Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Murray River

Oprindelig forfatter JLor Seneste forfatter Redaktionen

Murray River, flod i det sydøstlige Australien; sammen med sine bifloder, bl.a. Darling og Murrumbidgee, afvander den 1 mio. km2 og udgør landets største og vigtigste flodsystem. Længde 2600 km. Den udspringer i Snowy Mountains og udmunder nær Adelaide.

Arkæologiske fund viser, at aboriginere har holdt til ved floden i mere end 40.000 år, og mange lokaliteter ved den bærer indfødte navne som Ingalta, Moorundie og Yoorlooara. Europæerne kortlagde floden i 1820'erne, og fra 1850'erne var den hovedindfaldsvej for guldgravere og fåreholdere. Frem til 1950'erne var den en vigtig transportvej for miner og landbrugsområder vest for Great Dividing Range.

Australiens største kunstvandede landbrugsområder ligger ved Murray River. Med kunstvanding er det varme, solrige klima ideelt for mange afgrøder, og med vandingsanlæggene er landbrugsformen gået fra ekstensivt fårehold til et alsidigt intensivt landbrug med bl.a. ris, vin, frugt og foderafgrøder. Reguleringen af Murray er meget omfattende; bl.a. er der boret tunneler på tværs af Great Dividing Range, så vand fra de nedbørsrige østskråninger kan føres til de tørre områder mod vest, og vandtilførslen kan reguleres fra store reservoirer. De omfattende vandbygningsarbejder har medført problemer med tilsaltning. Kunstvandingen hæver grundvandsspejlet, og salte fra dybere jordlag opløses og trækkes mod jordoverfladen pga. fordampningen. Ved dræning kan overskudssaltet føres bort; vandet ledes til bassiner, hvor det fordamper. Saltproblemerne truer store landbrugsområder og er et af de alvorligste miljøproblemer i Australien i dag.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Lorentzen: Murray River i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128583