Bob Hawke var en australsk økonom og politiker, premierminister 1983-91. Hawke blev efter universitetsstudier i 1958 ansat i den australske centralorganisation, Australian Council of Trade Unions (ACTU). Han var ACTUs formand 1970-80, og i 1983 blev han leder af arbejderpartiet Labor og vandt samme år en knusende sejr over de liberale ved det følgende valg. Den populære Hawke var en dominerende skikkelse i australsk politik i slutningen af 1980'erne med sin direkte facon og sine ofte provokerende standpunkter, men hans regering kom i vanskeligheder på grund af landets økonomiske krise i begyndelsen af 1990'erne. I 1991 tabte Hawke en partilederafstemning til Paul Keating. Hawke trådte tilbage som partileder og overlod premierministerposten til Keating.