. I det tyndtbefolkede land er dog kun 3,4% under plov; byg og hvede er de vigtigste afgrøder. Derimod benyttes 74% af arealet, mere end 11 mio. ha, til græsning af 39 mio. får og 10 mio. stykker kvæg (2004). Intet andet land har så mange husdyr i forhold til befolkningstallet. Den gennemsnitlige bedriftsstørrelse er 222 ha (i Danmark 54 ha), og meget store farme har ikke nær så stor betydning som i Australien. Driften er moderne, gennemmekaniseret og højproduktiv. I slutningen af 1980'erne havde New Zealand afsluttet en omfattende landbrugsreform, som afskaffede de betydelige støtteordninger, som ellers kendetegner ilandenes landbrug. Det medførte store omvæltninger med mange sammenlægninger, yderligere effektivisering og nedlæggelse af de mindst lønsomme bedrifter. Bl.a. er fåreholdet gået tilbage (der var 61 mio. får i 1989), og kvægholdet frem. New Zealand er dog fortsat verdens næststørste producent af uld og lammekød (efter Australien) og den største eksportør af mejeriprodukter. Eksporten af landbrugsprodukter udgør ca. 50% af den samlede vareeksport.

New Zealand. Tongario National Park i New Zealand.  I området ligger flere høje formationer (Ruapehu, 2796 m), hvoraf nogle udsender gas og damp, og andre regelmæssigt er i udbrud. Med sit netværk af vandrestier og hytter er parken et yndet turistmål og desuden New Zealands mest besøgte vintersportssted.

New Zealand. Tongario National Park i New Zealand. I området ligger flere høje formationer (Ruapehu, 2796 m), hvoraf nogle udsender gas og damp, og andre regelmæssigt er i udbrud. Med sit netværk af vandrestier og hytter er parken et yndet turistmål og desuden New Zealands mest besøgte vintersportssted.

Skovbrug er af begrænset betydning. Ca. 20% af landet er dækket af skov eller naturlig buskvegetation. De fleste oprindelige træarter blev fældet i de tidlige år af den europæiske kolonisering, og de lokale, langsomtvoksende arter er i plantningsprogrammer blevet erstattet af hurtigtvoksende arter som douglasgran.

Energi og industri. I løbet af 1970'erne steg den årlige produktion af mineralske råstoffer dramatisk, da man begyndte at udnytte fund af olie og naturgas på Nordøen. I øvrigt udnyttes små forekomster af en lang række mineraler. Med sine store bjergområder og en rigelig nedbør har landet betydelige potentialer for elfremstilling ved vandkraft, og 56% af elektricitetsforbruget kommer herfra. I alt dækkes 29% af landets energiforbrug af vedvarende energi, foruden vandkraft benyttes vindkraft og hovedsageligt på Nordøen geotermal energi fra den aktive undergrund.

Megen industri er knyttet til landbruget og eksporten af forædlede landbrugsprodukter. Auckland er vigtigste industriby. Pga. New Zealands beliggenhed og det lokale markeds ringe størrelse er der ingen egentlig sværindustri, men industrien er i øvrigt alsidig med bl.a. jern- og metalvirksomheder, bilsamlefabrikker, træindustri og petrokemisk industri.

Befolkning

New Zealand. Hovedstaden Wellington på Nordøen.

New Zealand. Hovedstaden Wellington på Nordøen.

Ca. 75% af befolkningen er pakeha, maori for 'hvid mand', dvs. efterkommere af de europæiske indvandrere. Ca. 14% er maori, et polynesisk folk; 95% af dem bor på Nordøen, ikke mindst i Aucklandregionen, og er i stigende grad integreret i det europæiskdominerede samfund. 5% er nylige indvandrere fra Asien og 5% fra forskellige Stillehavsøer, herunder Cookøerne, Niue og Tokelau, som alle har hjemmestyre, og hvis indbyggere har statsborgerskab i New Zealand. Der har også været stor indvandring fra Samoa, og Auckland er den by i verden, der har flest samoanske indbyggere.

Der bor kun ca. 15 indb. pr. km2, og 75% bor på Nordøen. Her ligger også de vigtigste byer, hovedstaden Wellington og Auckland, der begge har et meget stort byopland. I alt bor 86% af befolkningen i byer, heraf næsten halvdelen i de to byområder.

Dansk indvandring. I 1872 ankom de første skandinaviske immigranter til den østlige del af Nordøen, hvor de bosatte sig i et morænebakket område. Fra at være næsten udelukkende skandinaviske enklaver, der overvejende ernærede sig ved savværksarbejde og jernbanebyggeri, kom der i årene derefter mange britiske immigranter. Hovedbyen i området kom til at hedde Dannevirke efter det omfattende arbejde med at anlægge en vej gennem den ufremkommelige bush, som nu er frodige græsgange og et af tyngdepunkterne for fåreavlen.

Læs mere om New Zealand.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frantz E. Aschengreen, Hanne Kirstine Adriansen: New Zealand - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131508