Cook fik endeligt inddraget Stillehavet i det europæiske verdensbillede, men hans ekspeditioner banede også vejen for den efterfølgende kolonisering af øerne i Stillehavet. Hans indsats inden for navigation, kartografi og livet til søs, fx indførelse af ernæringsrigtig skibskost, blev epokegørende. Hans liv og bedrifter gjorde ham til symbol på det globalt ekspanderende Europa. I Europa, og især i Storbritannien, er han et feteret, nærmest mytisk symbol på europæisk foretagsomhed og søfartskunnen. I Oceanien er hans ry omdiskuteret. Navigationskunsten i Oceanien var finudviklet flere tusind år før Cook, hvor store kanoer havde koloniseret utallige øer i Stillehavet tusindvis af kilometer fra hinanden, og hvor en handel mellem øerne længe havde stået på. Cook var en forløber for den europæiske kolonisering af øerne, der i mange tilfælde havde katastrofale følger for lokalbefolkningerne.
En lang række geografiske lokaliteter bærer hans navn, herunder New Zealands højeste bjerg Mount Cook og bjergtoppen af samme navn på grænsen mellem Alaska og Yukon.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.