• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Asien - geografi

Oprindelige forfattere Folke og SChr Seneste forfatter sthornval

Asien. Japan. Fijuyama, 3776 m.

Asien. Japan. Fijuyama, 3776 m.

Asien adskilles konventionelt fra Europa ved bjergkæderne Ural og Kaukasus og fra Afrika ved lavningen, hvori Suezkanalen er anlagt. Af de nævnte afgrænsninger har kun Kaukasus været en naturlig hindring for den frie ind- og udvandring af planter, dyr og mennesker. Mellem det eurasiske kontinents to verdensdele, Europa og Asien, er der således jævne overgange; heller ikke politisk har Uralgrænsen haft betydning. Til Asien regnes også den indonesiske øverden; således beregnet er Asiens areal ca. 44 mio. km2 eller knap 1/3 af Jordens landareal.

Asien uden det tidligere Sovjetunionen deles nu ofte i Vest-, Syd-, Sydøst- og Østasien; tidligere anvendtes en regional opdeling, der var præget af europæisk, eurocentrisk, synsmåde. Vestasien omfatter det, der førhen kaldtes Den Nære Orient (landene syd for Sortehavet og Det Kaspiske Hav). Sydasien svarer til Forindien (Pakistan, Indien). SØ-Asien er Bagindien og Indonesien, og endelig er Østasien nogenlunde lig Det Fjerne Østen (Kina, Nord- og Sydkorea og Japan), men medtager Filippinerne. Den gamle regionalisering udskilte også Centralasien, omfattende de udstrakte højsletter i verdensdelens indre; de henregnes nu under Kina, dvs. Østasien. Dele af det tidligere USSR henregnes nu oftest til Centralasien (bl.a. Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan); den nordlige del er russisk og betegnes Sibirien.

Befolkning

Asiens folketal udgør ca. 60% af Jordens befolkning. Næsten to tredjedele bor i kun to lande: Kina med 1,3 mia. og Indien med ca. 1 mia. indbyggere. Men også stater som Indonesien (225 mio.), Japan (127 mio.), Pakistan (142 mio.) og Bangladesh (131 mio.) (2001) har flere indb. end nogen vesteuropæisk stat. Asiens befolkning tilhører hovedsagelig den europide og mongoloide race. Den første omfatter hovedparten af befolkningen i Vest- og Sydasien samt i Sibirien; den sidste er især udbredt i Øst-, Central- og SØ-Asien.

Annonce

Befolkningstætheden er af samme størrelsesorden som Europas, til trods for at store områder i Sibirien, Turan, Tibet, Mongoliet og Den Arabiske Halvø er ubeboet. I andre områder overstiger befolkningstætheden 1000 indb. pr. km2, bl.a. langs flere af de store floder (Ganges og Huang He) og på kystsletterne (fx i Japan). Før industrialiseringen afhang befolkningstætheden især af resursegrundlaget for landbrug, specielt risdyrkning. Dette beroede især på gode vandingsmuligheder som fx i floddalene i Kina, Indien og Mesopotamien (Irak). Administration og handel kunne medføre yderligere lokale befolkningskoncentrationer.

Mange asiatiske byer er ældgamle centre for tidlige statsdannelser. Jeriko skønnes at være omkring 10.000 år gammel. Allerede i oldtidens storriger var hovedstæderne af anseelig størrelse (Babylon, Ninive, Mohenjo-Daro, Beijing). Ved handelsruterne opstod efterhånden handelsbyer som Samarkand, Bukhara og Kashgar, der alle ligger ved gamle, vigtige karavaneveje. Aden, Mumbai, Singapore og Hongkong er anlagt som byer ved søvejen til Indien og Det Fjerne Østen.

Industrialiseringen i 1900-t. har naturligt medført en kraftig byvækst, men mange steder er denne ikke et resultat af øget industribeskæftigelse i byerne, men snarere af, at livet dér (fx i Calcutta) har forekommet tilvandrere at byde på flere muligheder end det ret udsigtsløse liv som jordløs på landet. Den moderne byvækst med eller uden industrialisering har medført, at flere end 80 byer i Asien nu har folketal, der overstiger én mio.; enkelte har endda mere end 10 mio. indb. (Shanghai, Mumbai, Kolkata, Tokyo, Beijing).

Asien. Vietnam. Hanoi.

Asien. Vietnam. Hanoi.

Befolkningsudviklingen i Asien er tæt på det globale gennemsnit, men tilvæksten er faldende; den var på knap 2% vækst i gennemsnit pr. år i 1980'erne, dog noget ujævnt fordelt på landene. Nogle få lande har en vækstrate omkring gennemsnittet (fx Indien, Bangladesh, Thailand, Vietnam og Tyrkiet); lavest ligger Japan, Kina og Sydkorea. De højeste vækstrater har lande som Iran, Irak, Jordan, Syrien og Saudi-Arabien.

De fleste lande i Asien har i moderne tid haft en periode med stor befolkningstilvækst. Den traditionelt høje fødselshyppighed modsvaredes ikke længere af en høj dødelighed. Faldet i dødelighed skyldes ikke alene medicinske fremskridt, fx i kampen mod "de store sygdomme" (tuberkulose, malaria, kopper, kolera etc.), men også en forbedret hygiejne og ernæring. Den gennemsnitlige levealder i lande som fx Afghanistan og Nepal er dog stadig kun ca. 40 år. Kombinationen af høj fødselshyppighed og (stadig) høj dødelighed betyder, at befolkningen i mange lande er meget ung, og at mange skal forsørges og uddannes. Det er usædvanligt for relativt fattige lande, at befolkningstilvæksten er faldet; det skyldes en effektiv indsats over for de høje fødselstal. I Kina og Indien er familier med ét-to børn et led i den vedtagne udviklingsstrategi, om end metoderne til at opnå dette er meget forskellige.

Vandringer. I forhold til Asiens folketal er ind- og udvandringen ret ubetydelig. Vandringer har dog tidligere gang på gang sendt store folkeskarer ud af Asien til Europa. Hunner og tyrker er historiske eksempler. Store vandringer den modsatte vej har også fundet sted, i historisk tid fx indoariernes fremstød i Indien. I nyere tid er der bl.a. sket en betydelig russisk indvandring til Sibirien og til de tidligere sovjetiske republikker i Asien. Fra Kina har en omfattende udvandring fundet sted, mest rettet mod SØ-Asien, men også mod fx USA, som desuden har modtaget en del japanske indvandrere. Også mindre vandringer, som de seneste års arbejdsemigrationer af tyrker samt flygtningestrømme af palæstinensere og kurdere fra Vestasien til Europa, har haft økonomisk-politisk betydning.

Flytninger inden for Asien har haft et langt større omfang. I forbindelse med erobringen af Korea og Manchuriet i begyndelsen af 1900-t. bosatte en del japanere sig i disse lande. Til driften af bl.a. plantager på Sri Lanka indførtes af briterne i slutningen af 1800-t. en del tamiler, hvis efterkommere siden har været part i voldsomme konflikter.

Indvandring af fremmede har som nævnt fundet sted i Sibirien, men de fleste befolkningsbevægelser i forbindelse med kolonisering fandt sted mellem landene i Asien. Den europæiske kolonisering blev således ikke fulgt op af større bosættelser af europæere, selvom kolonimagterne beherskede vældige landområder. Historiens måske største folkevandring fandt sted i forbindelse med frigørelsen i 1947 af det tidligere britiske Indien, der blev opsplittet i Indien og Pakistan. Det førte til voldsomme sammenstød mellem hinduer og muslimer og medførte udveksling af store folkemængder, ca. 12 mio. mennesker.

De mest omfattende aktuelle folkevandringer sker ved urbaniseringen. Men der foregår også store centralt planlagte befolkningsflytninger. Særlig kendt er Indonesiens flytning af folk fra det overbefolkede Java til øerne Borneo og Sumatra. Det bør også nævnes, at planmæssige, men individuelt besluttede flytninger indgår fast i livsformen hos mange folk. I de centrale steppeområder, på Irans højslette m.m. findes stadig store befolkningsgrupper, der ernærer sig som nomadiske hyrder.

Økonomisk niveau

På basis af fx BNP pr. indb. kan man opdele landene i tre økonomiske niveauer: rige, mellemindkomst- og fattige lande.

De rige lande har "europæisk niveau"; det gælder de stærkest industrialiserede lande og olielandene. Blandt de første er Japan, Israel og de såkaldte NIC-lande (Newly Industrialized Countries) som Taiwan, Sydkorea, Malaysia, Hongkong og Singapore ("de små tigre"). De har alle udviklet en omfattende industri. Produktionsapparatet er moderne med udbredt automatisering, veluddannet arbejdskraft, og det er støttet af forskning. En stor del af beskæftigelsen ligger i servicesektoren. Denne udvikling kan genfindes i udvalgte industriområder i Indien, Kina m.m.

Asien. Cambodja. Phnom Penn, ca. 2000.

Asien. Cambodja. Phnom Penn, ca. 2000.

