Cæsars Forum i dag.
Cæsars Forum i dag.
Licens: CC BY SA 3.0

Cæsars Forum er et antikt forum, som ligger nordvest for Forum Romanum ud til Via dei Fori Imperiali i centrum af Rom.

Faktaboks

Også kendt som

Forum Iulium

Byggeriet blev påbegyndt i senrepublikken af den romerske feltherre og politiker Gajus Julius Cæsar. Det er det første af de fem kejserfora.

Opførelsen

I 54 f.v.t. opkøbte Cæsar området for sit nye forum for 60–100 millioner sestertier. Man beregner en almindelig arbejders dagsløn til ca. 4 sestertier, så det var et astronomisk beløb, hvilket vidner om, at området var yderst mondænt.

Forummet var rektangulært og opbygget i aksial symmetri. I den nordvestlige ende lå et stort tempel. Foran templet stod to fontæner, mens en rytterstatue af Cæsar i bronze var centralt placeret på pladsen.

Venus Genitrix-templet

Venus Genetrix-templet
De tre søjler og arkitraven fra Venus Genetrix-templet, som blev genrejst i 1930'erne.

Forummet er berømt for sit tempel dedikeret til Venus Genetrix, der ifølge overleveringen er stammoder til den juliske slægt. I slaget ved Farsalos i 48 f.v.t. afgav Cæsar et løfte om, at han ville bygge et tempel dedikeret til Venus, hvis han besejrede Pompejus. Templet blev bygget i den korintiske søjleorden og stod på et højt podium. Mange skulpturer og kunstskatte var udstillet i templet.

Forummets fem faser

Cæsar påbegyndte sit forum i 52 f.v.t., mens kejser Augustus færdiggjorde og indviede det i 29 f.v.t. Der er ikke meget tilbage af de to første faser, da de blev ødelagt under to store brande, som hærgede Rom i 64 og 80 e.v.t. Forummet blev herefter genopbygget af kejser Domitian, mens templet blev færdiggjort og indviet af kejser Trajan i 113 e.v.t.

Endnu en brand hærgede forummet i 283 e.v.t., hvorefter det blev genopbygget og udbygget af kejser Diokletian. De ruiner, man kan se på området i dag, stammer fra den trajanske og diokletianske fase.

Udgravninger

Bronzestatue af Cæsar, som står i det lille anlæg ved Cæsars Forum. Statuen er en kopi.
Bronzestatue af Cæsar, som står i det lille anlæg ved Cæsars Forum. Statuen er en kopi.
Licens: CC BY SA 3.0

Adskillige arkæologiske udgravninger er blevet foretaget på området. I 1930’erne blev forummet delvist afdækket under Mussolini. I den forbindelse blev tre af søjlerne og en arkitrav fra Venus Genetrix-templet genrejst, og en bronzestatue af Cæsar blev opstillet foran forummet. De kendetegner stadig området.

Fra 1960'erne er der blevet foretaget nye udgravninger hvert årti op til i dag. Senest i 2017 blev dansk-italienske udgravninger indledt i den nordøstlige del af Cæsars Forum.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig