Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Australien - historie (indtil 1900)

Oprindelig forfatter MBor Seneste forfatter Redaktionen

Australien. Tom Roberts' maleri  Shearing the Rams (1888-90) giver et heroiserende, men dog ikke urealistisk billede af nybyggerlivet i Australien i slutningen af 1800-t.

Australien. Tom Roberts' maleri Shearing the Rams (1888-90) giver et heroiserende, men dog ikke urealistisk billede af nybyggerlivet i Australien i slutningen af 1800-t.

Efter sidste istid blev Australien yderligere isoleret, men var dog ikke afskåret fra kontakt med omverdenen. Indonesiske sejlere besøgte i århundreder nordkysten for at samle søpølser, som de solgte til Kina. Kineserne har muligvis selv fundet vej til Australien i 1400-t., og det er sandsynligt, at aboriginerne har haft kontakt med Ny Guinea. Det vides ikke med sikkerhed, om portugiserne var de første europæere, der besøgte Australien, men sikkert er det, at hollænderne kortlagde dele af nord- og vestkysten; mest kendt er Abel Tasman, som i 1642 sejlede forbi Tasmanien.

En af 1700-t.s mest kyndige søfolk og opdagelsesrejsende, englænderen James Cook, sejlede i 1770 fra New Zealand op langs Australiens østkyst. Uden forhandling med aboriginerne tog han det område, som han kaldte New South Wales, i besiddelse for den engelske konge. Han vidste ikke, at området var landfast med vestkysten, New Holland — dette opdagede først Matthew Flinders (1774-1814), da han sejlede rundt om Australien i 1803 — men Cook beskrev kystlandet som frodigt og velegnet til bosættelse.

Der gik imidlertid næsten tyve år, før den britiske stat gjorde brug af sin nyerhvervelse, og da var det som straffekoloni for at aflaste de engelske fængsler. I januar 1788 ankom The First Fleet med lidt over 700 fanger samt sømænd og soldater under ledelse af guvernøren, kaptajn Arthur Phillip. Med straffefangerne som modvillig arbejdskraft tog grundlæggelsen af Sydney sin begyndelse.

Annonce

Forholdet til den oprindelige befolkning blev hurtigt dårligt. Phillip havde gode intentioner, men han havde ingen forudsætning for at forstå deres livsstil og reaktioner; straffefanger og soldater tog deres våben og redskaber og senere også deres kvinder, og aboriginerne anså det for at være deres ret at forsyne sig af de hvides mad. Det førte til voldelige episoder, som optrappedes, efterhånden som bosættelsen udvidedes, og det blev klart for aboriginerne, at de hvide ikke havde i sinde at forsvinde. Ved begyndelsen af 1800-t. var aboriginerne omkring Sydney blevet berøvet deres eksistensgrundlag og levede af tiggeri o.l. Udviklingen gentog sig flere gange, første gang i Tasmanien (der indtil 1855 hed Van Diemen's Land), hvor bosættelsen begyndte i 1803, og den sidste "fuldblods" aboriginer døde i 1876.

Phillip og hans efterfølgere havde uindskrænket magt i kolonien, fx til regulering af økonomisk aktivitet, fordeling af jord, afsigelse af domme og udmåling af straffe. Guvernøren kunne benåde straffefanger helt eller delvis, de kunne derefter bosætte sig og måske med tiden få andre straffefanger tilkendt som billig arbejdskraft. Der var langt færre kvinder end mænd i området. Kvindernes position er omdiskuteret, men det synes dog sikkert, at hovedparten — tvungent eller frivilligt — fungerede som prostituerede. Militærets magt voksede efter ankomsten af det nyudnævnte regiment New South Wales Corps i 1790, og især efter at kaptajn Phillip forlod kolonien i 1792. Indtil hans afløser, John Hunter, ankom i 1795, var officererne ved magten og udnyttede dette til personlig fortjeneste gennem handel med rom, hvilket gav dem tilnavnet Rum Corps. Mest indflydelsesrig var John MacArthur, som blev en af de rigeste mænd i det tidlige New South Wales. Han var manden bag kuppet Rum Rebellion i 1808, hvorunder officerer afsatte guvernøren William Bligh, som på ublid facon havde prøvet at stoppe handelen med rom.

Lachlan Macquarie, guvernør 1810-21, forsøgte at gøre en ende på de kaotiske tilstande ved at udskifte regimentet og mindske effekten af romhandelen. Hans status som australsk folkehelt skyldes imidlertid hans velvilje over for straffefangerne og især de frigivne, emancipisterne, som han i flere tilfælde gav vigtige poster. Det skabte ham fjender blandt de frie immigranter, som i tidens ånd fandt en sådan liberalisme uacceptabel. Deres antal voksede stærkt, især efter at regeringsstøtte til immigration blev indført i 1831, og striden mellem de to grupper, emancipisterne og immigranterne, endte først i 1840'erne, da fangetransporterne ophørte, og øget politisk medindflydelse var inden for rækkevidde.

En væsentlig årsag til denne udvikling var den betydelige økonomiske vækst, der var baseret på eksport af uld til England. John Macarthur og ikke mindst hans kone Elizabeth var nogle af de første, som udnyttede spanske merinofårs evne til at trives i Australien. Opdræt af får bredte sig dramatisk og skabte en hårdt tiltrængt eksportvare. Fårene krævede store græsningsarealer i det tørre klima, og det satte skub i udvidelsen af kolonien på bekostning af den økologiske balance og den oprindelige befolkning, som blev frarøvet sit land.

