Lachlan Macquarie, 1761-1824, skotsk officer. Macquarie blev i 1809 valgt til guvernør i New South Wales, Australien. Kolonien var ved hans ankomst præget af anarki og magtmisbrug, og han, der var dybt kristen, så det som sin opgave at bekæmpe de britiske officerer, der havde ansvar for tingenes tilstand. Han søgte bl.a. forbundsfæller blandt frigivne straffefanger, som fik offentlige stillinger. Mange officerer blev udskiftet, men de store jordejere arbejdede for, at han skulle blive kaldt hjem til Storbritannien, hvilket lykkedes i 1822. Eftertiden har kaldt ham "Australiens fader".