Olielandene omfatter Golfstaterne (Saudi-Arabien, Oman, Emiraterne, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak og Iran) samt Brunei. Langt hovedparten af disse landes indkomster stammer fra den vældige olieproduktion: Alene Golfstaterne dækker over en fjerdedel af verdens produktion og en stor del af verdenshandelen.

Landene i mellemindkomstklassen, Tyrkiet, Thailand og nogle af de tidligere Sovjetrepublikker (fx Usbekistan, Armenien og Georgien), er overvejende landbrugslande, som har udviklet nogen industri. Det samme gælder til en vis grad for fx Iran, Irak og Syrien. Også lande som Turkmenistan, Kirgisistan, Mongoliet og Kasakhstan hører til denne gruppe. Hovedparten af industrien i disse lande producerer dagligvarer til hjemmemarkedet med enkel, ofte gammeldags teknik og stort arbejdskraftforbrug.

Den fattigste gruppe omfatter de store lande Kina og Indien; endvidere Pakistan, Sri Lanka og Myanmar (Burma) samt de allerfattigste: Bangladesh og de resursefattige indlandsstater Afghanistan, Bhutan og Nepal. I Kina og Indien omfatter industrien på samme tid ret primitive og de mest avancerede produktioner, fx tilknyttet rumfart og kernekraft. De sidstnævnte er ofte statsdrevne; de kan give prestige, men er gennemgående underskudsforetagender.

Den hastige økonomiske vækst i en række lande i Øst- og SØ-Asien blev i anden halvdel af 1990'erne afbrudt, da en omfattende finansiel krise slog igennem i regionen. Krisen afslørede de strukturelle svagheder i landenes økonomier og har udløst økonomiske reformer. Kina blev mindre påvirket af den økonomiske krise end de øvrige lande i området, og integration i den internationale økonomi er fortsat, bl.a. med Kinas medlemskab af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev slået fast i 2001.

Landbrug

Asien. Indonesien. Rismarker udplantes på Bali.

Asien. Indonesien. Rismarker udplantes på Bali.

Verdensdelen spænder fra troperne til arktisk ishav og har stærkt varierende nedbørsforhold; derfor kan næsten alle nytteplanter dyrkes i Asien. For dyrkningens fordeling spiller klimaforhold en stor rolle. Bl.a. er vækstperioden i den tempererede zone ret kort, ofte begrænset af både temperatur- og nedbørsforhold. Subtropisk klima udnyttes i reglen ved brug af to afgrødesystemer. Den sommertørre subtropiske, mediterrane type (i Vestasien) udnyttes ved en tørketålende sommerafgrøde, fx til oliven, hvis der ikke kunstvandes — og en tempereret vinterafgrøde, fx hvede. I Østasien giver sommerens monsunregn mulighed for risdyrkning. Vinteren er kølig og tør; ofte dyrkes da byg. I troperne begrænses vækstsæsonen ikke af kulde, men, med undtagelse af de ækvatoriale områder og visse bjergegne, af vandmangel. I store dele af Syd-, Sydøst- og Østasien bruger man den nogenlunde stabile monsunregn til en eller to afgrøder, som ofte suppleres med en i tørtiden. Det tropiske helårsregnklima tillader i princippet fortsat dyrkning året rundt.

Skønsvis 2/3 af verdens fødevarer produceres i Asien, herunder en helt overvejende del af verdens ris samt en stor del af al hvede, majs, hirse og durra, bælgplanter (bønner, ærter, linser, jordnødder, sojabønner) og dadler. Endvidere olieplanter (herunder kokos- og oliepalmer), bomuld, te, tobak og silke. Desuden findes størsteparten af verdens bestand af svin, høns og kvæg i Asien.

Asien kunne i 1990'erne forsyne sin store befolkning med egen produktion af fødevarer, men opgaven kræver op imod 2/3 af arbejdskraften.

Landbruget falder, ofte uden sammenhæng med naturbetingelserne, i to store grupper: De traditionelle landbrug med overvejende selvforsyning og de mere moderne markedsorienterede brug, der er baseret på pengeøkonomi.

Næsten alle kendte driftsformer findes i Asien. Blandt de mindst intensive er de såkaldte koncentrationsbrug: Flyttemarks- og ind-udmarksbrug, der helt beror på lokale resurser. Flyttemarksbrug drives nu kun af ca. 100 mio. mennesker og fortrænges, fordi det kræver store brakarealer. Ind-udmarksbrug har større udbredelse, mest i de mere tætbefolkede områder i Vestasien, Indien, Pakistan, Bangladesh og Kina. Kvæghold er meget vigtigt i brugene. Det udnyttes dels til mælke- og (stedvis) kødproduktion, dels til produktion af gødning, så brak evt. helt kan undgås. Oksers og bøflers trækstyrke muliggør pløjning af selv svær jord. Hovedafgrøderne er i reglen de holdbare kornsorter hvede og ris. Et lejlighedsvis overskud kan derfor sælges eller byttes.

