Faktaboks

Robert Gordon Menzies
Født
20. december 1894
Død
15. maj 1978
Robert Gordon Menzies, årstal ukendt.
Af /National Library of Australia.

Robert Gordon Menzies var en australsk politiker. Han var premierminister i 1939-1941, valgt for United Australia Party, og igen i 1949-1966 som leder af Liberal Party.

Menzies var uddannet jurist, blev rigsadvokat og senere justitsminister i 1935-1939. Han var konservativ-liberal med udpræget probritisk holdning og en begavet politisk taktiker, som trods en ofte arrogant facon var elsket af den australske middelklasse, der efter 1949 genvalgte ham otte gange i træk.

Indenrigspolitisk stod han for en forsigtig økonomisk politik, der ikke gav plads til større eksperimenter, men til gengæld trin for trin sikrede en forbedret levefod. Hans regeringer var udpræget antikommunistiske. Det lykkedes ham ikke at forbyde det australske kommunistparti; det forhindrede Højesteret, men han sendte australske tropper til Asien til at bekæmpe kommunistiske regimer, fx i Korea og Vietnam.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig