South Australia, forbundsstat i Australien; 984.400 km2, 1,66 mio. indb. (2011). Den store stat er uhyre tyndtbefolket; størstedelen af indbyggerne bor i den sydøstlige del, hvor gunstige naturforhold og havnepladser fra den tidligste kolonitid har lettet adgangen til landet. Alene i hovedstaden Adelaide bor 75% af statens befolkning.
Økonomien har fra begyndelsen været baseret på landbrug, der helt overvejende er lokaliseret mod sydøst, hvor nedbøren er størst. De vigtigste afgrøder er hvede, vin, citrusfrugter, oliven og figner, men der er også et stort fårehold samt heste- og kvægavl. Her ligger også de lave bjergkæder Flinders og Mount Lofty Ranges med floder, der leverer kunstvanding til landbrugsområderne (se Murray River).
Det meste af delstaten i øvrigt, svarende til to tredjedele af arealet, er et fladt og tørt plateau med bl.a. Nullarbor Plain og den delvis udtørrede Lake Eyre. Naturresurserne omfatter især jern, kul og kobber foruden naturgas og olie. Metalindustrierne i Adelaide og byerne ved Spencer Gulf er således baseret på lokale råstoffer og energi. Fra saltsøerne udnyttes salt, gips og kalk, mens opaler brydes ved Coober Pedy. Der er endvidere fundet sjældne grundstoffer, bl.a. uran (se Olympic Dam).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.