Ind-udmarksbrug begrænses især af mangel på græsningsmuligheder. Brugene udvikles derfor ofte til permanent landbrug ved, at græsningsarealer indgår i det dyrkede. Permanent landbrug har højst 50% af det dyrkede areal liggende brak. Visse brug, fx i Indien, dyrkes næsten uden gødskning, men med megen pløjning, bl.a. fordi husdyrgødningen i tørret form bruges til brændsel. I andre brugstyper klares gødskningen med afgrøderotation og anvendelse af bælgplanter, der tilfører jorden kvælstof. Naturgødning, fx latrin og kompost, finder udstrakt anvendelse, mens kunstgødning kun anvendes, hvis man har pengeindkomst.

I de fleste højtudviklede traditionelle brug anvendes kunstvanding, næsten altid ved dyrkning af "våd ris". Almindeligvis er risbruget i Østasien udviklet til en høj grad af økologisk perfektion: et lille forbrug af naturresurser og stabilitet i årtusinder. Intensiteten ved risbruget er ofte meget høj, som et eksempel fra før 2. Verdenskrig viser i Den Røde Flods delta i Vietnam. En familie levede normalt af rishøsten fra blot ca. 11/2 ha, som så til gengæld høstedes to til tre gange årligt under anvendelse af familiens totale arbejdskraft, suppleret med et bøffelforspand. Særlig kunstvandingen krævede meget arbejde (bl.a. vedligeholdelse af dæmninger og kanaler). Gødning var recirkuleret stof, suppleret med kvælstofgødning fra dyrkede alger. Ved sådanne højt raffinerede risbrug opnåedes selvforsyning ved en befolkningstæthed på næsten 2000 indb. pr. km2, næsten som i et dansk villakvarter.

Der er specielt i Østasien udviklet, hvad der kunne kaldes en "vegetabilsk civilisation", fordi næsten alle materielle fornødenheder, inkl. fødevarer, bliver fremstillet af plantematerialer.

Landbrug som det beskrevne findes stadig i store dele af Øst-, Sydøst- og Sydasien, især hvor monsunregnen er rigelig, men også langs de store floder, hvor supplerende vanding kan finde sted ved afledning fra floden (fx Eufrat, Tigris, Indus, Ganges, Brahmaputra, Cauvery, Mekong, Chang Jiang og Huang He). De mere intensive typer af markedsorienterede brug og traditionelle selvforsynende ligner ofte hinanden meget. Forskellen, der gradvis øges, består mest i, at markedsorienterede brug kan specialisere sig i produktion af de afgrøder og dyr, som giver størst økonomisk udbytte, uden at skulle dække specifikke lokale behov. Markedsføring kræver til gengæld holdbare og transportable varer som fx ris.

De markedsførende brug har via indtjeningen mulighed for at modernisere med anskaffelse af nyt materiel, ved fx forbedring af vandingssystemer, ved brug af kunstgødning, sprøjtemidler, forbedret såsæd m.m. Moderniserede brug får derved en højere produktivitet end de traditionelle. Ved den såkaldte Grønne Revolution sigtedes der på forbedringer ved indsats af højtydende varieteter (HYV, High Yielding Varieties) af hvede, ris og majs i forbindelse med bedre gødskning og evt. vandstyring. Betydningen af dette har været meget stor. I Indiens hvedestater Punjab og Haryana er udbytterne tredoblet. I flere lande har man opnået at få overskud til eksport. Med nye, hurtigere modnende sorter har man flere steder mulighed for to eller tre afgrøder pr. år; med ris er det endda teoretisk muligt at opnå fire afgrøder. Vanskelighederne ved HYV-afgrøder har været deres større følsomhed for sygdomme, risiko for forurening, uvante smagskvaliteter og øgede krav til finansiering. Det sidste har medført, at de større brug oftest har været begunstiget ved moderniseringen, og den sociale ulighed på landet er mange steder forøget.

Det anslås, at merproduktionen efter Den Grønne Revolution forsyner ca. 500 mio. mennesker med fødevarer. Største hindring for en videre spredning er måske, at kunstvandingen bliver mere kostbar, efterhånden som de bedste muligheder er udnyttet. Store anlæg iværksættes og planlægges stadig, bl.a. på Mekong og på flere kinesiske og indiske floder, men mindre, decentrale anlæg som brøndvanding med pumper har fået stigende interesse; de er lettere at finansiere og administrere.

Intensiveringen af jordbruget er i store dele af Asien nødvendiggjort af befolkningstilvæksten. Familiebrug på 1/2-1 ha bliver mere og mere almindelige i bl.a. Sydasien; "rigbønder" har ofte kun 2-3 ha. Flere og flere bliver jordløse, mens der samtidig eksisterer ganske store ejendomme mange steder. Jordfordelingen er derfor konstant et presserende politisk spørgsmål.

I de mere ekstensive landbrugsområder i Vest- og Nordasien findes mange storbrug, og nogle af disse er kollektivt drevne. Både stats- og kollektive driftsformer er på retur i Kina, asiatisk Rusland og Vietnam, men ikke i Nordkorea.

Plantagedrift er en speciel kommerciel landbrugstype, som blev udviklet i kolonitiden og stadig har en vis udbredelse. Sigtet med den var og er produktion i monokultur af vegetabilske råvarer til eksport: gummi, kopra, planteolie, te, kaffe, sukker og krydderier. De samme produkter dyrkes nu også på små, private jordlodder. Plantagerne var oprindelig alle ejet af udlændinge, mens den ufaglærte, kontraktansatte arbejdsstyrke var lokal. Anvendelsen af denne og af næsten gratis jord gav mulighed for billig produktion af tropiske vegetabilier ("kolonialvarer"). Allerede før afkoloniseringen skete der en vis oparbejdning af produkterne på plantagerne.

Uanset at hovedvægten ligger på vegetabilsk produktion, er husdyrholdet i Asien naturligt meget omfattende. Svin og høns holdes som affalds- og overskudsædere i forbindelse med risbruget; enorme kvæghjorde, især i Indien, og fåre- og gedeflokke tjener til udnyttelse af ellers uudnyttelige steppeområder.

Skovbrug

Asien har verdens største skovarealer; ca. en fjerdedel af hele kontinentet er skovdækket. Især de tempererede skove i Sibirien har ret ugunstige klima- og jordbundsforhold, og produktiviteten er ikke særlig høj. Specielt i skovtundraen med polarpil og -birk udnyttes den langsomme trævækst stort set ikke. Tajgaen i Sibirien består nordligst mest af lærk og birk, sydligere af fyr og gran. Nåleskovene udnyttes stærkest langs veje og floder. De tidligere store løvskove i Sydvestsibirien er nu næsten hugget bort, og jorden er opdyrket. Også i Kina er skovene stærkt reduceret. Japan, hvis skovprocent (ca. 67%) er på højde med Finlands, har bevaret sin skov i bjergegne, hvor der ikke kan dyrkes ris. Tempereret skov findes endvidere på Himalayas sydside, men bliver også der kraftigt reduceret.

De subtropiske skove findes i to hovedtyper, en mediterran og en østasiatisk. Den første består overvejende af nåletræer, fyr og ceder i Libanon, den anden af mange arter af løvtræer. Begge typer er næsten forsvundne. Tropiske skove, dels løvfældende monsunskov, dels regnskov, dækkede tidligere vældige arealer i Syd- og SØ-Asien. I lande som Thailand, Indonesien og Filippinerne er der stadig store skovarealer, men mange er ødelagt som følge af skadelig plukhugst af sjældne og værdifulde træer eller ryddet til opdyrkning. Det forsøges at redde de meget artsrige tropeskove, dels ved fredning, dels ved påbud om hensigtsmæssig hugst. Tropisk træ, og især hardwood, fx teak og palisander, er stadig en vigtig eksportvare fra SØ-Asien, selvom mindre kendte træsorter må erstatte de klassiske, efterhånden som de borthugges. Store genskovningsprogrammer er igangsat flere steder.

Asien. Myanmar. Søen Inle med huse bygget på pæle.

Asien. Myanmar. Søen Inle med huse bygget på pæle.

Fiskeri

Over halvdelen af alle verdens fisk fanges af asiater, dels i floder og søer (Bajkal, Aral, Tonle Sap mfl.), men især i havene (bl.a. randhavene ud for Østasien). Der fiskes mest på lavt vand ved kyster eller på banker og særligt i de køligere havområder. Bl.a. Japan, Kina og Rusland har dog også store højsøflåder, der udnytter fjernere liggende fiskebanker. I Østasien er fisk et vigtigt proteintilskud til risdiæten. En del fisk, bl.a. små karpearter som guppyer, holdes i damme og på de oversvømmede rismarker. De lever bl.a. af myggelarver og andre insektlarver. I lavvandede, kystnære farvande i Østasien har fiske- og rejeopdræt en stærkt stigende betydning.

