Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Centralasien

Oprindelige forfattere EiCh og KVJ Seneste forfatter Redaktionen

Centralasien, område i det indre Asien; i dansk geografisk tradition benyttes betegnelsen om bjergene og højsletterne, som ligger mellem Himalaya i syd, De Sajanske Bjerge i nord, Pamir i vest og de kinesiske flodsletter i øst. Området modsvarer hovedsagelig Mongoliet og den vestlige halvdel af Kina, men omfatter — i modsætning til Kinesisk Centralasien — også dele af Rusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Turkmenistan og Tadsjikistan.

Regionens bjergkæder løber især øst-vest, hvad der har lettet de historiske karavaneruter mellem Kina og Vesten, Silkevejen. Derimod har hverken det tørre klima eller kulden på de højtliggende plateauer (Den Tibetanske Højslette, 4500-5000 m.o.h.) inviteret til agerbrug, som kun findes i enkelte floddale og oaser. Først i 1900-t. er den fåtallige nomadebefolkning blevet tilført et industrielt anstrøg af planøkonomierne i USSR og Kina.

Forskning i Centralasiens kultur og historie har en stærk tradition i Danmark. Det skyldes især de centralasiatiske ekspeditioner 1936-55, som hjembragte store samlinger af genstande, optegnelser, bøger og håndskrifter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Kurt Villads Jensen: Centralasien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55430