Opdagelsen af en rute over Great Dividing Range vest for Sydney i 1813 og C. Sturts (1795-1869) udforskning af de store floder i New South Wales (1827-30) var med til at åbne vejen mod syd og vest. I 1835 begyndte koloniseringen af sydkysten af New South Wales, Port Phillip-distriktet, hvor Melbourne blev grundlagt i 1839. I 1836 blev South Australia på basis af E.G. Wakefields idéer etableret som en separat koloni, skåret ud af New South Wales. Bosættelse i Western Australia ved Swan River blev påbegyndt allerede i 1829, hovedsageligt pga. rygter om fransk interesse for området.

Vækst og guldfund

Den økonomiske vækst blev yderligere øget ved guldfund i det sydlige Australien i 1851, ligesom befolkningen voksede og i 1851 var på over 400.000 hvide (aboriginerne blev ikke talt med før 1967). Vækst i økonomi og befolkningstal forstærkede kravet om politisk selvstyre. Dette blev opnået i 1855-56, da New South Wales, Tasmanien, som var blevet en separat koloni i 1825, South Australia og Victoria (separat koloni i 1851) fik overdraget det fulde ansvar for alle interne anliggender. Queensland, som fik sin første bosættelse i 1824, blev adskilt fra New South Wales i 1859 med de samme beføjelser; kun Western Australia forblev under direkte britisk styre indtil 1890.

Guldfeberen i Victoria og New South Wales med dens egalitære guldgravermentalitet medvirkede til at styrke kravet om demokratiske reformer, som bl.a. resulterede i stemmeret til alle mænd. Oprøret i Eureka 1854 mod den tvungne guldgraverlicens blev nedkæmpet på kort tid af soldater og er gået over i Australiens historie som symbolet på den lille mands kamp for sin ret. En anden tradition blev også bestyrket i guldgraverbyerne, nemlig ønsket om at holde alle ikke-hvide, i dette tilfælde kinesere, ude af Australien. Demonstrationer og vold var forløbere for White Australia-politikken efter århundredskiftet.

Søgen efter transportruter for kvæg og får motiverede fortsat til udforskning af landet, nu mod nord og vest, og i 1862 lykkedes det J. Stuart at krydse den centrale ørken og nå nordkysten. Året efter overtog South Australia området Northern Territory fra New South Wales, og i 1872 blev den telegrafiske linje til byen Darwin og dermed til omverdenen sluttet. Det store ørkenområde vest for telegraflinjen blev endelig krydset af Peter Warburton i 1873.

Den forbedrede kommunikation og transport (i 1888 var alle kolonierne undtagen Western Australia forbundet med tog) samt den forbedrede teknologi (landbrugsmaskiner og fryseteknik) øgede handelen både mellem kolonierne indbyrdes og med Storbritannien, ligesom investeringer og spekulationer blomstrede. I 1880'erne så man kulminationen på en uovertruffen opgangsperiode — ikke mindst i Melbourne, som i skarp konkurrence med Sydney var blevet kontinentets førende storby.

Depression og nationalisme

I 1890 vendte situationen; priserne faldt, udenlandske investeringer blev trukket tilbage, og i 1892-93 krakkede adskillige veletablerede banker og lammede den australske økonomi. Kun Western Australia slap fri pga. store guldfund, som skabte basis for længe ventet vækst og lokkede mange til fra den depressionsramte østkyst. Situationen blev yderligere forværret af den årelange tørke, som ramte det meste af Australien 1895-1903, tvang mange landmænd til at give op og lagde hele byer øde.

1890'ernes depression var desuden præget af omfattende strejker. Moderne fagforeninger var opstået i 1880'erne — specielt på foranledning af W.G. Spence, som medvirkede til at organisere de to største grupper af arbejdere, fåreklippere og minearbejdere. I 1890'erne blev der i alle kolonierne dannet laborpartier, som fik bred tilslutning og arbejdede for lige rettigheder og vilkår for alle hvide mænd ved hjælp af vidtrækkende reformer. Over for Labors popularitet var liberale og konservative modstandere nødt til at danne mere disciplinerede grupper, hvorved et egentligt partisystem opstod. På trods af eller måske på grund af det mandsdominerede australske samfund var der desuden et stigende antal politisk aktive kvinder, som i 1894 opnåede stemmeret for kvinder i Southern Australia, i Western Australia i 1898 og i resten af kolonierne i 1902.

Mentalt var slutningen af 1800-t. domineret af australsk nationalisme - kulminationen på hundrede års kamp for at "høre til" i Australien (tidsskriftet The Bulletin spillede her en stor rolle; se Australien (litteratur)). I en vis forstand kan oprettelsen af føderationen af de australske kolonier ved århundredskiftet ses som den politiske konsekvens af dette, selvom mange nationalister var imod dette skridt. De fleste i laborpartierne tog også afstand fra idéen, som de frygtede ville blive en "kapitalistisk sammensværgelse". Tilhængere af føderationen, ledende politikere som A. Deakin (Victoria), H. Parkes (New South Wales) og C.C. Kingston (Southern Australia), samt finansfolk overbeviste dog efterhånden et flertal af befolkningen om fordelene ved fælles forsvars-, social-, handels- og immigrationspolitik. Den 1.1.1901 blev "The Commonwealth of Australia" en realitet med midlertidigt regeringssæde i Melbourne.

Læs mere om Australiens historie.

Læs om Australien i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Borch: Australien - historie (indtil 1900) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=42172