Industri

Industrien i Asien spænder over næsten alle grader af teknisk udvikling. En del består i en simpel videreforarbejdning af landbrugsvarer eller omfatter teknisk enkle varer, der fremstilles på næsten håndværksmæssig måde. Cigaretfremstilling kan i Bangladesh fx ske ved, at håndrullede hylstre med ske påfyldes smuldret tobak. Visse typer fabrikation er egentlig håndværk og stærkt arbejdskrævende; fx udføres tæppevævning i Iran på serier af håndvæve, der betjenes i takt, ofte af børn. Samtidig findes der i Japan nogle af verdens mest avancerede industrier, der fx fremstiller en væsentlig del af alle elektroniske komponenter (til bl.a. computere), næsten uden menneskelig arbejdskraft.

En stor del af industriens produktion omfatter daglige konsumvarer (fødevarer, sæbe/vaskemidler, tekstiler). Disse industrier findes i næsten alle store byområder. I Asien findes der også en betydelig basisindustri: Jern og stål til videreforarbejdning fremstilles mange steder, ofte baseret på lokale jernmalm- og kulforekomster. I basisindustrien benyttes mange steder temmelig gammeldags teknik, fx i Rusland, Kina og Indien, men Sydkorea og Japan har meget moderne højovne og stålværker, som næsten kun arbejder med importerede råstoffer. Til gengæld producerer de uhyre økonomisk og i store mængder; Japans stålproduktion og -forbrug er blandt verdens største.

Landene med basisindustri har som regel yderligere en videreforarbejdende metalindustri som skibsværfter, bilfabrikker og fremstilling af jernbanemateriel og fly etc. Ruslands asiatiske del, Kina og Indien har alle en bredspektret industri; de forsyner store hjemmemarkeder med alt fra medicin til byggematerialer, inklusive elektronik og industriudstyr.

Udviklingen i både Indien og senest især i Kina har været kraftig. Sydkorea, Taiwan, Hongkong, Singapore, Malaysia og Thailand er en gruppe lande, som arbejder stærkt på at udvikle en industriel eksport. Størst succes har Japan haft ved en satsning, der begyndte med skibe og fx fotoudstyr (hvoraf en del var næsten direkte kopier af kendte produkter). Udviklingen er gået mod stedse mere avancerede produkter, indsats af større kapitaludstyr, højt uddannet personel og forskning. Japan præger markedet i brancherne foto, optik, elektronik, radio, tv, videooptagere, computere m.m., fabrikation af biler og motorcykler m.m., og har ved denne indsats oparbejdet et meget stort overskud på sin handelsbalance.

Serviceerhverv

Udviklingen af sundheds-, uddannelses- og retsvæsen m.m. følger normalt ligesom handel og pengevæsen den økonomiske udvikling. Som et eksempel kan anføres det japanske pengevæsens voldsomme udvikling i de senere år som følge af industriens succes. De japanske banker spiller nu en hovedrolle i verdens finanssystem.

Af stor betydning har også udviklingen af transportsystemet været. Forbedringerne har således reduceret de ulemper ved import og eksport, som afstanden til de største råstofleverandører og markeder byder de nye industrilande i Østasien. Med moderne tankskibe koster fx olie fra Den Persiske Golf leveret til havne i Østasien, Europa og Nordamerika næsten det samme; transportomkostningernes indflydelse på literprisen er med supertankere meget lille. Japans mangel på råstoffer er på denne måde ikke længere noget handicap i konkurrencen. Også andre led i transportsystemet har været genstand for en kraftig udvikling fx ved anlæg af veje, lufthavne, den japanske Tokaidobane og Ruslands Transsibiriske Jernbane. Der er blevet etableret et veludviklet, moderne, til dels satellitbaseret kommunikationsnet, som muliggør næsten samtidig information i alle de økonomisk ledende lande.

Landskaber og naturresurser

Asien. Kina. Flodtransport på Chang Jiang, 1989.

Asien. Kina. Flodtransport på Chang Jiang, 1989.

De mægtige landarealer i Asien omfatter i store træk fire landskabstyper: 1) de nordlige og vestlige lavlande, der afvandes til Ishavet, Aralsøen og Det Kaspiske Hav; 2) de store bjergkæder og højlande, der omfatter et bælte fra Tyrkiet over Det Armenske Massiv, Pamir og Himalaya til Beringsstrædet i nord og til Indonesien i syd; 3) de sydlige plateaulande omfattende Den Arabiske Halvø, Deccan-plateauet og plateauerne fra Yunnan til Malaccahalvøen; 4) de store floddale omkring Eufrat-Tigris, Indus, Ganges-Brahmaputra, Irrawaddy, Menam, Mekong, Chang Jiang og Huang He.

Det nordlige lavland gennemstrømmes bl.a. af floderne Ob, Jenisej og Lena, hvis mundinger ligger i Arktis. Ofte opstemmer isdannelser udløbet og forårsager store oversvømmelser. Den arktiske tundra er derudover præget af permafrost. Den tempererede zones mægtige skovlandskaber afløses mod SV af stepperne i Turan og omkring Aralsøen. Græssteppen er nu opdyrket, mens buskstepperne til dyrkning kræver kunstvanding. Vandet til Centralasiens bomuldsdyrkning er blevet taget fra floderne Syr Darja, Amu Darja og Ili, hvilket har medvirket til, at især Aralsøen, men også Balkhasjsøen er blevet formindsket.

Bjergkæderne. Fra Det Armenske Massiv udgår mod vest to bjergkæder, De Pontiske Bjerge og Taurus, der omslutter Den Anatolske Højslette. Mod øst ligger nordligst Elburz-Hindu Kush, sydligst bl.a. Zagroskæden og Sulaiman, som afgrænser Den Iranske Højslette. Kæderne løber sammen i den mægtige bjergknude Pamir. Tilsvarende er højsletterne nord for Himalaya afgrænset nordpå af bl.a. Tian Shan- og Altaj-kæderne. Kunlun Shan deler højlandene i Østturkestan (godt 1000 m.o.h.) og Tibet (omkring 4500 m.o.h.). Alle de nævnte højsletter er tørre, bl.a. fordi oceaniske vinde afskæres af så høje randkæder som Himalaya, der på lange stræk er 6000-7000 m høj, og som i Mount Everest har klodens højeste punkt, 8848 m. I hele området er kun dalene opdyrkelige, og kun når der findes vand. Bjergområderne omfatter flere store foldekædesystemer ud over de nævnte. Fra Altaj således de Sajanske og Jablonske Bjerge, Stanovoj og Verkhojanske Bjerge helt op mod Tjuktjerhalvøen og en mægtig øbue fra Kamtjatka over Kurilerne, Japan og Ryukyuøerne til Taiwan. Kinas historiske isolationisme finder en del af sin forklaring i landets næsten totale afskærmethed fra Asiens indre ved bjergkæder og ørkener.

Blandt plateauerne i syd er Den Arabiske Halvø uopdyrkelig ørken bortset fra dens høje vestside, "Det Lykkelige Arabien". Deccans Højland har på samme måde en høj brudkant mod vest, Vest-Ghats, men har et godt udnyttet landbrugspotentiale omfattende bl.a. frugtbare sortjordsområder, regur. Plateauerne i Yunnan og Indokina er stærkt gennemsatte af floddale og mindre bjergkæder; de har begrænsede resurser til såvel dyrkning som minedrift.

De store floddale har med frugtbar jord og adgang til vand gode dyrkningsmuligheder, der udnyttes med mere og mere gennemgribende kontrol af flodernes vand.

Det er i hovedsagen kulde, dvs. ingen eller for kort vækstsæson, og/eller tørke, der begrænser dyrkningen. De store områder i Nordasien, der ligger hen som tundra, er for kolde ligesom de høje bjergområder, der kan være fjeldgræsgange, fjeldmark eller snedække. Store strækninger i Vest-, Syd- og Centralasien er for tørre.

De tempererede områder, der har rimelig nedbør, har ofte udviklet brun- og podsoljorder. Selvom de fleste egnede jorder er inddraget til dyrkning, kan udbytterne stadig øges ved bedre jordbehandling og ved anvendelse af bedre tilpassede sorter. Dette gælder for Vestsibirien og for store områder i Nordkina og Manchuriet.

Alt i alt har Asien stadig store muligheder for at øge landbrugsproduktionen, både mht. agerbrug og kvægavl. For kvægavlens vedkommende kan bedre veterinær pleje og rationel græsning alene forbedre udbyttet en hel del.

Industrielle resurser. Verdens største fossile energiresurser af olie, naturgas og kul findes i Asien. Alene de store naturgasforekomster kan dække Asiens energiforsyninger langt frem i tiden, selvom Rusland er ved at oparbejde en ret stor eksport via rørledninger. Også vandkraften er rigelig, selvom fx de store sibiriske floder er vanskelige at udnytte effektivt. Flere steder er energiforsyningen suppleret med kernekraft.

Generelt har Asien en god råstofbasis for industri, men udnyttelsen er endnu hæmmet af råstoffernes lokalisering og fordeling på lande.

Samfundsmæssige resurser

Samfundsmæssige resurser omfatter bl.a. arbejdskraft, dens effektivitet, bestemt bl.a. af helbreds- og uddannelsesniveau samt de enkelte samfunds organisation og struktur; på dette område er der stor variation i Asien. I flere afsides bjergegne, fx i Bhutan, forefindes stadig en ren feudal organisation, i Kina og Nordkorea totalitære kommunistiske systemer. Andre steder findes diktaturer (fx i Myanmar (Burma)), mens stater som fx Indien og Japan er demokratier.

Det japanske erhvervslivs organisation påkalder sig interesse som eksempel på, at moderne industri kan udvikles på basis af en organisationsform, der er meget forskellig fra den vesteuropæisk-amerikanske. I Japan er erhvervslivet for en dels vedkommende bygget op omkring store koncerner, der griber dybt ind i de ansattes forhold — også af privat karakter. De ansattes tarv varetages i stort og småt på en næsten patriarkalsk beskyttende og myndig måde; til gengæld er der som oftest tale om en livsvarig, loyal tilknytning til koncernen. Høj arbejdsmoral anføres ofte som en del af forklaringen på det såkaldte japanske mirakel, der dog, måske i mangel af offentlig kontrol, også har medført alvorlige ulemper i fx økologiske forhold, som man først i slutningen af 1900-t. tog fat på at løse. I store dele af SØ- og Østasien kan disse træk genfindes, og flere lande er inde i en stærk økonomisk udvikling.

I Indien har erhvervsudviklingen længe været hæmmet af kastesystemet, der oprindelig har haft karakter af lavsvæsen, dog med baggrund i den hinduistiske religion. Dette rejser høje barrierer for udviklingen; kasterne, der stadig har forskellig rang, betyder mindre for erhvervsvalg, men, især på landet, meget for den sociale struktur. Japan og Indien som eksempler, af mange mulige, viser betydningen af samfundsorganisationen i Asien. Religiøse forhold er tæt indvævet i dagliglivet og influerer på erhvervslivet, fx ved regler om kvinders muligheder for at arbejde uden for hjemmet.

Udviklingsstrategier

Meget forskellige strategier for økonomisk udvikling er blevet fulgt og følges i Asien. Fælles er, at udviklingen næsten alle steder sigter mod industrialisering. For de planøkonomisk ledede landes vedkommende har den generelle udviklingsmodel længe bygget på Lenins idé om, at landbruget dels skal levere levnedsmidler til befolkningen og dels præstere den opsparing, ved hjælp af hvilken industrien skal opbygges. For Kinas vedkommende fik idéen en lidt mere smidig udformning, udtrykt ved Maos princip om "at gå på to ben": altså at iværksætte en afpasset, samtidig udvikling af både landbrug og industri. I de seneste år efter sammenbruddet i USSR har man både dér og i Kina indført en åbning mod markedsøkonomi, dog stadig med stærk statslig styring. Den kinesiske økonomi er inde i en kraftig vækst. I andre stater har man længe fulgt markedsøkonomiske principper for udviklingen; fx har Indien ført en importsubstituerende industripolitik. Ved denne opmuntrede man til indenlandsk produktion af varer, der ellers måtte importeres. For at hjælpe opbygningen i gang beskyttedes den spæde industri mod udenlandsk konkurrence. Det har ved den førte politik vist sig vanskeligt for de lokalt fremstillede varer at opnå en kvalitet på niveau med udenlandske produkter til samme pris.

Japan, Sydkorea, Taiwan, Hongkong, Singapore, Malaysia, Thailand, Filippinerne og enkelte andre lande har ført forskellige typer af markedsøkonomisk politik, der er gået ud på at forsøge at tjene penge på verdensmarkedet til egen opbygning. Dette er lykkedes mange steder og er blevet set som en model, der vil kunne anvendes overalt. Meget tyder dog på, at den store succes er blevet til på forskellige, specifikke forudsætninger. Således havde fx Japan en basis i en veluddannet, men lavtlønnet og disciplineret befolkning, en effektiv erhvervsstruktur og en national kapital. Dette mønster har til dels kunnet genfindes i de øvrige højvækstlande, og i begyndelsen af 1990'erne står Øst- og SØ-Asien mere og mere som verdens kommende økonomiske kraftcenter.

Læs også om Asiens plantegeografi og om Asiens dyreliv.

Læs mere om Asien i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Folke, Sofus Christiansen: Asien - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40892

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Asien - geografi Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik